|
|
Jødedom og TalmudAf tidligere overrabbiner Bent Melchior
Bent Melchior har i mange år været overrabbiner i København. Netop han har en solid baggrund for at kunne give et kortfattet indblik i jødedommen. Derfor siger vi tak for, at han har stillet sin pen til rådighed.
Jødedommen er en lovreligion. For mange er det et negativt ladet begreb. Ikke, fordi man har noget imod, at et samfund baserer sig på lov og orden, men man har en vis uvilje imod at blande den lov og orden med det religiøse. Det er noget med Gud og kejseren. Der er visse kompromiser, når bare der er tale om De ti Bud og afledninger deraf; men så bliver det mere et spørgsmål om moral og etik og til syvende og sidst om frelse.
Jødedommen har ikke skellet. De såkaldt civile love er lige så guddommelige som de rituelle. Loven blev givet på Sinaj Bjerg, og det var Moses, der modtog den på israelitternes vegne. Man har talt antallet af bestemmelserne i Mosebøgerne til 613, 248 påbud og 365 forbud. Det lyder overvældende for nogle, men det er selvfølgelig et bagatelagtigt antal, når man regner med, at det inkluderer alt fra helligdage, spiseforskrifter, landbrugslove, retsvæsen, ægteskabslove, sociale forskrifter, bestemmelser om hittegods, gældssanering, ejendomsret osv. – for slet ikke at nævne de mange offerlove, der kun ville være i kraft, hvis jøderne havde deres eget tempel, hvad de som bekendt ikke har haft i mere end 1900 år.
Overskrifter og definitioner
I praksis kan man sige, at de 613 forskrifter i virkeligheden er overskrifter. Tag f.eks. bestemmelsen om at holde sabbatten hellig ved ikke at arbejde, medens ugens øvrige dage er beregnet til at arbejde. Det kræver en definition på arbejde. Tag bestemmelsen om at tilbagelevere tabte ting til ejermanden. Det kræver, at man kender ejermanden eller i det mindste skaber en ramme til at finde frem til den ukendte. Hvad indebærer reglen øje for øje, tand for tand i et retssamfund? Hvad er usyret brød, som man skal spise til festen for udgangen af Ægypten? Ligesom færdselsloven ikke kan indskrænkes til, at man skal holde til højre og køre forsvarligt, eller undervisningsloven bare kan sige, at børn skal gå i skole, så er hver bestemmelse i Moseloven anledning til et væld af paragraffer, der først formuleres efter lange og til tider indviklede diskussioner mellem »juristerne«, rabbinerne.
Formuleret på forholdsvis enkel vis, så er Talmud en samling af de bestemmelser og den videre debat og udvikling frem til ca. år 500 e.v.t. I lang tid, formodentlig med en spæd begyndelse kort efter Esra og Nehemia - næsten 1000 år tidligere - betragtede man den del af lovgivningen som en mundtlig overlevering. Fra den tid Det gamle Testamente (= den jødiske bibel) blev afsluttet, talte man om GT som Den hellige Lære, og det blev anset for anstødeligt at forsøge at skrive disse ting ned.
Det blev så et spørgsmål om at give de mundtligt overleverede traditioner en autorisation, og det blev hurtigt den traditionelle jødedoms holdning – og er det den dag i dag – at også disse traditioner havde Gud selv som kilde. For ligesom at gøre det nærværende for mennesker, så kan man i Talmud læse legenden, der spørger, hvorfor det tog Moses 40 dage og 40 nætter at bringe Læren ned fra Sinaj. Og svaret, der gives, fortæller, at Moses ikke blot skulle hente Den hellige Lære, for det var jo bare som en pakke, der skulle afhentes. Men han skulle også lære alle forklaringerne, Den mundtlige Lære. Og hvis han kunne klare det på små 6 uger, så viser det mere end noget andet, hvor fantastisk et menneske Moses var!
Resultatet blev, at hvis man nåede en vis konklusion om et praktisk problem, og folk så spurgte, hvor man vidste det fra, så lød svaret, at dette var loven, som Moses modtog på Sinaj Bjerg. At der ikke var nogen dogmatik i sagen fremgår måske tydeligst af en anden legende, som også kan læses i den længst nedskrevne mundtlige lære, hvor det fortælles, at Moses af Gud havde fået lov til at komme ned på jorden for at se, hvad der var blevet af den lære, som han havde givet israelitterne. Det var i det 2. årh. e.v.t., hvor en af de store lærde var Rabbi Akiva. Hver plads var besat i lærehuset, når Rabbi Akiva forelæste; men det lykkedes Moses at få klemt sig ind for i timevis at lytte til en masse, som han ikke forstod meget af. Ved forelæsningens slutning spurgte en af tilhørerne, hvor Rabbi Akiva vidste alt det fra, som han havde fortalt, så svarede Rabbien roligt, at det var loven, som Moses modtog på Sinaj Bjerg. Moses listede ud af lærehuset, fortumlet over det, han havde hørt, men en lille smule stolt over, at hans navn stadig var knyttet til læren.
Loven må være menneskelig
Visse passager går langt videre for at understrege, at vel er Den skriftlige Lære evig og uforanderlig; men Gud har ved at overlade den til menneskenes børn, om man så tør sige, frasagt sig muligheden for at blande sig i forståelsen, som nødvendigvis må være menneskelig. I en given debat er der en af rabbinerne, der bliver så fortørnet over, at han er kommet i mindretal, at han påkalder himlen som vidne på, at han har ret, og en stemme fra himlen bekræfter da dette. Hvortil lærehusets majoritet meddeler, at himlen har intet at sige i den sag, for der står skrevet (5. Mos 30,11-12): Dette bud, som jeg i dag giver dig besked om, er nemlig ikke for forunderligt for dig og ikke for fjernt fra dig; det er ikke i himlen, så du skulle sige: Hvem går op i himlen for os og tager det til os, så at vi kan adlyde det og holde det? Himlen har så at sige sat sig selv ud af spillet.
Det siger sig selv, at en tradition, der mundtligt gives videre fra generation til generation, med tiden bliver mere og mere usikker. Det resulterer i, at store giganter blandt lærerne, der hver for sig påberåber sig at kunne føre traditionerne tilbage til Sinaj Bjerg, er kommet til stik modsat resultater. Hvor den ene siger tilladt, siger den anden forbudt. Det gælder for eksempel de to store lærde, der var næsten samtidige med Jesus, Hillel og Shammaj. Som hovedregel blev Hillel betragtet som den milde og Shammaj som den strenge. I sådanne tilfælde tales der om, at at både den ene og den anden taler den levende Guds ord. At praksis i de fleste af disse sager følger Hillels opfattelse, beror da på flertalsbeslutninger i lærehuset. Samfundet måtte jo fungere, og man kunne ikke have, at nogle folk kørte i højre side medens andre kørte i venstre.
Til dette skal lægges, at nye begivenheder afføder nye bestemmelser, som Moses ikke med nogen form for intelligens kunne have optaget i sig og videregivet til Josva. Da man i tidligere tider overhørte unge mennesker, der fejrede deres religiøse ungdomsfest i Synagogen, var et af de populære spørgsmål: Hvor mange lys tændte Moses 6. aften Chanukah? Medens det nervøse unge menneske overvejede om det tjenende lys skulle tælles med, så var svaret naturligvis, at Moses ikke tændte lys til Chanukah, som først blev indstiftet 1000 år efter hans død.
Den mundtlige tradition bliver skriftlig
Der melder sig med årene mange elementer af usikkerhed. Hvem havde sagt hvad, og var det sådan bemærkningen var faldet, og var der ikke specielle omstændigheder, så man ikke kunne udlede nogen almen regel ? Spørg en taler om, hvordan han ofte en halv time efter en tale føler sig forkert citeret, så vil man forstå, hvor mange fejlkilder, der ligger i den mundtlige tradition. Dertil kom, at Templets ødelæggelse i år 70 medførte en øget spredning af den jødiske befolkning med vigtige akademier i både Judæa og Babylon. Behovet for at nedskrive for at fastholde - ikke nødvendigvis for at ensrette men dog for at undgå kaos - for at kunne identificere jødedom fra så og så mange sekter, var helt evident.
Det førte da til en nedskrivning i to tempi - omkring år 200 og siden omkring år 500 - til det værk, vi kender som Talmud, og som er et gigantisk værk af visdom og naivitet, af lov og legende, af tro og overtro. Man kan finde næsten alt i disse mange foliostore bind, og man kan derfor anklage og elske værket. På sæt og vis kan man hævde, at det var tilfældigheder, der afgjorde, hvornår Den mundtlige Lære blev skrevet ned. Selve den juridiske og moralske debat ophørte aldrig, og den foregår den dag i dag. Nye opfindelser, elementer, som ikke eksisterede, da loven blev givet på Sinaj, skal der lovgives for – stadig ikke for at ændre, men for at følge den gamle lovs ideer og principper. Vi kan ikke spørge himlen, men ved at fordybe os i tankerne om at skabe et godt samfund, kan vi forsøge at leve op det ansvar, der er overdraget os.
|
Kilde: ’Ordet og Israel’ juni 2001 |
|
|
|
