|
|
Gud møder mennesker i JerusalemAf Hanne Gundlach Jørgensen
"Høsten er stor, men arbejderne er få." Det ord har Gud gjort helt klart for den 36-årige John Theodor fra Australien. For syv år siden sagde han et godt job som afdelingsleder i en stor televirksomhed i Sydney op og rejste til Israel.
Han er et af de få mennesker i Israel, der går ud på gaden for at tale med folk og række evangeliet til dem. "Gud har ikke forkastet sit folk," slår han fast, "men hvordan skal de høre om Jesus, hvis ingen fortæller dem om ham? Jeg tror, at Gud har sendt mig hertil, for at folk i Israel skal høre evangeliet."
John kommer fra Australien, men er vokset op i en græsk familie. Hans far immigrerede til Australien i midten af 1950'erne. Han kom fra den græske del af Cypern og tilhørte den græsk-ortodokse kirke. Han kom til tro på Jesus, fordi han i bogstaveligste forstand mødte evangeliet på et gadehjørne i Sydney. John er derfor vokset op i en troende familie. Men han vidste ikke meget om Israel, før han kom til landet. Han havde læst og hørt om jøderne og ville gerne se landet og studere bibelen der. Og så havde Gud givet mig en nød i hjertet for at række evangeliet til det jødiske folk.
"Tænk at få lov til at tjene Gud netop her, hvor de bibelske begivenheder fandt sted," siger han. "Det gør mig ydmyg, og jeg føler mig meget privilegeret over at få lov til at tjene Gud på den måde. Det væsentlige er jo, at mennesker hører evangeliet, uanset om det så er jøder, arabere, udenlandske arbejdere eller turister."
Evangeliet til russiske immigranter
Kun få dage efter, at John var kommet til Israel, så han en løbeseddel på en dør i den gamle by, der reklamerede for evangeliske møder hver onsdag og lørdag. Det var en onsdag aften sidst i november. Det var koldt, og han var træt. Men mødet blev holdt kort fra, hvor han boede, så han tog jakke på og gik derhen.
Da mødet begyndte, blev John noget overrasket over, at der blev talt på engelsk og tolket til russisk. "På det tidspunkt var jeg ikke rigtigt klar over, hvor mange russiske immigranter, der var kommet til landet, og havde derfor ikke meget forståelse for, at det ikke foregik på hebraisk. Men da præsten i slutningen af mødet inviterede interesserede til at være med til at evangelisere på gaden dagen efter, meldte jeg mig straks. Det var jo derfor, jeg var kommet," fortæller John. "Det var ikke nogen tjekket menighed, og den var meget ung, men de havde en tjeneste at udføre i forhold til specielt russiske immigranter. Og det rørte ved mit hjerte, at de ville gå ud på gaderne og række evangeliet til folk."
I en periode kørte John og præsten fra menigheden rundt i byen med pakker med bibler, børnebibler og anden litteratur på russisk, som de tilbød til alle de russere, de mødte. Det blev fra 30 helt op til 100 pakker, som hver dag blev rakt ud af vinduet på bilen.
"I Israel er der en lov, der forbyder folk at få andre til at konvertere ved at tilbyde dem materielle goder som fx en bibel," fortæller John. "Det overholder vi selvfølgelig, og vi forlanger aldrig af mennesker, at de skal omvende sig, før vi giver dem en bibel. Sådan fungerer det jo ikke," siger han med et skævt smil.
"Vi oplever, at mennesker kommer til tro, men det er ikke i store flokke. Det er et hårdt slid - en lang proces. Derfor er det bemærkelsesværdigt, når Gud giver vækst, og vi ser mennesker tage imod ham," siger John og fremhæver, at det er Gud alene, der skal have æren.
Plakatstander
På et tidspunkt kaldte Gud John og hans kone Alina, der er russisk jøde, til at skifte til en anden menighed, hvis arbejde var mere målrettet mod jøder. For godt to år siden begyndte de derfor at komme i den messianske menighed Jerusalem Assembly. En menighed, der arbejder aktivt for, at deres jødiske landsmænd skal høre evangelist om Jesus som Messias.
John bruger en stor del af sin tid på at arbejde for menigheden. Hver uge er der bibelstudie for ikke-troende, børnearbejde og evangelisering. Han går på gaden 3-4 dage ugentligt og taler med mennesker, hænger plakater eller klistermærker op eller smider løbesedler i folks postkasser. Som regel følges han med andre.
For nylig har menigheden haft retten til at sætte plakater på en plakatstander på et centralt sted i Jerusalem i en uge. Flere gange om dagen måtte John eller andre ned og reparere plakaterne eller sætte nye op, fordi de var blevet overtegnet eller revet ned. Plakaterne var enkle med teksten www.yeshua.co.il - en henvisning til menighedens hjemmeside. Sidst menigheden havde et tilsvarende tiltag, steg antallet af søgninger på hjemmesiden med 300%.
Hagekors og halvmåner
"Ind imellem oplever vi også at blive generet," fortæller John. "På et tidspunkt kom politiet til en bibelstudie-gruppe, jeg var med i, og tog os alle sammen med på politistationen.
Samtidig konfiskerede de en masse bibler og andet materiale, vi havde liggende. Men mere skete der ikke," fortæller John.
"Der er også en religiøs jødisk gruppe, Yad L'achim, der ofte forsøger at standse os, når vi hænger plakater eller klistermærker med reklame for vores hjemmeside op. Det sker fx ved, at de har en mand, de betaler for at gå rundt og male på det, vi har sat op. Ofte tegner han et kors og sætter lighedstegn mellem det og en halvmåne og et hagekors. Det sker også, at han flår vores plakater ned eller sætter sine egne klistermærker op, der advarer mod mission over for jøder."
Folkene fra Yad L'achim kender John Theodor, og han kender dem. De har videofilmet ham og ved, hvor han bor, men det skræmmer ham ikke.
"Vi prøver selvfølgelig at undgå at irritere dem," fortæller han, "men møder jeg én af dem alene, sker det, at jeg går hen og fortæller ham, at jeg tror på Jesus, og så tager jeg en snak med ham. De kan jo ikke standse Gud ved at forsøge at standse mig," konstaterer han.
|
|
|
|
|
