Ny Testamente og Israels nationale genrejsning

Wow, tænkte jeg, første gang jeg så disse videooptagelser. En ortodoks jødisk rabbi, der tror på Jesus som Messias! Det er jo det, vi længes efter og beder om må ske for alle jøder, at de må se, at Jesus virkelig er Messias.

Men glæden varede desværre ikke ved.

Ti minutter inde i optagelserne stod det klart, at Pearlmutter og jeg alligevel så forskelligt på tingene.

Ifølge rabbi Pearlmutter er hans Yeshua ikke den samme Yeshua, som beskrives i Det Nye Testamente. Det Nye Testamentes Yeshua kan ifølge Pearlmutter ikke være Messias, da han ikke opfylder de messianske profetier i Det Gamle Testamente – vigtigst heraf profetien om Israels nationale genrejsning (for eksempel Ez 36-37).

Den samme holdning, nemlig at Jesus og Det Nye Testamente ikke forventer en national genrejsning af Israel, findes ikke kun hos rabbi Pearlmutter og hans ligesindede. Den samme holdning finder vi også indimellem hos kristne brødre og søstre.

Personligt er jeg af en anden opfattelse. Hvorfor, vil jeg her gerne forsøge at forklare. Tillad mig dog at begynde et lidt andet sted.

 

Når jeg læser i Bibelen, er jeg naturligvis påvirket af den evangelisk-lutherske tradition, som jeg er en del af. En tradition, som jeg er glad for at være en del af.

Samtidig er jeg de sidste par år blevet overbevist om, at selv jeg kan lære noget af andre kristne med en anden baggrund. Den messiansk jødiske tilgang til Jesus og Det Nye Testamente har til en vis grad givet mig nye briller at læse Bibelen med, så jeg i højere grad forsøger at læse og forstå Jesu tale og undervisning, som de første disciple og tilhørere hørte og forstod Jesus.

Med den indgangsvinkel vil jeg nu kigge nærmere på Jesu lignelse om de onde vinbønder for at belyse artiklens tema.

 

Fra Lukasevangeliet 19,28 og frem beskrives den sidste uge i Jesu jordiske liv. På vej op mod byen græder Jesus over, at Jerusalem og dets indbyggere ikke kendte deres besøgelsestid, og at byen og dens indbyggerne derfor ville blive ramt af Guds straf.

Hver dag underviste og diskuterede Jesus med sine modstandere, og det er i den sammenhæng, at Jesus fortalte lignelsen om de onde vinbønder (Luk 20, 9-19).

Jesus fortalte en lignelse om en vingårdsejer, som plantede en vingård, forpagtede den bort til nogle vinbønder og selv rejste udenlands i længere tid. Tre gange sendte vingårdsejeren en repræsentant efter høsten, men hver gang uden resultat. Fjerde gang sendte vingårdsejeren sin egen søn, men vinbønderne ville beholde vingården for sig selv og slog derfor sønnen ihjel. Lignelsen sluttede med et spørgsmål og et svar: »Hvad vil nu vingårdens ejer gøre ved dem? Han vil komme og gøre det af med de vinbønder og give vingården til andre.«

Da tilhørerne hørte Jesu lignelse udbrød de: »Det må aldrig ske.« For mig at se en meget kraftig reaktion på noget, der jo i bund og grund bare var en fortælling. For at forstå den for os måske irrationelle og kraftige reaktion, skal vi prøve at høre Jesu lignelse ud fra de første tilhøreres jødiske baggrund.

 

Ordet »vingård« findes mange steder i Det Gamle Testamente og bruges blandt andet som et billede på forholdet mellem Gud og Israel. Gud er vingårdsejeren, vingården er Israel, og vingårdsbønderne er de ledende blandt folket.

I Esajas 5 findes en sang om en vingård, som på mange punkter ligner Jesu lignelse. En vingårdsejer havde plantet en vingård og gjort alt for, at den skulle bære frugt, men i stedet gav den vilde druer. Derfor ville vingårdsejeren forlade sin vingård og lade den blive ødelagt.

Sangen slutter med at slå fast, at dette handler om Israel og Gud. Israel havde på Esajas’ tid (omkring år 700 f.Kr.) forkastet Gud, og derfor ville Gud forlade sit folk og lade det blive ødelagt. Dette gik i opfyldelse i år 586 før Kristus, da Jerusalem blev ødelagt og folket ført til Babylon. På Jesu tid var det den største katastrofe overhovedet i jødernes historie.

Da skaren hørte Jesus fortælle sin lignelse, havde de uden tvivl denne sang og ikke mindst den frygtelige begivenhed i baghovedet, og det var derfor, de reagerede så kraftigt. Det, der aldrig måtte ske, var, at Jerusalem igen ville blive ødelagt, og folket igen ville blive smidt ud af landet.

Jesus svarer på tilhørernes reaktion med to citater fra Det Gamle Testamente. Fordi de ledende jøder, der repræsenterede folket, forkastede hovedhjørnestenen, ville Gud straffe dem. De faldt over hovedhjørnestenen og ville blive kvæstet. Gud ville igen lade Jerusalem blive indtaget og brændt af og folket ført i eksil.

 

Men ifølge Det Nye Testamente betød Israels ulykkelige skæbne, at frelsen kom til hedningerne. Paulus skriver det sådan i Rom. 11,11ff.: »Jeg spørger nu: Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse. Og betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind… For har det ført til forligelse for verden, at de blev forkastet, kan det så være andet end liv af døde, at de bliver modtaget.«

At de ledende jøder og størstedelen af folket forkastede Jesus som Messias betød, at vi ikke-jøder fik del i evangeliet. Israels fald blev til velsignelse for os ikke-jøder.

Men det betyder ikke, at Gud forkastede Israel som sit folk. Mange jøder faldt over hovedhjørnestenen og blev kvæstet, men Jesus understreger, at Gud ikke knuste sit folk.

Der kommer en dag, hvor Gud igen vil genrejse sit folk. Der kommer en dag, hvor det jødiske folk som helhed vil komme til tro på Jesus. Den dag, det sker, vil det få endnu større betydning for resten af verden, end da evangeliet blev spredt ud over hele jorden. Forstå det hvem, der kan.

Det Nye Testemente taler meget klart og direkte om Israels åndelige genrejsning. Men hvad med den nationale genrejsning?

 

Rabbi Simcha Pearlmutter med flere hævder, at Det Nye Testamente ikke forventer en national genrejsning af Israel.

Det er, for mig at se, kun delvist korrekt. Det fremgår af ApG 1,6, at disciplene helt klart forventede, at Jesus – nu da han var Messias – også ville opfylde profetierne om genrejsning af Davidsriget. Jesus afviste ikke disciplenes forventning, men påpegede alene, at kun Gud kender tidspunktet for det.

En lignende indirekte bekræftelse af, at Jesus forventede en national genrejsning af Israel, findes i Jesu tale til disciplene om tegnene på de sidste tider og Jesu genkomst (Luk 21, 5ff.).

Et af disse tegn er Jerusalems forestående ødelæggelse (v. 20-24). Jerusalem ville igen blive indtaget og nedtrampet af ikke-jøder, men kun for en tid. På et tidspunkt vil hedningernes tider i Jerusalem være til ende.

Hvad der så skal ske, siger Jesus ikke direkte. Men læst ind i sammenhængen – både den i teksten og ud fra Jesu og disciplenes jødiske baggrund – må det, for mig at se, betyde, at der vil komme en dag, hvor Jerusalem igen skal være under jødisk kontrol i en jødisk stat, altså en national genrejsning.

 

Jesus kendte disciplenes forventninger, og han afviste dem ikke. Men han kendte også fremtiden.

Disciplene forventede, at Jesus var Messias, og at han derfor var kommet for at genoprette riget for Israel og selv være konge i dette fredsrige. Men disciplene ville komme til at opleve noget, der kunne blive forstået, som om Jesus alligevel ikke var Messias.

Jesus ville forberede disciplene på Jerusalems kommende ødelæggelse, så de, når det skete, ikke ville miste troen på, at han var Messias, og at han også var kommet for at oprette riget for Israel.

På samme måde har Jesus også givet os, der lever på den anden side af Jerusalems ødelæggelse, nogle tegn som skal være med til, at vi kan fastholde troen på Jesus som Messias, selv når vi oplever noget, som vi ikke forstår. Deriblandt Israels begyndende nationale og åndelige genrejsning.

Når vi oplever det, skal vi gøre, som Jesus opfordrede de første disciple til at gøre, da de oplevede Jerusalems ødelæggelse i år 70. Vi skal rette os op og løfte vores hoveder, for også vores forløsning nærmer sig!

 

Gå til aktuelt