Sørgelige toner fra den katolske kirkeAf Ole Andersen
Det lød næsten historisk, da pave Benedikt XVI i oktober samlede mere end 200 biskopper og kirkeledere til synode i Vatikanet for at drøfte kristnes situation i Mellemøsten. Men resultatet var et tilbageskridt til tidligere tiders kristne hovmod over for jøder.
Drøftelserne ved synoden blev præget af konflikten mellem Israel og palæstinenserne, den store udvandring af kristne fra Mellemøsten, forholdet mellem katolikker og muslimer og situationen for de mange katolske gæstearbejdere i arabiske lande – i dag er en meget stor del af alle katolikker i Mellemøsten filippinske gæstearbejdere.
Synoden udsendte en sluterklæring og en liste med 44 konkrete forslag til paven.
Sluterklæring fastslår, at biskopperne »tror på Guds løfter og hans pagt givet til Abraham og jer [jøderne]«. Samtidig afviser erklæringen, at Bibelen kan bruges til at retfærdiggøre uret mod palæstinenserne.
Erklæringen opfordrer til afslutningen af »besættelsen af arabiske områder« og giver sin tilslutning til en tostatsløsning.
Erklæringen nævner lidelserne på både palæstinensisk og israelsk side. Men mens israelernes lidelser nævnes uden detaljer eller årsag, forklarer erklæringen udtrykkeligt, at palæstinensernes lidelser skyldes »den israelske besættelse«, der har ført til »mangel på bevægelsesfrihed, adskillelsesmuren og militære checkpoints, politiske fanger, ødelæggelsen af huse, forstyrring af det sociale og økonomiske liv og tusindvis af flygtninge«.
Mens Israel således får talt og påskrevet, går sluterklæringen på listesko i forhold til de islamiske lande. Trods de kristnes store problemer i disse lande, blev al konkret kritik af islamiske lande udelukket fra erklæringen.
Erklæringen blev modtaget med stor anerkendelse af arabiske ledere. Libanons premierminister Saad Hariri roste biskoppernes »udfordring af det zionistiske projekt«.
Endnu mere alvorlig end sluterklæringens politiske ensidighed var dog de teologiske udtalelser, som ærkebiskop Cyril Salim Bustros fremsatte ved synodens afslutning. Her fastslog han, at »de Hellige Skrifter ikke kan bruges til at retfærdiggøre jødernes tilbagevenden til Israel«.
»Vi kristne kan ikke tale om et ’forjættet land’ for det jødiske folk. Dette løfte blev ophævet af Kristus. Der er ikke længere noget udvalgt folk – for mænd og kvinder fra alle lande er nu blevet det udvalgte folk«.
Han fortsatte med at fastslå, at de palæstinensiske flygtninge fra 1948 og 1967 en dag vil vende tilbage, og så vil »fremtiden skulle afgøres af demokratiet« - en antydning af, at staten Israel så ikke længere vil kunne være en jødisk stat.
Ærkebiskoppens udtalelser vakte berettiget opsigt. De er en sørgelig tilbagevenden til tidligere tiders erstatningsteologi, der påstår, at den kristne kirke har erstattet Israels folk og overtaget de løfter om landet, som Gud gav dem.
|
