Alle konflikters moderAf Jan Frost
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne bliver af politikere ofte kaldt for »alle konflikters moder«. Tankegangen bag udtrykket »alle konflikters moder« er, at det er denne konflikt, der forhindrer alle andre konflikter i at blive løst. Det er naturligvis en overdrivelse.
»Alle konflikters moder« er en helt anden konflikt. Det er den konflikt, der opstod mellem Gud og mennesket i Edens have. Det er menneskets syndefald, der er »alles konfliktes moder«. Alle andre konflikter – både på det menneskelige og det åndelige plan – er følgevirkninger af syndefaldet.
På trods af syndefaldet elsker Gud stadig mennesket – og han iværksatte sin plan for at frelse os. I den plan spiller Israels folk og land en central rolle. Gud har nemlig besluttet, at Israels land skal danne rammen om de afgørende, frelseshistoriske begivenheder. Det gælder også de begivenheder, der skal udspille sig omkring Jesu andet komme.
Det er her, vi skal se sammenhængen mellem »alle konflikters moder« og Mellemøstkonflikten, og det er derfor, vi ikke alene kan betragte Mellemøst-konflikten i dag som en ren politisk konflikt. Den har også en åndelig side, en direkte sammenhæng med Guds plan for at bringe følgerne af »alle konflikters moder« til ophør.
Israels folk og land vil af den grund - også i fremtiden - udgøre et særligt mål for de åndelige og menneskelige kræfter, der forsøger at ødelægge Guds frelsesplan. Men det vil ophøre den dag, Gud opfylder sit løfte om Fredsfyrstens komme, den dag Israels og vores Messias kommer igen.
|