De sidste tider og krigen om BibelenAf Ole Andersen
Der er udbrudt krig om Bibelen! Den debat, der i efteråret har raset i kirkelivet i Danmark, handler nemlig kun på overfladen om velsignelse eller vielse af homoseksuelle. Det handler den selvfølgelig også om, og det er af mange grunde vigtigt, hvad kirkeminister Birthe Rønn Hornbæk beslutter sig for, når høringsrunden er forbi i december.
Men under debatten om det relativt lille antal homoseksuelle, der ønsker en kirkelig vielse, ligger en langt mere principiel strid om Bibelen.
Hvem bestemmer, hvad der er sandt, og hvad der er etisk rigtigt?
Folketinget? Biskopperne? Højesteret? Flertallets logik, den herskende stemning i folket, menneskelige følelser?
Ned gennem historien har magthavere og folkestemning som regel selvbestaltet afgjort alle spørgsmål om sandt og ret. Undertiden med grusomme konsekvenser. I Romerriget kunne magthaverne langt på vej selv bestemme, hvad der var ret – og gjorde det. Uanset følgerne for deres undersåtter. I Hitlers Tyskland medførte folkestemningen, at en uhyggelig stor del af befolkningen betragtede nazismens grusomme principper som retfærdige og gode.
Men midt i denne verden af syndefaldsmennesker, der ofte farer vild i spørgsmålet om sandt og godt, satte Gud først Israel og så sin kirke til at tale Guds ord. Gud har åbenbaret sandheden og retten gennem profeterne og apostlene. Med Israel og kirken som redskab har han givet Bibelen til den forvildede menneskehed, så vi midt i syndefaldsforvirringen kan finde frem til sandhed og ret.
Men nu hvor vi nærmer os denne verdens afslutning, raser krigen om Bibelen som aldrig før. Satan raser, og krigen står – med ordene fra Åb 12,17 – om »Guds bud og Jesu vidnesbyrd«. Guds ord og Guds bud er under angreb!
De sidste måneders strid i Danmark er endnu et lille slag i de sidste tiders store krig mod Guds ord og Guds bud.
Men netop derfor er der grund til at løfte hovedet – for snart kommer forløsningen!
|