2012 kan blive året, hvor Iran bliver angrebet Af Ole Andersen
I årevis har israelske politikere talt om truslen om en iransk atombombe. I årevis har det lydt, at om kort tid har Iran nået den afgørende tærskel i atomforskningen. I årevis har eksperterne overvejet, om Israel vil angribe de iranske atomcentre.
Men gang på gang er de mørke forudsigelser blevet afkræftet. Tidspunktet for Irans erhvervelse af en atombombe er år efter år blevet udskudt. Tekniske problemer og en lang stribe »mærkelige« uheld, mord og computervirus-angreb, der sandsynligvis skyldes israelske eller vestlige efterretningstjenester, har forsinket det iranske atomprogram.
Lidt for mange gange er der blevet råbt op om den iranske atom-ulv.
I begyndelsen af 2011 flyttede det internationale samfunds projektørlys fra Irans atomprogram til det arabiske forår. Verden fik andet at tale om, og antallet af iagttagere, der forventede et militært angreb på Iran, skrumpede ind.
Indtil fornylig.
Nu er der igen vendt op og ned på forventningerne. Og nogle iagttagere mener, at 2012 bliver det år, hvor krisen om Irans atomvåben bliver afgjort. To begivenheder i de sidste tre måneder har igen kaldt krigsforudsigelserne frem.
IAEA’s advarsel og USA’s nye tone
Den 8. november offentliggjorde Det Internationale Atom Energi Agentur (IAEA) en rapport, som godtgør, at Iran har et hemmeligt program for fremstilling af atomvåben.
Rapporten overraskede ingen i Israel, som i årevis har advaret om Irans udvikling af en atombombe. Men i resten af verden gjorde rapporten indtryk. Mange lande har siden skærpet sanktionerne mod Iran i et forgæves forsøg på at presse landet til at opgive atomprogrammet.
Midt i december ændrede de amerikanske ledere ret markant deres sprogbrug om Iran.
Indtil da havde amerikanerne holdt sig til at sige, at »alle muligheder er på bordet«, mens de samtidig advarede Israel mod at angribe Iran. Men i en tale den 16. december ændrede præsident Barack Obama pludselig tonen og erklærede, at »Vi er fast besluttet på at forhindre Iran i at få atomvåben«.
Få dage senere sagde forsvarsminister Leon Panetta, at Iran vil kunne have en atombombe sidst i 2012 eller måske før.
Den udtalelse blev fulgt op af den amerikanske øverstbefalende, general Martin Dempsey, der åbent erklærede, at den amerikanske hær selvfølgelig forbereder et angreb på Iran, så planerne kan være klar, hvis præsident Obama skulle beslutte sig for det.
Årsager til den nye tone
Israelske kommentatorer peger på en række forskellige mulige årsager til det amerikanske toneskift over for Iran:
1) Klarere signaler fra IAEA. Nogle påpeger, at IAEA’s klarere tale om de iranske atomplaner giver USA den nødvendige legitimation til at skærpe tonen.
2) Reaktion på iranske provokationer: Afsløringen i 2011 af en iransk plan om at dræbe den saudiarabiske ambassadør i USA vakte vrede i den amerikanske regering og har ifølge nogle iagttagere bidraget til den hårdere tone over for Iran.
3) Afslutningen på USA’s krig i Irak: Den israelske kommentator Yossi Melman tror ikke, at Obama har ændret politik over for Iran. Han mener, at det nye bare er, at Obama mere frit siger det, han hele tiden har ment om Irans atomprogram. Hvis Melman har ret, kan en af årsagerne til de mere direkte udtalelser være, at tilbagetrækningen af de amerikanske styrker i Iran har givet præsidenten større frihed.
4) Nye efterretningsoplysninger. Internetsiden The Daily Beast skrev sidst i december, at Israel få uger tidligere havde givet USA nye efterretningsoplysninger om Irans atomprogram. Nogle kilder hævder, at israelske agenter har taget jordprøver fra iranske atomanlæg, og at prøverne i december blev overgivet til USA og var medvirkende til at fremkalde den nye amerikanske tone.
5) Stigende amerikansk frygt for de mulige følger af en iransk atombombe i et Mellemøsten, der er præget af islamistisk fremgang efter det arabiske forår: et farefuldt våbenkapløb, yderligere vind i sejlene til islamisterne og tilslutning af nye lande til Iran-Syrien-Hizbollah-alliancen.
6) Tiltagende fælles interesser for Israel og USA. Emily B. Landau konkluderede i en analyse fra Institute for National Security Studies på Tel Aviv Universitet den 8. januar, at jo nærmere Iran når sit atommål, jo tættere vil USA’s og Israels interesser ligge på hinanden. Derfor er det ifølge hende ikke underligt, at erklæringerne fra de amerikanske og de israelske ledere er kommet til at lyde mere ens.
7) Den amerikanske valgkamp. Mange iagttagere ser den nye amerikanske tone som et led i Obamas forsøg på at holde på de jødiske stemmer i et år, hvor USA skal til præsidentvalg. Det er en faktor, som det er svært at afvise. Men den kan næppe alene forklare det relativt pludselige skift i den amerikanske tone.
8) Et forsøg på at hindre et israelsk angreb. Nogle iagttagere mener, at USA først og fremmest ønsker at berolige Israel og derved afværge risikoen for, at Israel går enegang og overrasker verden og USA med et militært angreb på Iran.
Regnskabets år?
I årevis har der været spekulationer om et muligt israelsk angreb på Irans atomprogram. Disse spekulationer findes stadig. Men i dag er flere israelske eksperter skeptiske over for et israelsk angreb.
Nogle sætter spørgsmålstegn ved, om Israel har de nødvendige efterretningsoplysninger og den nødvendige militære slagkraft. Andre mener, at et israelsk angreb vil udløse så voldsomme gengældelsesangreb, at omkostningerne bliver for store.
På den baggrund har de skærpede amerikanske udtalelser vakt opsigt i Israel. For kunne det tænkes, at USA vil angribe Irans atomprogram?
For Israel ville et amerikansk angreb på Iran være en gevinst. For det første ville Israel så ikke stå alene over for et enormt iransk krav om hævn. For det andet ville det så være USA og ikke Israel, der skulle forklare sig over for resten af verden. For det tredje ville de arabiske lande som Saudi Arabien og Golfstaterne – som er rystede over udsigten til en iransk atombombe – betydeligt lettere kunne støtte et amerikansk angreb end et israelsk.
Men kan det overhovedet tænkes, at Barack Obama vil kaste USA ud i en krig mod Iran?
De fleste israelske iagttagere har hidtil afvist tanken. Når ikke engang tidligere præsident George Bush ville angribe Iran, er det svært at forestille sig, at den liberale Obama vil.
I vinterudgaven 2012 af Middle East Quarterly skriver den israelske militærhistoriker Yoas Hendel, at det er usandsynligt, at Obama vil gribe til direkte militæranvendelse mod Irans atomprogram. Ifølge Hendel, der netop er tiltrådt en stilling som rådgiver for premierminister Benjamin Netanyahu, ligger den ubehageligt varme kartoffel hos Israel. Netanyahu står, med Hendels ord, i et »dilemma, hvis lige aldrig før er set i den jødiske stats historie«.
Nogle israelske kommentatorer mener, at USA ikke vil angribe Iran, og at Israel ikke kan angribe Iran. De siger derfor, at den israelske regering ikke har andet valg end at begynde at forberede sig på den meget ubehagelige situation, at Israels mest indædte fjende måske allerede i løbet af 2012 har en atombombe.
Det er en anden iagttager, Chemi Shalev, ikke enig i. I sin blog på Ha’aretz opregner han en række gode grunde til at antage, at Obama seriøst overvejer et angreb på Iran.
Shalev peger på, at det iranske atomprogram udgør en strategisk trussel mod USA’s interesser. For det første vil en iransk atombombe styrke islamisterne i hele Mellemøsten på et tidspunkt, hvor USA kæmper hårdt for at styrke moderate arabere. For det andet vil en iransk atombombe udstille USA’s magtesløshed og derfor åbne dørene for Ruslands og Kinas indflydelse i regionen. For det tredje vil et israelsk ene-angreb på Iran skabe store problemer for USA i regionen, fordi en amerikansk præsident i et valgår vil være nødt til mere eller mindre tydeligt at støtte Israel.
Ifølge Shalevs analyse betyder det, at Obama muligvis på et tidspunkt i efteråret 2012 vil lade amerikanske fly gå til angreb på de iranske atomcentre.
Den anerkendte journalist og efterretningsekspert Yossi Melman er enig med Shalev. Melman konkluderer, at attentater på iranske atomvidenskabsfolk, mystiske eksplosioner og avancerede computervirus nok har forsinket det iranske atomprogram, men ikke kan hindre Iran i at udvikle en atombombe. Eneste mulighed er et militært angreb. Og Melman tror ikke, at Israel vil være i stand til at gennemføre et tilstrækkeligt ødelæggende angreb.
Samtidig mener Melman, at Obama i modsætning til, hvad mange tror, hele tiden har været fast besluttet på at hindre Iran i at få en atombombe. Derfor vurderer han, at muligheden for et amerikansk angreb på Iran i 2012 er stigende.
Melman sammenligner med situationen i årene efter Seksdageskrigen i 1967. År efter år truede Egypten med at ville generobre Sinaj fra Israel. I Israel talte man om, at »regnskabets år« nærmede sig. Men efterhånden som årene gik uden noget egyptisk angreb, steg selvsikkerheden i Israel, og udtrykket »regnskabets år« blev til en israelsk nytårs-joke. Indtil oktober 1973, hvor »joken« blev virkelighed, og Egypten overraskede Israel med et angreb på yom kippur.
Bliver 2012 til »regnskabets år« for Irans atomprogram?
Melman vurderer, at det meget vel kan blive tilfældet. Han slutter derfor sin analyse med følgende dramatiske konklusion: »Sandelig, regnskabets år nærmer sig«.
|
