Banal misforståelse bag stigende spænding mellem Syrien og Israel
Lørdag den 6. februar 2010
Den forgangne uge blev præget af en række truende udtalelser fra både syriske og israelske ledere, der skabte forøget spænding mellem de to lande.
Det sker på et tidspunkt, hvor der ellers i en periode har været relativ ro mellem Syrien og Israel, og hvor USA har taget skridt til en markant forbedring af forholdet til Syrien. Mens daværende præsident George Bush lagde Syrien på is og tilbagekaldte den amerikanske ambassadør fra landet, har præsident Barack Obama genoptaget forbindelserne og netop for første gang siden 2005 udnævnt en ny amerikansk ambassadør til Damaskus.
På trods af dette blev ugen præget af trusler om krig.
Det hele begyndte tirsdag, hvor Israels forsvarsminister Ehud Barak i en tale argumenterede for, at Israel bør genoptage fredsforhandlingerne med Syrien. Hvis der ikke kommer gang i forhandlingerne, sagde han, vil det ende med en ny krig. Og efter at en ny krig er afsluttet, vil de to lande sætte sig til forhandlingsbordet og diskutere præcis det samme, som er blevet diskuteret de sidste 15 år – nemlig en israelsk tilbagetrækning fra Golanhøjderne. Derfor er det efter Baraks opfattelse bedre straks at sætte sig til forhandlingsbordet og på den måde undgå en overflødig krig.
Meget tyder på, at Baraks fredstale imidlertid blev misforstået i Syrien som en krigstrussel. I hvert fald fremsatte både den syriske udenrigsminister og den syriske præsident dagen efter nogle relativt stærke trusler mod Israel.
Udenrigsminister Walid Moallem erklærede vredt, at Israel skal stoppe med at true nabolandene. Samtidig sagde han truende, at en kommende krig mellem Syrien og Israel også vil ramme israelske byer.
Præsident Bashar Assad bakkede sin udenrigsminister op og erklærede, at Israel styrer mod en krig.
De syriske reaktioner fik Israels udenrigsminister Avigdor Lieberman på banen. Hvis Syrien begynder en krig, sagde han truende, skal Assad bare vide, at resultatet vil blive, at Assad-familien mister herredømmet over landet.
Liebermans trussel bryder med Israels diplomatiske tradition om ikke offentligt at true eller ydmyge Assad. Få timer senere blev han derfor kaldt til et møde med premierminister Benjamin Netanyahu, der bagefter diplomatisk lod en medarbejder erklære, at Israel ønsker fred med Syrien, men ikke vil affinde sig med at blive truet.
Om roen dermed er genoprettet, vil vise sig i de kommende dage. Men hele forløbet viser endnu engang, hvor lidt der skal til for at tænde gnister i Mellemøsten – selv en banal misforståelse af en tale, der argumenterer til fordel for fredsforhandlinger, kan føre til trusler og krigsrygter.
Ordet og Israel er en kristen, dansk bevægelse. Vi driver dels et arbejde i Danmark og dels et arbejde i Israel. I Danmark medvirker Ordet og Israels ansatte med forkyndelse og undervisning ved gudstjenester,
møder og andre arrangementer. I Israel driver Ordet og Israel et socielt-diakonalt hjælpearbejde (Yad va Lev), et arbejde blandt unge danskere (Joffi) samt en Discipelskole i Tiberias.