Danmarks spillested i Ukraine beskyldes for jødehad
Mandag den 11. juni 2012
Danske fodboldfans har fået en særdeles sjælden hilsen med på vejen fra det internationale Simon Wiesenthal Center. Anledningen er, at Danmark onsdag aften spiller landkamp i fodbold mod Portugal i byen Lviv i Ukraine.
Lviv ligger i det vestlige Ukraine i et område, der ifølge Wiesenthal Centret er stærkt præget af nationalisme og antisemitisme.
Centret har derfor udsendt an advarsel til de besøgende fodboldfans. Særligt advarer Centret mod to navngivne restauranter i byen og opfordrer de mange tilrejsende fodboldfans til at undgå dem.
Den ene restaurant uddeler sorte hatte med påklistrede »ørelokker«, så kunderne kan klæde sig ud som ortodokse jøder. Samtidig forventes kunderne at tinge om priserne på restauranten – angiveligt fordi en gammel ukrainsk fordom siger, at det gør jøder. Wiesenthal Centret opfatter hele ideen bag restauranten som et udtryk for jødehad.
En anden restaurant i byen er bygget som en bunker, der under Anden Verdensbrig blev brugt af nationalistiske og antisemitiske styrker, der samarbejdede med nazisterne. For at komme ind på restauranten skal man sige det nationalistiske kodeord »Ære være Ukraine!«.
Tyske og engelske medier fortæller, at fans af det lokale fodboldhold Karpaty Lviv har viftet med nazi-flag under fodboldkampe.
Lvivs borgmester tager skarpt afstand fra Wiesenthal Centrets advarsel og siger, at der aldrig har været og aldrig vil komme antisemitisme i byen.
Før Anden Verdenskrig boede der mange jøder i Lviv, men de fleste blev dræbt i holocaust.
Danmark spiller to kampe i Lviv: mod Portugal på onsdag og mod Tyskland søndag den 17. juni. I den anledning gør det danske udenrigsministerium reklame for byen på sin hjemmeside. Blandt andet anbefaler udenrigsministeriet netop en af de to restauranter, som Simon Wiesenthal Centret advarer imod.
Ordet og Israel er en kristen, dansk bevægelse. Vi driver dels et arbejde i Danmark og dels et arbejde i Israel. I Danmark medvirker Ordet og Israels ansatte med forkyndelse og undervisning ved gudstjenester,
møder og andre arrangementer. I Israel driver Ordet og Israel et socielt-diakonalt hjælpearbejde (Yad va Lev), et arbejde blandt unge danskere (Joffi) samt en Discipelskole i Tiberias.