|
Så er dette års Minibibelskole skudt igang denne weekend!
18 forventningsfulde og eventyrlystne unge mennesker ankom på Ordet og Israels Discipelskole i Tiberias lørdag eftermiddag den 21/7. I løbet af de næste ca. 14 dage vil de komme til at lære hinanden bedre at kende, lære sig selv bedre at kende og sidst - men ikke mindst - vil de komme til at lære Biblen og Gud bedre at kende.
Opskriften hedder en masse god undervisning både på Discipelskolen i Tiberias den første uges tid og herefter en uges tid i Joffihuset i Jerusalem.
Derudover er der også en masse undervisning ude "on locations" rundt omkring i Israel, hvor mange af Bibelens beretninger har foregået.
I løbet af Minibibelskolen vil henholdsvis Anders Aagaard, Martin Haahr Olsen samt Claus Kristensen stå for undervisningen.
Derudover vil nuværende ungarbejder i Tiberias, Lone Borch Kristensen samt tidligere voluntør i Jerusalem, Simon Kristensen hjælpe til med alt det praktiske.
Selvom Minibibelskolen byder på meget undervisning er der også tid til sjov og hygge - eller til blot at nyde livet i solen og i vandet. Søndag eftermiddag bød programmet på en tur i vandlandet i Tiberias, hvilket var dejligt i 35 graders varme.
Mandag lyder programmet på undervisning om formiddagen på Discipelskolen samt en tur til Nazareth Village om eftermiddagen, for at se og opleve, hvordan dagligdagen var på Jesu tid.
|