Apostlenes forventning om Israels fremtid

Apostlenes Gerninger 1,3-8 tager os med ind i inderkredsen, hvor Jesus er sammen med sine udvalgte apostle.

I 40 dage fik den lille skare gentagne beviser på, at Guds modstander og alle hans håndlangere ikke havde fået has på Jesus. Han var virkelig den opstandne.

Inden da havde han gjort sig til ét med menneskehedens skyld. Derfor måtte han bære skyldens konsekvens. Det var jo blevet sagt til de første mennesker, at den dag de syndede, måtte de dø. Døden er den naturlige følge af synden. Og da Jesus lod sig belæsse med vores skyld, så måtte han dø.

Men i sig selv var han skyldfri; derfor kunne døden ikke fastholde ham. Og i 40 dage havde apostlene fået det levende bevis på det. Ikke alle mennesker på jorden fik det bevis - men apostlene fik.

I de 40 dage mellem opstandelsen og himmelfarten var den himmelske kongesøn altså sammen med apostlene. Der har uden tvivl været talt om den videre strategi for Guds rige i denne verden. Han skulle jo snart forlade dem, og derfor var det vigtigt, at han godt og grundigt fik betroet dem sin formue til forvaltning, nemlig evangeliet om Guds rige. I teksten er det beskrevet på den måde, at han viste sig for dem som den levende og talte om Guds rige.

Som led i Guds riges strategi pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet. Om det, de skulle vente på, havde Jesus tidligere sagt: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.

Sådanne ord af Jesus har uden tvivl fortættet atmosfæren i den lille flok. Der blev skabt en spændt forventning om det, som forestod. Og når Jesus talte om den nært forestående dåb med Helligånden, så måtte det jo betyde en helt ny situation i forhold til, at Johannes havde døbt med vand. Og det er i den situation, spørgsmålet popper op: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« (ApG 1,6).

 

Spørgsmålet - og et par uddybninger

Hvad skal vi tænke om det spørgsmål? Vi tilhører en hedningekristen kirke og kan overveje spørgsmålet i eftertankens perspektiv og med flere århundreders kirkelig tradition bag os. På en eller anden måde spiller denne bagage ind, når vi tænker på apostlenes spørgsmål. Men vi vil nu prøve at stille dem et par spørgsmål ud fra den situation, som var deres: For det første: Hvad mente I med jeres spørgsmål om »Riget for Israel« - hvordan forestillede I jer dette rige? Og for det andet: Hvorfor stillede I spørgsmålet?

For det første: Apostlene var jøder, der var fortrolige med deres bibel - altså Det Gamle Testamente. Det gav en særlig mening med deres spørgsmål. De kendte f.eks. det, som Herren havde ladet profeten Natan sige til kong David ca. 1000 år tidligere. David ville rejse Herren en ordentlig bolig. Men så lød det i 2 Sam 7,11, at Herren ville bygge David et hus. Det var overvældende for David, specielt at Herren gav Davids hus løfter langt ud i fremtiden (v.19). Langt ud i fremtiden ville der altså komme en efterkommer, der skulle sidde på Davids trone og genrejse hans hus. Hvem skulle komme og bestige tronen?

I Det Gamle Testamente møder vi også andre ord om genrejsningen af Davids rige, f.eks. Amos 9,11ff. På dette sted taler Herren om, hvad der engang skulle ske med landet Israel, synligt og materielt. Altså noget som var afgrænset til Israel nationalt. Men tænkte profeterne så afgrænset? Nej, andre steder tales om, at denne genrejsning af landet ikke er et mål i sig selv. Det skulle rigtignok være en geografisk, national virkelighed. I Sl 2,6 siges det også klart, hvor på jorden han vil indsætte sit riges konge. Men, der siges også noget mere, nemlig at han vil give kongen folkene som ejendom (v.8). Så genrejsningen af landet og folket under den fremtidige jordiske konge har altså et universelt formål. Noget lignende møder vi hos Es 2,1-4 og Ez 37, 21-28.

 

Genrejsningen

Samlende kan vi om disse ord sige: Der skal komme en dag, hvor Herren samler sit folk. Der sker en national genrejsning. Landet skal forvandles til et frugtbart område. Med Herren som konge skal der endvidere ske en åndelig genrejsning. Israel skal blive til velsignelse, ja blive udgangspunkt og årsag til en velsignelse for alle folkeslag. De skal forstå, at Gud er Herren.

Med denne nye verdensorden vil det på overvældende måde gå i opfyldelse, hvad der oprindelig blev sagt til Abraham og hans efterkommere: »... du skal være en velsignelse« (1 Mos 12). Abraham fik oprindelig denne opgave som et kald fra den levende Gud. Og det er jo i sammenhæng med det, vi skal læse Paulus’ senere ord om, at Gud ikke fortryder sit kald ( Rom 11,29).

I forlængelse af det, vi har været inde på, kan vi overveje, hvad Jesus har tænkt på, når han lærte sine disciple at bede: »Komme dit rige ... på jorden ...«

Det var i hvert fald hele denne referenceramme fra GT, disciplene havde som baggrund for at stille spørgsmålet om Riget for Israel. Altså ikke et rige med Israel som mål i sig selv, men et rige med en ny verdensorden, hvor folkeslagene bliver velsignet af Herren med udgangspunkt i Israel som Herrens tjener. Et rige, som det vil være nærliggende at sammenholde med det rige, som Bibelens sidste bog kalder »de tusinde år«. Det rige, hvor Djævelen bindes, så han ikke kan forføre folkeslagene, og hvor han heller ikke kan forhindre genoprettelsen af Riget for Israel til velsignelse for folkeslagene.

Vi lægger mærke til, at apostlene i deres spørgsmål spørger om genoprettelse af riget. De efterlyser altså ikke et helt andet rige end det, som var kendt fra fortiden. Men altså om genoprettelse. Ordet »gen-« er et nøgleord i forståelsen af Guds frelsesplan. Den går ikke ud på tilintetgørelse. Hele Guds skaberværk skal ikke skabes forfra. For efter skabelsen så Gud, at det skabte var godt. Det gælder alt det skabte i almindelighed, og det gælder mennesket. Det er skabt i Guds billede, og skal ikke skabes forfra, men genfødes. I ApG 1,6 spørger apostlene ligeledes, om Jesus vil genoprette. Også i denne detalje har apostlenes spørgsmål baggrund i Det Gamle Testamente. Vi har nævnt, at der til David blev talt om, at hans efterkommer skulle sidde på hans trone. Og hos Amos siger Herren, at han vil rejse netop Davids faldne hytte. Derfor spørger apostlene efter en genoprettelse af det rige, som Davids rige var et forbillede på.

Hvad forestillede apostlene sig nærmere omkring genoprettelsen af Riget for Israel? Det får vi indtryk af i Peters tale til jøderne i ApG 3,21 hvor han taler om, at der skal komme tider fra Herren, »da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus; han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund«.

Der er to spørgsmål, som disse ord giver svar på. For det første: Hvilke tider? Svaret er: De tider, som Herrens profeter har talt om. Og i det foregående har vi netop nævnt nogle ord fra Det Gamle Testamente, der lover tider, hvor det jødiske folk kan ånde frit, tider med velsignelse over Israel og dermed over hele jorden, en ny verdensorden med en ny historisk epoke. For det andet: Hvornår skal disse tider komme? Svaret er: De kommer i fremtiden, og han præciserer nærmere, at de skal komme, når Herren sender Jesus tilbage til jorden. Han skal bo i himlen, indtil de tider kommer.

Sådan tænkte Jesu apostle, også efter, at Jesus inden sin himmelfart havde talt til dem om Guds rige. De var overbevist om, at Guds rige var et synligt jordisk rige, hvor Herren ord og Ånd skulle råde over hele jorden med et nationalt genrejst og frugtbart Israel som udgangspunkt og med Herrens Salvede som konge.

 

Jesus genrejser

Vi har hermed prøvet at svare på, hvad apostlene mente og forestillede sig med deres spørgsmål. Vi vil nu for det andet prøve at finde ud af, hvorfor de stillede det. De spurgte: »Er det nu du vil genoprette?«. Med det ordvalg udtrykte apostlene en bekendelse til Jesus.

Tidligere havde Jesu lidelse og død været en hindring for deres tro på, at Jesus kunne være den Salvede, altså Messias. Vi kan her tænke på samtalen mellem Peter og Jesus i Matt 16, 21 ff. På vej til Jerusalem begyndte Jesus at tale om sin forestående lidelse, og at han skulle lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne osv. Da tog Peter ham til side og gik i rette med ham og sagde: Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig. Med andre ord: sådan kunne det ikke gå Messias. Det passede ikke med Det Gamle Testamentes billede af kongen på Zion.

Eller vi kan tænke på disciplene på vej til Emmaus (Luk 24). Da Jesus kom og gik sammen med dem og spurgte, hvad de talte om, svarede de, at de talte om det, som var sket med Jesus, hvordan han var blevet korsfæstet. Og så føjede de til: »Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel«. Men til trods for, at han ugen før var blevet modtaget som Messias-kongen ved indtoget i Jerusalem, var det ikke sket. Men nu var det historie. De følte sig svigtet af deres forventninger til Jesus. Alt hvad der havde løftet og båret og givet deres liv mening, lå nu i grus. Eller vi kan tænke på Johannes Døber. Dybt i det sorte fangehul sad han og blev i tvivl, om Jesus nu også var Messias. For det kunne han vel ikke være, når han ikke fik ham løst fra fængslet.

Fælles for dem var, at de havde ondt i Messias-forventningen. Men her kort før Jesu himmelfart gik spørgsmålet altså på, om han - Jesus - nu ville genoprette Riget for Israel. De havde sikkert stadigvæk ikke fået hele teologien på plads. F.eks. viste det sig senere, at Peter ikke fuldt ud havde forstået, at hedningerne var medindlemmet i de åndelige frelsesløfter til Israel. Men nu havde de i hvert fald forstået, at Jesus var kongen, og at hans død og opstandelse var forudsætningen for virkeliggørelsen af Guds rige, og dermed Riget for Israel. Og i øvrigt var denne sammenhæng i overensstemmelse med Es 9,4-6.

 

Tidspunktet og sagen

Men selv om Jesus virkelig var den, som skulle genoprette Riget for Israel, var det så nu, han ville gøre det?

Jesus svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider og timer, som Faderen har fastsat af egen magt« (ApG 1,7).

Hvordan skal det forstås? Nogle har opfattet det sådan, at Jesus fratog dem deres forståelse af Riget for Israel og deres forventning om det - altså som om de helt havde misforstået, hvad Skriften havde sagt om riget. Men, hvis det er rigtigt, så kan man undre sig over, at de stadig havde den misforståelse, efter at Jesus efter sin opstandelse havde talt til dem om Guds rige i 40 dage. Endvidere kan man så undre sig over, at Peter i sin senere tale (ApG 3) stadig taler om dette kommende rige. Men vi kan da også se, at hans svar ikke går på, at de har misforstået Skriften. Nej, hans svar går ganske enkelt på, at Guds rige har forskellig fremtræden til forskellig tid. Og tider og timer for det, er det ikke givet apostlene at kende. På den måde siger han altså til dem, at Riget for Israel ikke skulle komme på det tidspunkt.

Men det, som nu forestod, ville også være et vigtigt led i Guds frelsesplan og helt i overensstemmelse med løfterne. Jesu tjenere skulle nu iklædes Den Hellige Ånds kraft for at være Herrens vidner. Og som et forbillede på det, som engang skulle komme, så skulle det allerede nu ske ved, at vidnerne begyndte i Jerusalem og Judæa og fortsatte til verdens ende.

Vi, som lever i dag, befinder os netop i forlængelse af det, som Herren satte i værk dengang. At Riget for Israel - fredsriget med velsignelse til alle folkeslag - ikke brød frem ved Jesu første komme skal ikke få os til at ryste på hænderne eller lade dem synke. Herren har betroet sine disciple en vældig opgave, som også gælder os, der lever i dag: I, mine kære disciple, I, som venter Riget for Israel, vil I være med til i Åndens kraft at bringe evangeliet til verdens ende?

I så fald sker det under Herrens løfte: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende - og indtil den dag, hvor Herren opretter Riget for Israel.