Krisen vokser efter vedtagelse af første reformlov

Efter mere end et halvt år med demonstrationer, ophedede diskussioner og voksende splittelse tog regeringen mandag den 24. juli det første egentlige skridt mod det, det hele handler om. Her vedtog Knesset nemlig den første af en række love, der tilsammen udgør den retsreform, som har fyldt overskrifterne i Israel siden januar.

Hvad er ret og rimeligt?

Der var ikke tale om det allermest kontroversielle af regeringens forslag, men vedtagelsen har ikke desto mindre medført enorme protester. Loven blev vedtaget med 64 stemmer for (svarende til alle regeringspartiernes medlemmer) og nul imod (fordi den samlede opposition udvandrede under afstemningen).

Loven fratager Højesteret muligheden for at vurdere love og beslutninger taget af regeringen ud fra et princip om »rimelighed« (»reasonableness« på engelsk). Det vil sige, at Højesteret indtil for nylig har kunnet annullere en beslutning med den begrundelse, at retten finder beslutningen »urimelig«. Det skete for eksempel i begyndelsen af året, hvor Højesteret annullerede Netanyahus beslutning om at gøre Aryeh Deri til indenrigsminister. Retten vurderede, at beslutning var »ekstremt urimelig«, fordi Deri kort tid forinden var blevet dømt for skattesvindel og i den forbindelse havde givet udtryk for, at han ikke ville vende tilbage til toppolitik – noget, som angiveligt havde indflydelse på dommen.

Loven er helt konkret en tilføjelse til den af Israels basislove, som handler om domstolene. Her er der nu tilføjet nogle få sætninger, som siger, at domstolene ikke længere må blande sig med begrundelsen om, hvad de synes, der er rimeligt eller urimeligt.

I begyndelsen af året, da reformen blev lanceret, viste det sig, at der faktisk er en del, som er enige i, at rimelighedsprincippet er problematisk og måske giver Højesteret for vide beføjelser. Argumentet er især, at det ofte vil være en subjektiv vurdering, hvorvidt noget er rimeligt, eftersom der ikke er nogle klare definitioner i loven af, hvad der kan vurderes som rimeligt. Derfor er der en del i befolkningen, som er enige i, at der i hvert fald var behov for en revision af princippet om rimelighed.

Demonstration mod regeringens retsreform 27. marts. (Foto: Simon Kammersgaard)

Protester og boykot

Selvom rimelighedsloven altså ikke er den, som der er størst modstand imod i befolkningen, har demonstrationerne eskaleret kraftigt. Derudover har flere grupper af ansatte vist deres utilfredshed. For eksempel har der været kortvarige arbejdsnedlæggelser blandt de israelske læger. Og vi har igen set, at flere tusinde reservister i hæren har sagt, at de vil nedlægge deres frivillige tjeneste. De frivillige reservister udgør en vigtig del af hæren – blandt andet piloterne. Nogle har allerede gjort alvor af truslerne og er blevet væk fra øvelser.

Det var netop reservisternes trusler, der tilbage i marts pressede premierminister Netanyahu til at trykke på reform-pauseknappen. Også nu er det svækkelsen af hæren, der lader til at bekymre israelerne – og forsvarsminister Yoav Gallant – allermest.

Gallant og lederne i de israelske sikkerhedsstyrker – hæren, politiet og efterretningstjenesten – har gang på gang advaret om, at Israels sikkerhed og modstandsdygtighed er alvorligt svækket på grund af retsreformen.

Hizbollah truer

I forbindelse med et møde mandag den 31. august sagde ledere fra hæren blandt andet, at »vores fjender ser situationen som en mulighed for at angribe«.

En af de fjender, som rører mest på sig, er den libanesiske terrorgruppe Hizbollah, som holder til i Libanon og støttes af Iran.

Ifølge det israelske medie Channel 12 ønsker Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, at søge konfrontationer langs grænsen mellem Israel og Libanon. Han vurderer, at Israel ikke vil komme med et hårdt modsvar på en provokation på grund af situationen i landet. I Israel frygter man, at Nasrallah bliver overmodig og fejlvurderer Israels vilje til at svare hårdt igen, og at der udbryder krig ved den nordlige grænse.

For nylig har man set unge mænd med Hizbollahflag ved grænsen. Og Hizbollah har opsat to telte på israelsk territorium. Det er nemlig sådan, at der ikke er en formel grænse mellem de to lande, men i stedet en såkaldt »blå linje« opsat af FN. Det grænsehegn, som Israel har sat op, befinder sig et lille stykke fra den blå linje, og libaneserne kan derfor gå ind på den israelske side af den blå linje. Det ene telt er taget ned af Hizbollah – men de nægter at fjerne det andet. Nu overvejer Israel at få soldater til at fjerne det. Men Nasrallah har truet med et militært modsvar, hvis det sker. Netanyahu har sagt, at Israel »ikke er imponeret« af Nasrallahs trusler og tilføjede, at »på beslutningens dag vil han opdage, at vi står skulder ved skulder«.

Vil Højesteret nedlægge veto?

Men det er ikke kun den eksterne trussel, der bekymrer. Det gør den interne i lige så høj grad. I slutningen af marts, før Netanyahu trykkede på pauseknappen, blev der talt meget om risikoen for borgerkrig eller det, der ligner. Nu optræder ordet ”borgerkrig” igen hyppigt i de israelske medier.

At der udbryder voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi – eller mellem civile, der hhv. støtter og er imod reformen – er ikke det samme som borgerkrig. Men det kan udvikle sig til en ”borgerkrigslignende” tilstand.

Derimod er der ingen, der har overblikket over, hvad der vil ske, hvis Højesteret vælger at annullere rimelighedsloven. De kan jo altså ikke gøre det med henvisning til, at den er ”urimelig”. Men der er andre veje til at annullere en lov. Og kort efter vedtagelsen blev der indgivet adskillige indsigelser mod den. Højesteret har sagt ja til at forholde sig til otte af disse. Og meget bemærkelsesværdigt har Højesteretspræsident Esther Hayut indkaldt alle 15 dommere til at vurdere indsigelserne. Det er aldrig sket før, at så mange højesteretsdommere forholder sig til en sag. Det gør de i øvrigt 12. september.

Det store spørgsmål er, hvad der vil ske, hvis Højesteret annullerer rimelighedsloven? Og hvis regeringen ikke anerkender denne beslutning? Så kan systemet bryde sammen.

Netanyahu har nægtet af sige klart og tydeligt, at han vil acceptere det, hvis Højesteret annullerer den. Hans parti, Likud, har i en udtalelse sagt, at Israels regering altid har accepteret Højesterets beslutninger. Men de tilføjer, at Israels Højesteret tilsvarende aldrig har blandet sig i vedtagelsen af basislove – som der jo er tale om her. Med andre ord siger de: »Vi godkender rettens beslutninger. Men vi forventer også, at retten ikke blander sig i vedtagelsen af basislove«. Underforstået: Hvis det andet princip ophører (og ændringen i basisloven bliver annulleret), så kan det være, at det første princip (om at acceptere en sådan beslutning) også må ophøre. Oppositionsmedlemmer og andre kritikere har kaldt denne udtalelse for en direkte trussel mod Højesteret.

En af lederne af protesterne mod reformen har i den forbindelse sagt: »Højesteretsdommerne ved, at millioner af israelere vil støtte dem, så de kan gøre deres arbejde som demokratiets vogtere«.

Udsigt til mere

Inden Højesterets afgørende beslutning i september skal Knesset på sommerpause. Men justitsminister Yariv Levin har sagt, at regeringen agter at fortsætte med at vedtage dele af reformen, når parlamentet vender tilbage.

Dermed tyder det på, at regeringens strategi nu er at trække det i langdrag og håbe, at protestbevægelsen har svært ved at holde momentum.

Erfaringen hidtil viser dog, at det flertal i befolkningen, som er imod reformen, ikke har tænkt sig at give op. Her mere end et halvt år efter lanceringen er der stadig damp under kedlerne, og intet tyder på, at de mange utilfredse israelere har tænkt sig at opgive kampen.