Daniels Bog: Kun Guds rige består for evigt

Verdensordenen er ved at ændre sig. Tanken, at der er en supermagt (den vestlige verden/USA), der som et fast holdepunkt holder styr på hele verden, bliver i denne tid rystet i sin grundvold.

Derfor er det oplagt, at vi som kristne stiller spørgsmålet: Er den mere urolige tid mon et tegn på, at vi nærmer os Jesu genkomst?

Men lad os i denne artikel gå et skridt tilbage og stille et lidt andet spørgsmål. »Er Vestens tid ved at være forbi?«

Selvom vi ikke ved det, kan spørgsmålet blive en anledning til at gå til Daniels Bog og få Guds perspektiv på verdenshistorien. Det kan give os årvågenhed og trøst, når vi ser verden ændre sig for øjnene af os.

Daniels Bogs baggrund

Daniels Bog blev skrevet, i forbindelse med at Babylonerriget var blevet den altoverskyggende supermagt. Men Daniel kom også til at opleve, at dette rige styrtede i grus og blev erstattet med Perserriget.

Gud kalder Daniel til at skrive om stormagternes storhed og fald, så vi forstår, at bag ethvert riges oprejsning og fald står Gud.

Den historiske del af Daniels Bog (kapitel 1-6)

Kapitel 1: Daniels Bog begynder med at understrege, at det er Gud, der overgiver Jerusalem i Babylons magt (1,2). Daniel og hans tre venner tjener babylonerkongen Nebukadnesar, men deres kompromisløshed viser, at de adlyder en konge (Gud), der er langt større.

Kapitel 2: Nebukadnesar har en drøm, hvor han ser en statue lavet af fire metaller. Daniel tyder den. Babylon er hovedet af guld, og de øvrige dele er forskellige efterfølgende riger. Men en sten bliver revet løs – men ikke af en menneskehånd. Stenen rammer og ødelægger statuen. Tydningen er, at Gud en dag vil oprette et evigt kongerige (Guds Rige), som aldrig skal gå til grunde. Riget »skal knuse og tilintetgøre alle andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed« (2,44). Daniel priser Gud med ordene: »Han lader tider og tidsrum skifte, han afsætter konger og indsætter konger« (2,21). Pointen er tydelig: Tiderne og verdensrigerne skifter, og Gud står bag.

Kapitel 3: Nebukadnesar opstiller nu en guldstatue af sig selv (inspireret af drømmen?). Alle lederne af de områder, han regerer over, skal tilbede statuen, deriblandt Daniels tre venner. Daniel er der ikke, da han er ansat ved hoffet (2,49). Vennerne bliver truet af kongen med ordene: »Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt«. Men deres mirakuløse overlevelse i ildovnen slår pointen fast: Gud har magten over kongerne – ikke omvendt.

Kapitel 4:  Nebukadnesar har igen en drøm. Et smukt og mægtigt træ (Nebukadnesar) bliver fældet med ordene: »Den Højeste er hersker over det jordiske kongerige, og (…) han giver det, til hvem han vil« (4,14). Drømmen går i opfyldelse, og Nebukadnesar mister forstanden i syv år. Derefter ydmyger han sig og priser Gud med ordene: »Hans herredømme er et evigt herredømme, hans kongerige varer i slægt efter slægt« (4,31, også i 3,33). Igen samme pointe.

Kapitel 5: Mens Nebukadnesars søn Belshassar til en fest vanhelliger de stjålne kar fra templet, skriver Gud en besked på væggen: »Mene, mene, teqel, ufarsin.« Daniel tyder skriften: »Tælle, tælle, veje, delt.« Som en købmand sidder Gud og tæller og vejer babylonernes storrige. Han finder det for let. Gud indsætter et nyt storrige. Verdensordenen forrykker sig. Verden bliver aldrig den samme igen. Men for Gud er handlingen lige så simpel, som når en købmand sælger korn og fordeler det, som han selv vil (5,21).

Kapitel 6: Det nye kongedømme er medernes og persernes rige. Daniel tjener medernes hersker Dareios. Ingen må bede til andre end Dareios. Endnu engang hovmod. Men da Daniel bliver reddet fra løvekulen, indser kongen, at Gud »er den levende Gud, han forbliver i evighed, hans kongerige kan ikke gå til grunde, hans herredømme er uden ende« (6,27).

Opsummering: I de første seks kapitler træder to pointer frem. 1) Gud har magt over alle kongeriger og fordeler og tidsbegrænser deres magt, som han vil. 2) Guds eget rige er et evigt rige. En dag vil det ødelægge alle andre riger men selv bestå til evig tid.
Præcis samme to pointer går igen i den sidste halvdel af bogen, men nu profeteres der om de fremtidige verdensriger. Denne profetiske del af bogen deler mange træk med blandt andet Johannes’ Åbenbaring.

Den profetiske del af Daniels Bog (kapitel 7-12)

I kapitel 7,2-7 ser Daniel fire rovdyr (løve, bjørn, panter og et ti-hornet dyr). De symboliserer fire verdensriger, der svarer til de fire metaller i statuen i kapitel 2. Rigerne bliver identificeret.

Det første rige (løve/guld) er Nebukadnesars babylonerrige (2,38). Den traditionelle bibeltro tolkning er, at det andet rige (bjørn/sølv) er Medien-Persien, det tredje (leopard/kobber) er Grækenland, og det fjerde (drage/jern og ler) er Romerriget (Romerriget nævnes dog ikke i Daniels Bog). Den anden tolkning er, at Medien og Persien skal ses som to forskellige riger, og at Grækenland er det sidste rige. Det er den tolkning, jeg selv er kommet frem til – blandt andet efter at have læst Robert Guerneys »God is in Control«.

Bibelen ser i udgangspunktet positivt på folkestaten, der med fastlagte grænser (ApG 17,26) beskytter sit folk. Derimod er disse frygtelige rovdyr et tegn på, hvor negativt Bibelen ser på de hovmodige og griske imperier, hvis mål er at undertvinge sig andre folk og at rage rigdomme og landområder til sig, og som dybest set drømmer om ubegrænset verdensherredømme. Imperier er nationalstatens perversion og kontrasten til gudsriget.

I kapitel 7,9 ser Daniel ind i himlen. Gud er på tronen. Det ti-hornede dyr bliver dræbt, og »herredømmet bliver også taget fra de andre dyr, og deres levetid blev begrænset til en fastsat tid.« (7,12).

Men vigtigst af alt fortælles der om en menneskesøn, der kommer med himlens skyer. Det er Jesus, jf. hans egen bekendelse i Matt 26,64. »Herredømme, ære og konge blev givet ham« og »hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde« (7,14-15, se også 7,27).

I kapitel 8-12 er hovedfokus på det græske riges historiske fremgang og fald. I kapitel 8 møder vi først en vædder med to horn. Det er medernes og persernes rige, står der (8,20). Men så kommer der en buk med et stort horn og knuser vædderen. Bukken er Grækenland, står der, og det store horn er dens første konge. Hornet bliver brækket af, og fire andre mindre horn kommer op (8,21-22). Profetien peger frem på Grækenlands kong Alexander den Store, der dør en pludselig død, så riget bliver delt i fire andre græske kongeriger. I kapitel 10-11 profeterer Daniel særligt om krigen mellem to af rigerne (det græske nordrige og det græske sydrige).

Selvom de prøver at forene sig igennem et royalt ægteskab (11,6), kan de ligesom jern og ler ikke forenes (2,43). Under nordkongen kong Antiokus IV forfølges det jødiske folk meget voldsomt. Blandt andet opstiller han »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« i templet (11,21-39, særligt vers 31). Han bliver en tydelig forløber for Antikrist. Men også det græske rige går sin undergang i møde, og tiden for Menneskesønnen (7,11-14) Jesu fødsel oprinder. Ham, vi nu venter, en dag vil oprette det evige gudsrige.

Trøst midt i verdensrigernes hærgen

I gennemgangen af Daniels Bog kan vi finde trøst i, at Gud virkelig har al magt og tidsbegrænser imperiernes hærgen. Gud er den, der »styrter de stoltes riger«, som vi synger hvert år 5. maj (SOS 621,3: En lærke letted’). Når vi derfor ser, at verdensordenen ændrer sig, bliver vi ikke overrasket, men trøstet over, at Gud har magten og giver den til, hvem han vil.

Vesten er endnu et godt eksempel på »de stoltes riger«. Vesten (Vesteuropa og senere også USA) har igennem de seneste 500 år bredt sin magt ud over jorden – tit med meget alvorlige konsekvenser for mange folkeslag (for eksempel gik Amerikas oprindelige befolkning fra 60 til 6 millioner mennesker på 150 år efter europæernes opdagelse af dem).

Vesten har taget olie, slaver, ædelmetaller og oldtidsminder fra hele verden og opnået en enorm velstand, som stadig kan ses i Europas store kongepaladser og museer. De sidste 100 år har de medvirket til to verdenskrige, og i kampen mod kommunismen indsatte og støttede USA en række frygtelige diktatorer.

Vestlige værdier er blevet pålagt andre lande, også på områder omkring seksualitet og køn. Der kan også siges meget godt om Vesten, og vi er nok mange, der mener, de øvrige alternative verdensmagter lige nu er langt værre. Dog, som alle andre verdensriger vil også Vestens overherredømme en dag falde. Når vi modtager nyheder i disse dage, fornemmer vi, at faldet ser ud til at nærme sig. Mange eksperter siger det samme. Det er dog kun gisninger. Vi ved ikke, hvornår det sker, men vi ved fra Daniels Bog, at det sker.

Det sidste store verdensrige

Bibelen fortæller også, at en dag kommer Antikrists rige (2 Thess 2,1-12).

I Åb 13,2 og 17,11 ser apostlen Johannes et rovdyr. Det har træk fra alle de fire dyr fra Dan 7. Det er ti-hornet og ligner panteren, bjørnen og løven. Derudover har det syv hoveder (det samlede antal fra de fire riger). Dermed forstår vi, at de fire verdensriger fra Daniels Bog er en forløber for det sidste store verdensrige – nemlig Antikrists rige.

Det vil være større og frygteligere end alle andre riger. Antiokus IV’s rædsler vil komme igen med fuld kraft, og trængslen vil være stor (Matt 24,15.29). Vi ved ikke, om Vesten bare er endnu en forløber og et varsel om dette rige, eller om det selv er eller vil udvikle sig til Antikrists rige. Men vi ved, at Gud er på tronen, og når han vil, så kommer Menneskesønnen på himlens skyer (Dan 7,13-14; Matt 24,30).

Intet rige vil kunne holde stand. Antikrist, den sidste store verdenshersker, vil blive dræbt ved Menneskesønnens tilsynekomst (Åb 19,11-21), og et langt, langt bedre alternativ vil opstå: Kristi evige kærlighedsrige givet til den højestes helliges folk (Dan 7,27).

I 1942, da nazismen (Det Tredje Rige) var på sit højeste, skrev norske Ronald Fangen i salmen »Guds menighed er jordens største under«:

»Mens verdens riger kommer og forsvinder, går kirken mod fuldkommenhedens vår«
Det er Daniels Bogs trøst og håb til hver en tid – også ind i vores tid.