Tjeneren og løskøberen

Da Jesus og disciplene drog til påskefest i Jerusalem omkring år 33, var mange ting, som de plejede at være. Byen var stuvende fuld af mennesker, og der var en glad og forventningsfuld stemning i luften.

Det var et af årets højdepunkter, når folk valfartede til Jerusalem fra hele landet for at fejre påske. Påsken var et gensyn med de årtusindgamle traditioner, der havde rødder helt tilbage til udfrielsen fra slaveriet i Egypten.

For Jesus og disciplene var denne påske ikke blot som alle andre. Jesus vidste, hvad der skulle ske, og disciplene kunne i det mindste fornemme, at ikke alt var, som det burde være. Jesus havde sagt nogle ildevarslende ting som optakt til dette års påske. Flere gange havde han forklaret dem, at han skulle fængsles, tortureres og henrettes i Jerusalem (Mark 8,31–33; 9,30–32; 10,32–34). Ganske kort før den festlige entré i Jerusalem på et fyrsteligt æsel havde Jesus sagt endnu en ildevarslende sætning: »For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange« (Mark 10,45).

Den korte sætning indkapsler påskens budskab. Kort før han passerer Oliebjerget på sin vej ind til påsken i Jerusalem, kommer Jesus her med sine egne ord om den forestående påskeuge.                     Hans »programerklæring« har en dyb klangbund i særligt Det Gamle Testamente (GT), og i denne artikel vil vi udforske nogle af de aspekter.

Løsesummen

Jesus bruger ordet »løsesum« til at beskrive sin opgave i Jerusalem. Det var et kendt ord, som på Jesu tid blev brugt i forbindelse med frigivelse af krigsfanger, slaver, og mennesker, der var ramt af gæld. I alle disse tilfælde krævedes der en kontant betaling for frigivelsen som kompensation til kreditorerne eller slaveejerne.

Men »løsesum« trækker også nogle vigtige tråde tilbage til GT, både til Moselovens rets- og socialprincipper og til det grundlæggende budskab om, hvem Gud er.

I Moseloven findes der dødsstraf for mange forbrydelser, for eksempel mord, og her var der normalt ikke mulighed for at købe sig fra straf (4 Mos 35,31–32). Her gjaldt det tværtimod, at straffen skulle ske fyldest af hensyn til offeret og de efterladte. I særlige situationer, hvor man kun havde delvist ansvar for drabet, kunne man dog slippe for dødsstraf ved i stedet at betale en kontant kompensation, en løsesum (2 Mos 21,30).

På det sociale område udfyldte »løskøberen« eller »løseren« en vigtig rolle. På bibelsk tid var der ikke som i dag en velfærdsstat til at hjælpe folk i nød. Derimod udgjorde familien i høj grad det sociale sikkerhedsnet. Særligt den nærmeste mandlige slægtning var forpligtet til at yde hjælp. Han blev kaldt for »løseren«.

Hvis en familie blev forgældet og måtte sælge deres ejendom for at få til dagen og vejen, var det løserens opgave så vidt muligt at købe ejendommen tilbage, sådan at den blev på familiens hænder (3 Mos 25,25). Det skulle sikre, at de enkelte israelitiske familier ikke mistede deres økonomiske fundament og retten til at bo i det land, Gud havde lovet Israel.

Ruths Bog giver et stærkt billede af, hvordan løseren fungerede som et socialt sikkerhedsnet – eller burde fungere.

Baggrunden for den korte beretning i Ruths Bog er hungersnød, som tvinger No’omi og hendes familie til at flygte til nabolandet. Da No’omis mand og to sønner dør, rejser hun tilbage til Israel fulgt af sin svigerdatter Ruth, der også er blevet enke. Hjælpen til No’omi og Ruth kommer fra Boaz, der viser sig at være en slægtning og dermed kan udfylde løserrollen. Han er dog ikke den nærmeste slægtning, og derfor må han forhandle med den nærmeste slægtning om, hvem der skal udfylde løserrollen (Ruth 4,1-6).  Da den pågældende slægtning ikke vil tage det økonomiske ansvar på sig, gør Boaz det ved at gifte sig med Ruth og løskøbe familiens slægtsejendom. På den måde bevares No’omis slægt, og familien er reddet fra fattigdom.

Løseren var med andre ord en nær slægtning, som tog ansvar for familiemedlemmer i nød, hvad enten det skyldtes fattigdom eller dødsfald. Denne ordning i Moseloven er et stærkt fingerpeg om, hvordan Gud ville indrette det israelitiske samfund efter et princip om solidaritet og barmhjertighed, i skarp modsætning til de slaveforhold, som israelitterne havde levet under i Egypten.

Gud som løser

Frem for alt er løserordningen et vigtigt og stærkt vidnesbyrd om, hvem Gud er. Det er ikke tilfældigt, at Gud selv kaldes for »løser« flere gange i GT. Moselovens løserordningen afspejler Guds omsorg for hjælpeløse, og derfor blev han også betragtet som den ultimative løser.

Når alt andet svigtede, var Gud det sociale sikkerhedsnet. Derfor kaldes Gud også løser for enker og faderløse (Ordsp 23,10–11), som ellers var hjælpeløst alene. Og i Salmernes Bog kaldes Gud flere gange for løser for dem, der er i nød (Sl 19,15; 69,19; 72,14; 103,4). Job klynger sig til håbet om en løser, der vil tale hans sag midt i al den ulykke, han har mødt (Job 19,25).

Dybest set fører alle disse beskrivelser af Gud som løser tilbage til den skelsættende begivenhed i Israels historie: den første påske. Da Gud kalder Moses til at føre folket ud af Egypten, beskriver Gud udfrielsen som en »løskøbelse« (2 Mos 6,6). Med dette ord tænkes der ikke snævert på betaling af økonomisk gæld, for israelitternes problem var ikke gæld, men slaveri.        Alligevel er der dog en sammenhæng, for israelitterne var uløseligt fanget i slaveri, som man kan fanges i gæld. Påskens fantastiske budskab er, at Gud tog løserens ansvar på sig og trådte til med hjælp til de hjælpeløse. Da Gud mødte Moses ved tornebusken, fremhævede han flere gange, at han havde hørt israelitternes klageskrig og set deres lidelser (2 Mos 3,7.9). Udfrielsen af Egypten var en medlidenhedshandling fra Herren mod et hjælpeløst folk.

Sange om Herrens tjener

Endelig fik billedet af Gud som løser en central placering hos profeten Esajas. I anden del af Esajas’ Bog, kaldet Trøstebogen (Es 40-55), beskrives Gud gang på gang som Israels løser (bl.a. Es 41,14; 43,1; 44,6; 48,17; 54,5). Baggrunden for teksterne er krigene mod assyrerne og babylonierne og truslen om at blive ført i eksil fra Israel. Håbet klynger sig til, at Gud atter vil løskøbe sit folk og sætte det i frihed.

Samtidig er der dog hos Esajas en stor betoning af synd. Erfaringen af folkets synd, ikke mindst afgudsdyrkelsen, fylder meget, og de kaldes for åndeligt blinde, døve og fængslede (Es 42,19-22). Fangenskabet i Babylon er ikke israelitternes eneste fangenskab. Tværtimod er der et fangenskab, der ligger dybere, nemlig syndens åndelige fangenskab. Synden er den underliggende årsag til det babyloniske eksil, og derfor må selve problemets rod, synden, fjernes.    Esajas knytter direkte løskøbelsen fra eksil til fjernelsen af synd: »Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig« (Es 44,22).

Helt centralt i Esajas’ Trøstebog står fire »tjenersange« (Es 42,1-9; 49,1-6; 50,4-7; Es 52,13-53,12). Ordet »løser« eller »løsesum« bruges ikke i tjenersangene, men selve sagen er til stede. Særligt den fjerde og sidste tjenersang tager fat i det underliggende spørgsmål om Israels åndelige fangenskab. For hvem skal betale den åndelige gæld, som Israel har? Hvem skal fjerne den synd, som klæber til folket og holder dem fangne i et åndeligt mørke?

Esajas peger på Herrens tjener, en udvalgt person, som skal gå i sit folks sted. Han skal gennembores for folkets overtrædelser og knuses for deres synder (Es 53,5). Han skal bære den straf, som folket havde fortjent, sådan at folket kunne få den Guds fred, de ikke havde fortjent.

Man kan sige, at GT’s håb om en løser og en løsesum når sit klimaks i denne tjenersang. I GT er dette håb uforløst og peger frem mod en person, der engang skal træde frem og blive Herrens tjener.

Jesus er både løser og løsesum

Da Jesus kommer med sin programerklæring om at tjene ved at give sit liv som løsesum for mange, bruger han således to helt centrale ord fra GT: løsesum og tjener. Med disse ord identificerer han sig med Herrens lidende tjener, der skal tjene sit folk ved at give sit liv som løsesum for dem. Jesus nøjes ikke med at beskrive sig selv som en løskøber. Han er selv løsesummen og betalingen for frisættelsen. Jesus betalte for vores frihed ved selv at gå ind i fangenskabet.

Kigger vi nærmere på sammenhængen i Mark 10, kan vi se, at disciplene på vejen mod Jerusalem havde kappedes om at komme længst op i hierarkiet. De var selvfølgelig klar over, at Jesus var populær, og måske forventede de ligefrem, at han snart skulle lede et oprør mod den romerske besættelsesmagt og genoprette Israel som nation og selv blive konge. Og nu gjaldt det om at komme i spil til de bedste placeringer i det nye rige.

Set i påskens lys var det en fuldstændig misforstået kappestrid. Jesus var på vej til at blive konge, men det var en tornekronet, lidende konge. Og da det kom til stykket, havde ingen af disciplene modet til at følge ham på den vej. Disciplene tænkte på storhed, berømmelse og magt. Jesus havde noget langt større i sigte: at blive Herrens tjener og fuldføre den frelsesplan, som Gud fra begyndelsen havde lagt.

Påskens store budskab er, at Gud kom til verden for at blive tjener. Han aflagde sig sin kongeværdighed, steg ned fra tronen, frasagde sig disciples og engles forsvar for frivilligt at lade sig fængsle, ydmyge, håne, torturere og til sidst ende sit liv nøgen på et kors. Det gjorde han for at tjene os, der var endt i syndens fængsel.

Løskøbt fra lovens forbandelse

Paulus bruger et andet udtryk til at beskrive den situation, vi mennesker er endt i på grund af ulydighed mod Gud: »lovens forbandelse« (Gal 3,13). Med det udtryk tænker Paulus på forbandelserne, der var knyttet til at bryde Guds lov. Femte Mosebog oplister en lang række velsignelser for at holde loven (5 Mos 28,1-14) og en endnu længere liste over forbandelser for at bryde pagten og svigte Gud (5 Mos 28,15-68). Forbandelserne beskriver den virkelighed, der gælder, når man kommer på afstand af Gud. Uden ham er der intet liv – intet håb – og det er denne håbløshed, der gennemsyrer beskrivelsen af forbandelser.

Den yderste konsekvens af at bryde pagten med Gud var eksilet, at blive udstødt fra Gud og hans land (28,63–68). Israels historie er den ulykkelige historie om Guds udvalgte folk, der brød pagten, svigtede Gud og mistede deres land, da de blev ført i eksil i Babylon.

Men Israels historie er også historien om Guds trofasthed og hans ukuelige vilje til at genoprette pagten med sit folk og føre dem hjem fra eksil, både det babyloniske og det åndelige.             Det gjorde Gud ved at sende en tjener, der skulle løskøbe dem – og hele verden – fra lovens forbandelse: »Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: ”Forbandet er enhver, der hænger på et træ” – for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os« (Gal 3,13-14).

Jesus betalte prisen for vores frihed ved at blive forbandet – udstødt – for vores skyld. Korsfæstelsen var Guds absolutte udstødelse og forkastelse af sin søn. Den forbandelse og udstødelse, som vi havde fortjent, lod Gud ramme Jesus. Han betalte prisen for vores ulydighed. Han tog vores plads og blev ramt af Guds forbandelse, sådan at de velsignelser, der tilkom ham som den rene, elskede søn, kunne nå ud til både jøder og hedninger.

Disciplene havde sat næsen op efter storhed og berømmelse i Jerusalem. Jesus valgte lidelsen, døden og forbandelsen for at betale den ultimative løsesum for både disciplene og alle andre. Det er påskens budskab i al sin enkelhed og ufattelige storhed: Jesus, Guds søn, kom for at tjene ved at betale dødens pris for os, så vi kunne blive Guds børn.