Davids faldne hytte - en profeti af Amos

Amos' bog er spændende læsning. Den handler om fåreavleren og figendyrkeren Amos, som får at vide af Herren, at han skal drage op fra Sydriget til Nordriget for at forkynde Herrens ord. Gennem 8½ lange kapitler regner det ned med domsord over specielt Nordriget. Amos forkynder igen og igen, at hvis folket venter på Herrens dag som frelsens dag, så kan de godt tro om igen. Det bliver en dommens dag for dem. Men i det sidste halve kapitel kommer der dog nogle forløsende ord til folket (kap 9,11-15). Det er dette halve kapitel, vi her skal se lidt nærmere på.
Umiddelbart siger teksten, at der skal ske tre ting:
1. Landet skal opleve stor frugtbarhed.
2. Folket skal vende tilbage til landet, genopbygge byerne og så aldrig mere rykkes op fra deres jord.
3. Folket skal have med de andre folkeslag, altså hedninger, at gøre. De skal nemlig underlægges "Davids genopbyggede hytte".
En nærlæsning af teksten føjer en række meget spændende detaljer til dette billede.

En fortolkning af Amos 9,11

"På den dag" har indtil dette tidspunkt i Amos' bog betegnet "Herrens dag", som bliver en dommens dag for Nordriget. Men nu vendes det pludseligt til en frelsens dag - en glædens dag. "Davids faldne hytte (sukkot)" betegner Davids rige, som også kaldes Davids hus (2 Sam 7,5.11). Ordet "faldne" betegner enten dens nuværende tilstand (på Amos'' tid et delt rige præget af afgudsdyrkelse og uretfærdighed) eller den forfærdelige tilstand, det meget snart vil komme til at befinde sig i - nemlig efter Nordrigets fald i 722 og senere Sydrigets fald i 586 f.Kr.
På moderne dansk gør vi ikke længere så meget ud af at angive ordenes køn, men hvis man laver en mere direkte oversættelse af Amos' tekst, som ganske vist ikke flyder så pænt på dansk, så ser vi noget spændende: "På den dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætner deres revner, rejser hans ruiner og genopbygger hende, som i fortidens dage."
Vi ser altså at der bliver brugt forskellige køn. Er Helligånden dårlig til grammatik? Nej, der ligger en mening i ordene.
"Deres revner" er hunkøn flertal og peger på, at Gud her har både Nordriget og Sydriget i tankerne. De omtales nemlig altid i hunkøn. Derfor er "genopbygger hende" også i hunkøn og betegner Davids rige, som også altid er i hunkøn.
"Rejser hans ruiner" peger på noget meget spændende. Der henvises nemlig her til David. I 2 Sam 7,11-16 læser vi om, hvordan Gud lovede David en efterkommer, som skulle sidde på Davids trone og regere sit rige til evig tid. Der er altså lovet en Davidssøn, som skal få en trone og et rige, som skal vare til evig tid. Det er den konge, som Amos taler om. Gud vil genopbygge Davidssønnens ruiner. Og så skal Davidssønnen sidde på tronen.
Det er også vigtigt at lægge mærke til de meget jordiske/historiske perspektiver i hele Amos' Bog, inklusive hele denne tekst. Nogle fortolkere er meget sikre på, at det først opfyldes på den nye jord. Det gælder f.eks. i det danske kommentarværk Bibelværk for menigheden. På den måde findes der ikke længere nogle løfter til Israels folk, og Davids faldne hytte er brast fuldstændig sammen, uden at Gud vil rejse den igen. Men hvis det først opfyldes på den nye jord, hvorfor nævnes Edom så? Skal den nye jord være opdelt i landegrænser? Hvorfor nævnes "alle de folk"? Skal der være flere folk? Skal der være ruiner på den nye jord, som skal genopbygges? Nej! Ruinerne er klart de ruiner, der er tilbage efter Guds dom over Israel, som hele Amos' Bog har talt om. De samme huse, som Gud vil ødelægge, så de bliver til ruiner, vil han engang i fremtiden genopbygge. Når straffen omhandler det fysiske Israel, så må frelsen også gøre det.
Det er fantastisk, at man i dag kan tage til det gamle Samaria og røre ved de gamle ruiner og se nye huse skyde op omkring sig. Det er de ruiner, som bliver omtalt i Amos 3,11, og som i Amos 9 får et løfte om, at de en dag skal blive genopbygget.
Gud har ovenikøbet lovet, at folket den dag aldrig skal rykkes o, fra den jord, han har lovet dem. Derfor kan løftet ikke være opfyldt før den situation, vi har i dag. Ser vi dermed begyndelsen til, at alt dette skal ske?

Vers 12

Men så kommer der noget vanskeligt i vers 12. Hvad betyder det, at "de skal tage Edom i besiddelse og alle de folk... osv."?
Det kan umiddelbart virke, som om Israels folk bliver sat til på en yderst aggressiv måde at eksekvere en straf på Edom og folkene. Men udtrykket skal tages som udtryk for, at Edom sammen med alle jordens slægter skal bringes under den davidiske konges herredømme, dvs. under Messias, som vil komme. Faktisk bliver Edoms underlæggelse under Messias allerede forudsagt i 4 Mos 24,17-18 gennem Bileams profetiske syn om Messias.
En yderligere grund til, at netop Edom bliver underlagt Messias, er, at edomitterne er et udtryk for Israels fjender. Edomitterne er efterkommere af Esau, som var en bror til Jakob. Mellem Jakob og Esau var der et fjendskab, som gik i arv til deres efterkommere. Allerede ved deres fødsel profeterede Herren over Esau, at "Det ene folk skal være stærkere end det andet, den ældste skal trælle for den yngste."
Amos 9,11-12 er derfor en forudsigelse om, at også hedningerne skal få del i løfterne og få del i velsignelserne, som Gud lovede til Abraham og David.

Hedningefolkenes plads i Guds plan

I 1 Mos 1-11 er perspektivet på alle jordens folkeslag. De 70 folkeslag, som nævnes i 1 Mos 10 er udgangspunktet og perspektivet for løftet i 1 Mos 12,3 om, at i Abrahams afkom skal "alle jordens slægter velsignes". Det viser det grundlæggende princip for hedningefolkenes indlemmelse i Guds velsignelse og er både den fortløbende og fuldendte missionsplan.
Indholdet i evangeliet er altså forudgrebet allerede i den allertidligste åbenbaring fra Gud: Perspektivet er hele verdens velsignelse og ikke blot Israels.

Amos 9 på apostelmødet i ApG 15

Netop denne pointe er vigtig for at forstå, hvorfor Jakob, som var leder af den første menighed i Jerusalem, henviste til netop Amos på det apostelmøde i Jerusalem, som vi hører om i ApG 15. Jakob henviser til sætningen "...alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, og han vil gøre det" fra Amos 9,12. Situationen på apostelmødet var nemlig, at hedninger, der var kommet til tro på Jesus, nu var begyndt at kalde sig Guds folk. De ældste og apostlene mødtes derfor for at diskutere, om de hedninge-kristne ikke først skulle blive jøder for at kunne kalde sig Guds folk.
Jakob anerkender, at hedningerne må kalde sig ved Guds navn. Derfor siger han at: "..Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn." Men for at bevise, at det virkelig er Gud selv, der ønsker, at hedninger skal kalde sig ved hans navn, kommer han med et skriftbevis: "Og det stemmer overens med profeternes ord…" (ApG 15,14). Ved at citere ordet fra Amos 9 om, at Guds navn er nævnt over hedningerne, vil Jakob bevise, at Gud selv i denne tekst siger, at hedningerne kan kalde sig ved Guds navn.
At kalde sig ved Guds navn var ellers forbeholdt Israels folk. Guds velsignelser er også knyttet til at eje Guds navn. Israels folk får del i den aronitiske velsignelse og dermed også i Guds navn: "Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem" (4 Mos 6,27).
Når Peter på pinsedagen citerer Joel 3 og proklamerer: "Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses" (ApG 2,21) er det et tilbud, som jøderne mente var forbeholdt dem, der tilhørte det jødiske folk fysisk. Men nu udvides perspektivet altså også til at gælde hedninger, som ikke er omskåret. Det er ikke noget Det Nye Testamente finder på, men Gud har selv åbenbaret i Joel 3, at det var hans frelsesplaner. Jakob kunne således ligesåvel have citeret Joel 3 som Amos 9, for tanken findes begge steder: At hedninger i fremtiden skulle påkalde Herrens navn til frelse, og Herrens navn være nævnt over hedningefolk.

Hvornår er opfyldelsen?

Et helt afgørende spørgsmål er så: Hvornår skal Amos' profeti opfyldes? Er Jakobs mening i ApG 15 ikke, at Amos-profetien opfyldes på apostlenes dage? Og skulle det ikke også indebære, at Davidssønnen skulle sidde på kongetronen og herske til evig tid over et forløst og genopbygget Israel? Men det er jo ikke sket! Omtolker Jakob så ikke Amos-profetiens meget bogstavelige mening til en åndelig affære?
Vi har allerede nu set noget om formen og udstrækningen af det messianske rige. Det skal være et jordisk rige med Messias som hersker. Det skal omfatte både et genrejst Israel og hedningefolk. Men hvornår kommer dette rige så?
Nogle fortolkere lægger meget vægt på tidsperspektiverne i ApG 15,14ff: "allerede" (ordet kan også oversættes: først) og "Derefter". Meningen bliver så følgende: Først har Gud skaffet sig et folk af hedninger, derefter vil han genopbygge Davids faldne hytte. Nogle vil mene, at "først" angiver Kirkens tid og "derefter" en ny Messias-tid. Og atter mener nogle, at "først/allerede" angiver Kirkens tid og "derefter" den nye jord.
Denne forståelse rejser imidlertid et kæmpe problem: Hvorfor i alverden bruger Jakob overhovedet Amos-citatet? For hos Amos er rækkefølgen jo modsat: Først skal Davids faldne hytte genopbygges, og så skal hedningernes omvendelsestid komme, når Messias underlægger sig Edom og de andre folk.
Hvad er så grunden til, at Jakob citerer stedet fra Amos? Den nuværende danske oversættelse har valgt at oversætte helt rigtigt ved at bruge ordet "allerede" i stedet for "først". For det er egentlig dét, som er Jakobs overraskende pointe. Jakob vil sige noget i retning af følgende: "Vi ved jo f.eks. fra Amos 9, hvordan hedningerne skal få del i løftet. Nu kan vi se, at det ikke er noget, der kun skal ske efter genopbygningen af Davids faldne hytte, men det er allerede ved at ske." Det er altså ikke kun noget, der skal ske ved endemålet af Guds frelsesplan, når han genopbygger Davids faldne hytte, men det er også en fortløbende del af Guds frelsesplan.
Hvorfor bruger Jakob så ordet: "Derefter" i vers 16? Er det meningen, at når Gud først har skabt sig et folk af hedninger for sit navn, så vil han efterfølgende genopbygge Davids faldne hytte? Jeg hælder til at mene, at Jakob bruger ordet "Derefter", fordi han henviser til Amos. I Amos 9 er sammenhængen jo netop: Først må dommen over Israels folk komme (v.10), og derefter genopbygger Herren Davids faldne hytte (v.11). Fra Amos 7 har Gud vist fem syn med den ene dom efter den anden, som ville ramme Israel med klimaks i kap. 9, hvor selve templet vil blive ødelagt. Dommen bliver sammenlignet med en si. Gud vil gennem dommen si de uretfærdige fra og kun en lille rest af retfærdige vil bestå. Derefter kommer frelsens dag.
Jakob angiver derfor ikke en tidsrækkefølge i Guds frelsesplan, men slår den overraskende pointe fast: Gud har allerede indlemmet hedninger i sit rige. Hvad Israel angår skal dommen først komme, men derefter skal den messianske tid komme, hvor Guds velsignelse skal nå Israel og folkeslagene i fuld udstrækning. Af samme grund citerer han fra den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta), fordi netop den udgave understreger hedningernes frelse: "så at de øvrige mennesker kan søge Herren, alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, som har gjort dette kendt fra evighed af (ApG 15,17)"

Genrejsningen af Davids faldne hytte og folkeslagene

Det er vigtigt at lægge mærke til, at det hele tiden har været Guds fortløbende plan, at hedninger skal indlemmes i Guds folk. Ikke kun gennem omskærelse, men som en åndelig virkelighed. Der har altid været troende hedninger indlemmet i Guds folk. Ingen profet har understreget dette aspekt så meget som Esajas. 36 gange kæder han folkeslagenes antagelse hos Gud sammen med løftet til Israel i de sidste 27 kapitler af bogen. Esajas kan udtrykke det så enkelt:
"Vend dig til mig, og bliv frelst,
hele du vide jord!
For jeg er Gud, der er ingen anden.
Jeg sværger ved mig selv,
sandhed udgår af min mund,
ord, der ikke vender tilbage:
For mig skal hvert knæ bøje sig,
hver tunge skal sværge ved mig" (Es 45,22-2)

Konklusion

Jakob forholder sig til Guds frelsesplan, som den er åbenbaret i Det Gamle Testamente. Den plan inkluderer et fremtidshåb for Israels folk og land, Nordriget og Sydriget, gennem den davidiske konge. Gennem genrejsningen af Davids faldne hytte skal alle jordens slægter kalde sig ved Guds navn.
Inkluderingen af hedninger i Guds folk har hele tiden været en fortløbende plan. Det udelukker ikke, at der en dag skal være en helt konkret opfyldelse af Amos-profetien, hvor Davids faldne hytte skal genrejses og hedningefolk på en speciel måde skal underlægge sig under Davidssønnen, Messias.