Esajas 53 – Bibelens måske mest overraskende Messias-profeti

Kapitel 53 i Esajas’ Bog er for mange kristne et af de kendteste kapitler i Det Gamle Testamente. For mange jøder er kapitlet derimod helt ukendt. Men selvom mange kristne umiddelbart forbinder noget med Esajas 53, gemmer der sig flere spændende opdagelser i kapitlet. Samtidig indeholder det den måske mest overraskende profeti om Messias i hele Bibelen.

Derfor er der god grund til at tage på en lille opdagelsesvandring gennem det kendte kapitel.         

Hovedpersonen er en tjener

Den profeti, der er blevet så kendt som »Esajas 53«, begynder i virkeligheden allerede i kapitel 52,13 og fortsætter til 53,12.

Helt fra allerførste linje bliver det gjort klart, hvem profetien handler om: »Se, min tjener«. Hovedpersonen er »Herrens tjener«.

Udtrykket »min tjener« bliver gentaget til sidst i afsnittet (Es 53,11). Hele profetien er altså indrammet af en henvisning til Guds tjener. Det er ham, der er fokus på; det er ham, det hele handler om.

Men hvem er han, denne Herrens tjener?

I Det Gamle Testamente er der en række personer, der kaldes for Guds tjenere. Det gælder blandt andre Abraham (Sl 105,6), Moses (Jos 1,1), Josva (Jos 24,29) og David (Sl 18,1).

Hvis vi går til Esajas’ Bog, bruges udtrykket også om flere forskellige: Esajas selv (Es 20,3) og hele Israels folk (Es 41,8-9). Men derudover bruges udtrykket »Herrens tjener« også om en mægtig frelserskikkelse, som en dag skal føre Israels folk tilbage til deres land og skabe frelse for mennesker ud over hele jorden (Es 49,6).

Hvordan skal vi forstå et udtryk, som Bibelen selv bruger om så mange forskellige personer?

Et billede kan måske hjælpe os. Lad os forestille os, at vi står i en skoleklasse og beder eleverne tegne en båd. Efter ti minutter samler vi tegningerne ind og opdager, at de forestiller noget vidt forskelligt. En har tegnet en robåd med to personer i, andre har tegnet en fiskekutter, en færge fra Molslinjen, et stort containerskib fra Mærsk eller et enormt amerikansk hangarskib. Alle har løst opgaven – hver især har de tegnet en båd. Men der er godt nok forskel!

Hvis vi skal beskrive en båd med ord, vil noget passe på alle skibene. Andet vil kun passe på dem med motor. Og noget vil kun passe på det allerstørste hangarskib.

Sådan er det også med udtrykket »Herrens tjener«. Noget passer på alle de tjenere, som Gud har brugt ned gennem historien. Andet passer kun på nogle af dem. Og noget passer kun på den største af alle Guds tjenere: Messias.

Spørgsmålet er, hvem tjeneren i Es 53 er. Det var de gamle jødiske rabbinere ikke enige om. Nogle mente, at kapitlet handler om Messias. Andre foreslog Moses, rabbi Akiva eller fromme jøder generelt. Efterhånden blev den dominerende tolkning i jødedommen, at Es 53 handler om Israels folk.

De første kristne var ikke i tvivl. En fantastisk beretning i Apostlenes Gerninger fortæller, at apostlen Filip en dag mødte en højtstående etiopier, som var på vej hjem fra et besøg i Jerusalem. Han sad i sin vogn og læste i en bogrulle med Esajas’ Bog. Netop da Filip mødte ham, var han kommet til kapitel 53 om Herrens tjener, der bliver dræbt.

»Hvem er det, profeten taler om her?« spørger han Filip. »Er det om sig selv, eller er det om en anden?«

Beretningen fortæller, at Filip derpå med udgangspunkt i Es 53 fortæller etiopieren om Jesus. Filips bibelundervisning overbeviser etiopieren, der til sidst erklærer, at han nu tror, at Jesus er Messias og Guds søn (ApG 8,26-39).

Det Nye Testamente er altså enig med nogle af de ældste rabbinere i, at Es 53 er en profeti om Messias. Samtidig viser Det Nye Testamente, at profetien gik i opfyldelse i Jesus, og at Jesus derfor er den ventede Messias, Herrens tjener.

En sang

Es 53 er en sang med fem afsnit eller strofer. Den autoriserede danske oversættelse markerer afsnittene ved at indsætte en tom linje mellem dem.

Det specielle er, at det første og det femte afsnit har samme tema, nemlig hvad det ender med for tjeneren: ophøjelse, liv og magt. Det andet og det fjerde afsnit har også et fælles tema: tjenerens utrolige lidelse og nedværdigelse. Det midterste af de fem afsnit står alene og giver forklaringen på, hvorfor tjeneren skulle lide så meget inden sin ophøjelse.

Det er værd at lægge mærke til, at sangen både begynder og slutter med tjenerens ophøjelse. Det ender ikke med lidelse og ydmygelse, men med majestætisk ophøjelse og stor magt, som bliver til gavn for mange mennesker. Selvom profetien mest er blevet kendt, fordi den taler om Messias’ lidelse og død, er det et afgørende tema i den, at Messias til sidst vil blive højt ophøjet.

Afsnit 1 (Es 52,13-15)

Sangen begynder med, at Gud selv præsenterer tjeneren. Gud taler om den store kontrast mellem tjenerens situation nu og tidligere.

»Nu« er det tidspunkt i fremtiden, som er profetiens fokus. Nu er tjeneren højt ophøjet (vers 13). På hebraisk er brugt de samme ord, som bruges om Guds trone i Es 61,1. Så højt ophøjet er tjeneren nu, at mange hedningefolk inklusive deres konger må lukke munden i forbløffelse over ham (vers 15).

Tjenerens fantastiske ophøjelse nu står i skærende modsætning til tidligere. Dengang fremtrådte han så umenneskeligt usselt, at mennesker gyste over ham (vers 14).

Afsnit 2 (Es 53,1-3)

I det andet afsnit skifter taleren. Nu er det ord fra Israels folk, som Esajas lægger stemme til. Tjenerens lidelse og ydmygelse beskrives i datid, så tidsperspektivet er det samme som i afsnit 1. Vi hører, hvad Israels folk vil sige engang i fremtiden, når tjeneren er blevet ophøjet, og de ser tilbage på den periode, hvor tjeneren led.

Til den tid vil Israels folk beskrive, hvordan de først mødte Herrens tjener: »Vi hørte [om ham]« (vers 1), og »vi så ham« (vers 2).

Men hvordan reagerede de, dengang de hørte og så tjeneren? Tre ting vil folket selv fortælle om deres møde med Herrens tjener:

1) »Hvem troede på det, vi hørte?« (vers 1). Underforstået: Vi troede ikke på det, vi hørte om tjeneren.

2) »Vi brød os ikke om synet« af ham (vers 2).

3) »Vi regnede ham ikke for noget« (vers 3).

Herrens tjener kom på en måde, som gjorde, at folket ikke kunne se, hvem han var. I stedet for den pragt, man kunne forvente af en udsending fra Herren, kom han uden skønhed, præget af lidelse og sygdom og med en fremtræden, der vakte ringeagt. Hans usle fremtoning var årsag til, at folket ikke opdagede, hvem han i virkeligheden var.

At Herrens tjener først skal komme i usselhed, er den helt store overraskelse i denne Messias-profeti. Det rejser et vigtigt spørgsmål: Når konsekvensen nu var, at han ikke blev genkendt, hvorfor kom han så med så ussel en fremtoning?

Afsnit 3 (Es 53,4-6)

I det tredje afsnit er det stadig Israels folk, der ser tilbage på tiden med tjenerens lidelse. Set i bagklogskabens lys er det klart for folket, hvorfor tjeneren kom i så stor usselhed. Han måtte komme på den måde!

Det var nemlig vore sygdomme, vore lidelser og straffen for vore overtrædelser, han bar. Fordi han bar vores skyld, kan vi gå fri og få fred.

Da han blev ramt af lidelsen, troede Israel, at det var Gud, der slog ham. Det var det sådan set også – bare ikke på den måde, folket forestillede sig. Jo, Gud straffede ham – men det var for vores skyld og vores synd og vores overtrædelser af Guds lov.

Det var os, der havde forvildet os bort fra Gud som bortløbne får, men det var ham, der blev straffet for det.

Afsnit 4 (Es 53,7-9)

I det fjerde afsnit beskriver Israels folk fortsat tjenerens lidelse i den bemærkelsesværdige periode, hvor han blev ringeagtet.

Tjeneren blev mishandlet – og fandt sig i det (vers 7).

Tjeneren blev ikke bare mishandlet, men dræbt (vers 8).

Tjeneren blev begravet (vers 9).

Når Israels folk engang ser tjeneren højt ophøjet, ser de også, at hans tragiske lidelseshistorie ikke skyldtes hans egen synd. For han var en mand, hvis handlinger var uden uret, og hvis ord var uden bedrag.

I beskrivelsen af tjenerens lidelse svarer afsnit fire til afsnit to. Men der er én vigtig forskel. Efter sangens tredje afsnit kender vi nemlig årsagen til tjenerens lidelse og død. Derfor kan afsnit fire give den forklaring på lidelsen, som vi endnu ikke havde fået i afsnit to: »For mit folks synd blev han ramt« (vers 8).

Afsnit 5 (Es 53,10-12)

Det femte afsnit begynder med Israels konklusion på beretningen om tjeneren (vers 10-11a), inden Gud selv – ligesom i første afsnit – tager ordet og beskriver tjenerens store ophøjelse (vers 11b-12).

Profetien konkluderer, at tjenerens ufattelige lidelse og død skete efter Guds vilje, det vil sige efter den frelsesplan, Gud fra evighed havde lagt om at frelse Israels folk og hele menneskeheden gennem Messias’ død som et skyldoffer.

Men det var også en del af Guds plan, at tjeneren efter sin død skulle leve. Tjenerens død bliver midlertidig. Han vil blive levende igen, opstå fra de døde. Derefter vil han »se afkom«. Udtrykket kan undertiden i Bibelen angive »åndeligt afkom«, altså efterfølgere, tilhængere. Opfyldelsen i Jesus viser, at det må være sådan, det skal forstås her.

Netop fordi tjeneren var villig til at bære menneskers synd, lover Gud at ophøje ham højt.

Ydmyget og ophøjet

Temaet i Es 53 er Herrens tjeners ydmygelse og ophøjelse. Når Messias kommer, vil han først blive ringeagtet og ramt af lidelse og død. Men derefter vil han blive højt ophøjet.

Denne overraskende Messias-profeti blev opfyldt af Jesus. 700 år efter Esajas beskriver Paulus det med disse ord: »Da han [Jesus] var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herren« (Fil 2,7-11).

Profetien om Messias i Es 53 er ikke blot overraskende, men af flere grunde også meget tankevækkende:

1) Kongens lidelse

Tidligere i bogen har Esajas profeteret om Messias, der skal komme som kongen, der overtager alt herredømme og opretter en evig fred (fx Es 8,23-9,6 og 11,1-5). I kapitel 53 forklarer Esajas så, at før den ophøjede Messias-konge kan komme med fred og retfærdighed, må han komme i lidelse. Prisen for oprettelsen af den endegyldige fred i Messias’ rige er, at Messias først må bære folkets straf (Es 53,5). Freden har en pris – nemlig at Messias-kongen må dø for sit folk. Netop fordi han først dør som et skyldoffer, kan han en dag oprette et synligt rige med fred og befrielse fra alt ondt.

2) Også for hedninger

Es 53 forudsiger, at Israels folk en dag skal bekende, at Messias døde for deres skyld. Men perspektivet i Esajas’ Bog er langt større. Det er for lidt for Messias kun at frelse Israel (Es 49,5-6). Da Messias døde, bar han »manges synd« (Es 53,12), det vil sige både jøders og ikke-jøders.

3) Gaven skal modtages

Messias’ død som stedfortræder gør det muligt, at vi kan få tilgivelse og undgå Guds dom. Bibelen gør det klart, at frelsen i Messias er et resultat af Guds kærlighed, og ikke voldtægt eller tvang. Derfor er det en gave, der skal modtages. Gaven modtages, ved at vi bekender vores synder og beder Jesus være vores Messias, vores frelser og konge. For alle mennesker, der gør det, gælder det, at Messias har båret deres straf. Derfor er de Guds tilgivne børn på vej mod evig frelse og fred i Guds rige.

Guds brændende kærlighed til hvert enkelt menneske – i Israel og i alle andre folk – resulterede i den overraskende frelsesplan om Herrens tjeners lidelse og ophøjelse.