Fire spørgsmål til Bibelen om Israels evakuering af Gaza

Israel har besluttet at trække sig ud af Gazastriben og fire bosættelser på Vestbredden. Hvis alt går, som premierminister Ariel Sharon har planlagt, skal evakueringen begynde 20. juli 2005.

Mange israelere er imidlertid imod tilbagetrækningen. For de 8.000 bosættere, der skal tvinges bort fra deres hjem, er beslutningen selvfølgelig meget smertefuld. Børn, der er født og opvokset i bosættelserne og aldrig har kendt noget andet hjem, vil blive hentet af politi og soldater og aldrig mere få mulighed for at vende tilbage.
Modstanden findes imidlertid ikke kun hos de mennesker, der er direkte berørt. Mange ikke-religiøse israelere på højrefløjen i israelsk politik er rystede og frustrerede. De oplever tilbagetrækningen som dødsstødet mod deres politiske drøm om et stort Israel fra Jordanfloden til Middelhavet.
Endnu værre er det for mange af de ortodokse, national-religiøse jøder i Israel. For dem strider evakueringen mod Bibelen. Gud har givet Israels folk landet, men nu giver en verdslig israelsk regering afkald på landet. Det er ringeagt for Gud og oprør mod hans planer for Israel.
Også blandt nogle kristne vækker tilbagetrækningsplanerne undren, spørgsmål og diskussion. En del kristne spørger sig selv, om evakueringen er imod Bibelen. Har Gud ikke i Bibelen lovet Israels folk, at de en dag skal få hele deres gamle land i eje? Er Sharons plan ikke et tilbageskridt i forhold til de bibelske profetier?
Fire af de spørgsmål, som evakueringsplanen rejser for mange kristne, skal vi se på her.

 

Spørgsmål 1: Har Gud lovet Israel Gazastriben?

Spørgsmålet om grænserne for det landområde, som Gud har lovet Israels folk, er kompliceret.
Guds løfte til Abrahams efterkommere omfattede landet »fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden« (1 Mos 15,18).
Senere giver Gud Moses en detaljeret beskrivelse af grænserne for »det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana’ans land i dets fulde udstrækning« (4 Mos 34). Grænsen mod sydvest skal gå langs »Egyptens bæk«.

Beretningerne i Det Gamle Testamente viser, at Israels folk aldrig kom til at bebo hele dette landområde. Men gennem profeten Ezekiel lover Gud, at han engang i fremtiden vil give Israel det område, han allerede havde lovet Abraham og Moses. Ezekiel beskriver grænsen mod sydøst med ordene: »langs bækken til Det Store Hav« (Ez 47,13-20).
De tre tekster ser ud til at placere den kommende grænse for Israels land på samme sted, nemlig langs et vandløb, der kaldes »Egyptens flod«, »Egyptens bæk« eller blot »bækken«. Det er sandsynligvis forskellige betegnelser for samme wadi på Sinaj-halvøen vest for Gaza.
Ifølge Det Gamle Testamente har Gud altså lovet Israels folk, at deres landområde engang skal komme til at omfatte også det, der i dag kaldes for Gazastriben.

 

Spørgsmål 2: Har Israel ret til at forlade et område, Gud har lovet dem?

Hvis Gud har lovet Israel Gazastriben, er det så ikke forkert af Israel at trække sig tilbage fra området i et forsøg på at opnå fred?
I Bibelen findes der faktisk et fortilfælde, der kan sammenlignes med situationen i dag. I 1 Mos 12 havde Gud lovet Abraham, at hans efterkommere skulle få landet. Men allerede i 1 Mos 13 hører vi om, hvordan Lots hyrder og Abrahams hyrder kommer i strid om landet. For at stoppe striden foreslår Abraham, at Lot og han skal dele landet i to dele. Han lader tilmed Lot vælge først, hvilken del han vil have.

For fredens skyld forærer Abraham altså en stor del væk af det land, som Gud netop havde givet ham og hans efterkommere. Var det ikke at vise ringeagt for Guds gave?
Nej! Bibelen kritiserer ikke Abrahams deling af landet. Men efter aftalen mellem Lot og Abraham, slår Gud over for Abraham fast, at den øjeblikkelige »delingsplan« ikke ophæver Guds langsigtede plan for området. Hele landet, altså også den del, som Abraham havde overladt til Lot, vil til sidst komme til at tilhøre Abrahams efterkommere.
Beretningen om Abraham og Lot viser to ting. For det første tillader Gud, at Israel for fredens skyld giver afkald på et landområde, som Gud oprindeligt har lovet Israel. Det er i nøje overensstemmelse med Bibelens meget stærke formaninger til – så vidt det overhovedet er muligt – at søge fred og undgå strid.
For det andet bliver Guds løfter og endemål for historien ikke ændret af den slags aftaler. Til sidst vil Gud under alle omstændigheder gennemføre det, han har lovet.
(Også kong Salomo overgav – uden at Bibelen bebrejder ham det – en del af Israels land til en fremmed, nemlig kong Hiram af Tyrus. Se 1 Kong 9,10ff).

 

Spørgsmål 3: Vil tilbagetrækningen fra Gaza føre til fred?

Jesus siger, at jorden helt frem til hans genkomst vil blive præget af krig (Matt 24,6-7). Det gælder også Mellemøsten.
Profeten Zakarias forudsiger, at Israel og nabofolkene helt frem til Israels omvendelse ved verdenshistoriens afslutning vil kæmpe om Jerusalem, og at resten af jordens folk til sidst vil sende en international styrke mod byen (Zak 12).

Både Det Gamle og Det Nye Testamente siger altså, at en endelig og varig fred i Mellemøsten først vil komme, når Jesus kommer igen.
Men det betyder ikke, at området nødvendigvis hele tiden vil lide under blodige krige. Historien viser, at der er kortere og længere perioder, hvor befolkningerne får lov til at opleve pauser fra de værste blodsudgydelser. Der er mulighed for perioder med midlertidig fred eller i hvert fald fredeligere forhold.
Derfor er det umuligt ud fra Bibelen at forudsige, om Israels tilbagetrækning fra Gaza vil føre til mere krig og terror eller, som Sharon og flertallet i Israel håber, til en periode med mere ro.

 

Spørgsmål 4: Skal kristne støtte eller modarbejde tilbagetrækningen?

Bibelsk set er der intet problematisk i, at Israel for fredens skyld trækker sig ud af Gaza. Hvordan den enkelte kristne forholder sig til tilbagetrækningen, er derfor udelukkende et spørgsmål om en politisk vurdering.
Denne vurdering må først og fremmest forholde sig til to spørgsmål: 1) Hvad vil evakueringen betyde for Israel? 2) Hvad vil evakueringen betyde for palæstinenserne?
Hvis konklusionen på vurderingen er, at en israelsk tilbagetrækning vil betyde mere fred for israelerne og bedre levevilkår og mere frihed for palæstinenserne, må en kristen støtte den. Fordi Gud befaler os at arbejde for freden.
Hvis konklusionen derimod er, at en tilbagetrækning bare vil forøge terroren mod israelerne og forværre forholdene for palæstinenserne, må en kristen være imod den.
I den slags politiske vurderinger må vi som kristne give hinanden frihed til at skønne forskelligt.
Som kristne må vi arbejde ud fra to forskellige perspektiver.

På det kortsigtede plan må vi støtte og arbejde for de politiske løsninger, som efter vores skøn mest lindrer lidelserne for mennesker i denne krigsprægede og lidelsesfyldte epoke af verdenshistorien. Lad os bede om, at Gud vil begrænse smerterne for både israelere og palæstinensere i den nuværende tidsalder.
Samtidig må vi fastholde det langsigtede perspektiv og bede Gud om snart at gøre det, som politikerne ikke kan, nemlig skabe varig fred og forløsning. Dette perspektiv tænder håb.
For uanset hvad der sker i Mellemøsten i løbet af sommeren 2005, så har Gud givet et løfte om, at Jesus en dag vil forløse Israel. Den dag vil der blive virkelig fred – til velsignelse for både Israel, nabofolkene og resten af jorden.