Hvad siger Det Nye Testamente om Guds løfter til Israel

Det Gamle Testamente er fuldt af løfter om en herlig fremtid for Israels folk og land. Hvordan skal vi som kristne, der lever efter Jesu komme, læse disse løfter? Det spørgsmål ser stud.theol. Per Ladekjær nærmere på i denne artikel.

Når diskussionen om Guds løfter til Israel går højt, så ender det ganske ofte med, at uenigheden drejer sig om ét punkt: Står løfterne i Det Gamle Testamente også fast efter Jesu (og Det Nye Testamentes) komme? Taler f.eks. Jer 31 ikke netop om en ny pagt? Ja, hvad siger NT egentlig om den gammeltestamentlige pagt?

Tavshed og samtykke

Mange vil sige, at NT er larmende tavs, når det gælder løfterne til Israels folk. Men hvad betyder det så, hvis NT er tavs? Er løfterne glemt, eller er tavshed lig med samtykke?
Nu mener jeg ikke, at NT er tavs, men lad os antage det for et kort øjeblik. Ville det så betyde, at GT's løfter er glemt? Her må vi først forstå, hvordan NT generelt udtrykker sin forbindelse til GT.
Vi kan se i evangelierne, at de ikke fortæller om noget, uden at der er skriftbelæg i GT for det. Prøv f.eks. at læse Matt 1,22-2,18. Det drysser ned med skrifthenvisninger og formuleringen: »For at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten...«. De mange henvisninger viser, at her får ordene sin fulde betydning. Det græske ord for opfylde betyder i disse sammenhænge »bringe til fuldt udtryk«. Nu kan der ikke hældes mere indhold i ordene.
På samme måde er det, når apostlene skal forklare det nye, der er kommet ved Kristus - de henviser til GT i alt. F.eks. i 1 Kor 15,1-11. Her lyder det om hver enkelt begivenhed i Jesu liv, at den er »efter Skrifterne«. Hvilke skrifter? Naturligvis de gammeltestamentlige. Dermed fortæller Paulus os, at der med Jesus og NT ikke sker noget nyt, som ikke allerede er forudgrebet eller forudsagt i GT.
Men hvorfor hedder det så Det Nye Testamente? Det forklarer apostlen Peter os i 1 Peter 1,10-11: »Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge.«
Jesu Kristi lidelser, hans gerning på jord og hans herlighed har GT altså på forhånd fortalt om. Det nye er, at nu sker det. Nu bliver det tydeligt, hvordan det skal ske. Nu bliver svaret åbenbaret på profeternes spørgsmål om, hvornår og hvordan. Men selve indholdet er det samme.
Det var med Kristi Ånd, profeterne så det nye, frelsen. GT er altså lige så fuldt ud Guds Ord som NT. Det er Kristi Ånd, der taler i både GT og NT. Men GT forstås først fuldstændigt med NT. Dér forklares det fuldt ud. Reformatorerne brugte et citat fra Augustin til at formulere deres syn på GT: »GT er åbenbaret i NT, og NT ligger skjult i GT«.
Fordi det er Kristi Ånd, der taler gennem profeterne i både GT og NT, kan de ikke komme i modstrid med hinanden. Hvor NT ikke siger noget om GT, står det gammeltestamentlige udsagn fast. Det gælder også angående Israel.

I det hele taget er det en ganske skrækindjagende tanke, at NT skal bekræfte GT, for at GT skal stå fast. Det ville jo betyde, at de første kristne, eller Simeon og Anna i Luk 2 ikke skulle være i stand til at kende Guds Ord og frelsen uden NT. Men det gjorde de jo netop. Det ville også betyde, at Gud holdt verden for nar indtil Jesu og NT's komme. Og det ville betyde, at GT ikke havde nogen praktisk betydning i dag. Vi kunne nøjes med NT.

Men hva´ så med...?

Noget er dog ændret fra GT til NT. F.eks. omkring syndofferet på forsoningsdagen (se 3 Mos 16). Det får en ny betydning i NT (se Hebr 9,11-22 om Kristus, som det rette offer). Her må vi vel sige, at den gammeltestamentlige ordning er fuldstændig ændret, ikke? Jo, formen er ændret, men indholdet i ordningen er den samme. Allerede GT fortæller os jo, at offeret var et billede på noget, som skulle komme. F.eks. giver Es 53 en anelse af, at Herrens lidende tjener er det rette offer for synden.
Mange vil også nævne tempelordningen som noget foreløbigt, der hørte GT til. Men da Jesus taler om templet i Joh 2, står der i vers 22: »Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften (= GT) og det ord, Jesus havde sagt«. GT havde altså også talt om denne nye tempelordning. Så med mindre GT selv taler om en ophævelse af løfterne, vil NT heller ikke gøre det.
Derfor ville NT's tavshed være lig samtykke.

NT bekræfter GT's løfter

Men nu er NT ikke tavs. NT giver derimod klart indtryk af, at løfterne står fast.
Således bekender Paulus i ApG 24,14: »Jeg tror på alt, hvad der står skrevet i loven og profeterne«.
Den opstandne Jesus siger: »Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne« (= jødernes måde at opregne GT på; Luk 24,44).
Jeg vil blot nævne to steder, som jeg regner for ret klare, hvor NT taler om løfterne til Israel. Luk 21,20-24 taler om, at Jerusalem engang skal besiddes af hedninger (ikke-jøder). Det kaldes straffens dage. Det er meget lig, hvad GT har sagt om den dom, der følger af folkets ulydighed. Men denne periode skal bringes til ophør og Jerusalem igen være jødisk - som beskrevet i GT's løfter. Det vil sige, at nogle løfter, som i første omgang handler om en dom, som er forudsagt i GT, vil blive opfyldt, også efter Jesu død.
I GT er Jerusalems genrejsning næsten altid forbundet med en national genrejsning og en åndelig genrejsning, hvor det jødiske folk skal kende Gud på en ny måde og synden være udslettet. F.eks. i Jer 31. Det er, hvad vi kan kalde en tid med nåde. Hvorfor skulle Jesus bekræfte det ene element i denne nådetid og ikke de andre ting? Jesu ord i Luk 21 bekræfter hele sammenhængen i GT's tale om det jødiske folk; både straffens dage og nådens tid.
I hvert fald er det helt tydeligt, at Paulus i Rom 11,28 bekræfter det vantro jødiske folks fortsatte udvælgelse, som en del af Guds planer med hele verden. Dette alene burde være nok til at sige, at NT ikke er tavs.

Andre tekster, der peger modsat

Men kunne der være andre klare tekster i NT, der taler imod denne opfattelse? Her anfører nogle kritikere ofte nogle skriftsteder, som jeg vil tage op her.
2 Kor 1,20: »For alle Guds løfter har fået deres ja i [Kristus]«. Ud fra dette skriftsted vil nogle anføre, at der ikke mangler en opfyldelse af noget som helst i GT efter Jesu komme. Men dette skriftsted handler ganske simpelt om en hel anden sag. Paulus vil forklare, at Gud er trofast og ikke vil løbe fra sit ord. Derfor nævner han, at Gud viser sin trofasthed ved, at Kristus med sit liv bekræfter GT's løfter. Dette svarer ganske godt til Rom 15,8: »Hvad jeg siger er, at Kristus er blevet tjener for de omskårne for at vise, at Gud har talt sandt, og for at stadfæste løfterne til fædrene«. Her er det klart, at Paulus' ord netop ikke betyder, at landløftet er sat ud af kraft. Gud løber ikke fra sit ord. Det viser Jesu liv os.
Rom 4,13: »For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro«. Til dette skriftsted vil nogle mene, at udtrykket »arve verden« er det samme som landløftet. Det ville betyde, at man ikke havde del i løftet, hvis man ikke ejede troen. Men Abraham fik to løfter:
1. Løftet om en efterkommer, der skulle bringe frelsen til verden; troen på ham giver evigt liv.
2. Løftet om landet og udvælgelsen, fordi Gud ville bruge dem som et redskab i sin frelsesplan.
Løftet til Abraham om »at arve verden« hører til det løfte, som enhver troende får, nemlig løftet om evigt liv, den nye jord. Det er tydeligt, at Paulus i Rom 11,28 skelner mellem disse løfter. Det første løfte om frelsen har det meste af Israel ikke del i, fordi det ikke kan opnåes »ved loven« eller ved omskærelsen, altså ved at være jøde, men ved troen. Men det andet løfte om udvælgelsen står fast. Det betyder, at landløftet står fast uanset Israels tro.

Det samme nævnes i Hebr 11,9-10 om Abraham: »I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.«
Abraham ventede to ting: 1. Landløftet: Det forjættede land, som han slog sig ned i, og som skulle blive Isak og Jakob og hans efterkommere til del, fordi Gud ville bruge det i sin plan. 2. Sin egen frelse. Her udtrykt som »byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud» ( det vil sige det nye Jerusalem). Og det blev ham til del, fordi han ejede troen.
Jeg finder altså ingen klare indvendinger i NT, der taler mod stadfæstelsen af GT's løfter. Lad os frimodigt som Abraham arbejde i tro på, at GT's løfter skal opfyldes: At Gud må bruge Abrahams efterkommere, og at de må få lov at opleve en ny nådetid, og at vi skal være sammen i byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.