Intifadaen og profetierne

Et års intifada har medført omfattende forandringer og store lidelser for både israelere og palæstinensere. Hvordan skal vi som kristne forstå intifadaen og fredsprocessen i forhold til Bibelens profetier? Ole Andersen ser på spørgsmålet.

Den 13. september var det 8 år siden, at Arafat og Rabin gav hinanden hånden på plænen foran Det Hvide Hus i Washington og dermed satte gang i Oslo-fredsprocessen. Og den 28. september var det et år siden Sharon besøgte Tempelbjerget og dermed blev den ydre anledning til starten på den palæstinensiske intifada.
Hvad skal vi som kristne siger efter 8 år med en omtumlet fredsproces og et år med en lidelsesfyldt intifada? De bibelske profetier siger en del om Israels fremtid. Men hvor befinder vi os netop nu? Er det ikke på det sidste nærmest gået tilbage med gennemførelsen af Guds planer?

Sort eller hvidt eller hvad?

Jo, en del kristne mener faktisk i disse måneder, at Guds planer er truet. Tilmed på flere måder.
For én gruppe kristne er truslen etisk. Og truslen kommer fra israelerne. De store lidelser i de palæstinensiske områder skyldes nemlig ifølge disse kristne ene og alene Israels besættelse og mishandling af palæstinenserne. Israelernes politik truer og er i åbenbar strid med de retningslinier, Gud har givet for menneskelig opførsel. Mener disse kristne.
For en anden gruppe kristne er truslen profetisk. Og ifølge dem kommer truslen fra palæstinenserne. Gud har nemlig lovet det jødiske folk hele Israels land og er begyndt at give dem det. Men nu har Satan sat alt ind i kampen mod gennemførelsen af Guds løfter. Først brugte han Oslo-fredsprocessen til at trænge israelerne tilbage fra noget af den jord, Gud havde givet dem. Og dernæst har han nu i et år gennem den palæstinensiske opstand forsøgt at drive dem endnu længere tilbage. Striden i Mellemøsten er åndelig. Det er Satan, der i øjeblikket bruger palæstinenserne i sin kamp mod gennemførelsen af Guds planer med Israels folk. Mener disse kristne.
Men her er der grund til at være forsigtig! Begge disse opfattelser har som udgangspunkt, at situationen i Mellemøsten er sort/hvid. Den ene part i striden er skyldig, den anden uskyldig. Den ene part er en ond besættelsesmagt, den anden et ulykkeligt offer for overmagten. Den ene står på Guds side, den anden på Satans. Men så entydig er virkeligheden kun meget sjælden. Og i Mellemøsten er den det i hvert fald ikke.
Det er afskyeligt og ondt, når en muslimsk fanatiker sprænger sig selv i luften på et pizzeria i Jerusalem og dræber 15 helt tilfældige og uskyldige mennesker. Men det er lige så afskyeligt og ondt, når nogle fanatiske jødiske bosættere skyder mod en tilfældig palæstinensisk bil og dræber tre af dem, der sidder i den. Samtidig er der på begge sider af konflikten anstændige mennesker, der tager afstand fra volden og ønsker retfærdighed og fred. Ligesom der både er jøder og arabere, der tror på Jesus som Messias og beder om den fred, han alene kan bringe. Der er fanatiske muslimer, der hader og bekæmper al sand kristen tro på Jesus. Men der findes også mindre grupper af fanatiske jøder, der drevet af had griber til vold og ildspåsættelser mod messianske jøder.
Konklusionen bliver derfor klar: Der er gode og onde på begge sider! Derfor må vi for sandhedens skyld forkaste de sort/hvide billeder, som nogle kristne i disse måneder maler af situationen.
Men tilbage står spørgsmålet: Er Oslo-fredsprocessen og intifadaen en trussel mod gennemførelsen af Guds planer med Israel?

Guds mål og Guds vej

Gud har et mål for Israel. Profetierne i Bibelen tegner et rimeligt klart billede af, hvordan Israels historie engang skal ende.
Israels folk skal blive samlet fra alle folkeslagene på jorden og igen komme til at bo i deres gamle land. Landet skal blive genopbygget og genopdyrket. Folket skal blive renset fra al frafald og anerkende den Messias, som de tidligere har dræbt, og han skal regere over dem. Forholdene i landet skal blive præget af tryghed, nedlæggelse af alt militær, stor frugtbarhed og en åndsfyldt tro på Messias, som resulterer i en stor missionsindsats ud over jorden. Ikke mindst Ez 34-37 giver et klart billede af dette mål. Men dele af billedet genfindes hos stort set alle profeterne i Det Gamle Testamente.
Der er imidlertid én ting, profeterne ikke siger meget om. Det er, hvordan Israel vil nå frem til dette mål. Målet står klart. Men vejen frem til målet er stort set ukendt. Denne kendsgerning er særdeles vigtig for spørgsmålet om, hvordan vi skal forstå fredsprocessen og intifadaen i forhold til Bibelens profetier.

Den nødvendige omvej

Bibelen viser, at Guds måde at gennemføre sine planer på, kun sjældent er en lige linie frem mod målet. Det normale er en linie, der set med menneskers øjne både kan omfatte store fremskridt og enorme tilbageskridt. Tit når Gud faktisk sit mål netop gennem noget, der ser ud til at være uoverstigelige vanskeligheder for hans plan. Eller som ligefrem ser ud til at gøre gennemførelsen af hans plan totalt umulig.
Tag for eksempel løftet om, at Abraham og Sara skulle få et barn. Sådan var Guds plan. Men efter at Gud havde givet løftet, skete der ingenting. Årene gik. Og der skete stadig ingenting. Sara blev 90, og muligheden for, at hun skulle blive gravid, var udelukket. Først da greb Gud ind, og Sara fødte Isak. Hvorfor valgte Gud ikke det enkleste og letteste, nemlig at lade Sara blive gravid, straks efter at han havde givet løftet? Sandsynligvis fordi Gud ville slå fuldstændig fast, at opfyldelsen af løftet alene skyldtes hans underfulde indgriben og ikke var resultatet af almindelige menneskelige forhold.
Gud gav Abraham besked om målet: en søn. Men han fortalte ham ikke om den lange, lange vej frem til målet. Og som vejen kom til at gå, må det for Abraham og Sara have set ud til, at den stik mod forventning førte længere og længere væk fra målet! Men målet blev nået - ad Guds vej.
Eller tænk på Jesu død. Gennem sin virksomhed i Galilæa i årene før havde Jesus efterhånden fået mange tilhængere i Israel. Få dage tidligere var han draget ind i Jerusalem under stor jubel og messiansk forventning. Og nu stimlede folk sammen omkring ham, hver gang han viste sig på tempelpladsen. Men så skete katastrofen: Jesus blev arresteret. Peter, der var blevet overbevist om, at Jesus var Messias-kongen, blev dybt rystet. Arrestationen var jo en trussel mod gennemførelsen af Guds frelsesplan! For Peter må arrestationen have set ud som Satans forsøg på at hindre Guds plan. Derfor greb han sit sværd og huggede øret af ypperstepræstens tjener.
Men Peter tog fejl. Ikke af målet. Jesus var og er virkelig Messias-kongen, som en dag synligt skal tiltræde sit kongedømme og overtage magten i Jerusalem og over hele jorden. Men Peter tog fejl af måden, det skulle ske på. Han forstod ikke, at målet kun kunne nås via en "omvej", nemlig gennem noget, der så ud til at være et fatalt nederlag for Guds plan. Vejen frem til Jesu overtagelse af al magt i himlen og på jorden gik gennem lidelse og død. Netop det nederlag, som så ud til at være den endegyldige fiasko for Guds plan, var i virkeligheden verdenshistoriens største kæmpespring frem mod gennemførelsen af Guds plan.
Altså: Gud har åbenbaret os målet, men ikke vejen. Og Guds vej går ofte igennem begivenheder, der ligner totale nederlag for Guds planer.
Sådan er det også med Israel.

Israels omvej

Gud har gennem de bibelske profeter åbenbaret det mål, han har sat op for Israels historie. Men han har ikke givet os overblik over den vej, Israel må gå frem til målet. Vi har ikke fået nogen køreplan! Og han har heller ikke givet noget løfte om, at Israel gradvist skal blive større og større, mere og mere frugtbart og mere og mere fromt, så målet skridt for skridt bliver opfyldt gennem en stille og roligt fremadskridende proces.
Derfor skal kristne, der tror på profetierne om Israels fremtid, ikke gå i panik på grund af Oslo-fredsprocessen og intifadaen.
At Israel under fredsprocessen har trukket sig tilbage fra dele af Gazastriben og Vestbredden og overgivet store landområder til palæstinenserne, er ikke en trussel mod Guds planer med folket. Vel har Gud lovet Israels folk hele landet - og sådan vil det en dag blive. Men der er god bibelsk belæg for, at det kan være godt og velbehageligt for Gud, at Israels folk for fredens skyld giver afkald på noget af det, Gud har lovet dem.
Heller ikke intifadaen med alle dens tragiske begivenheder er nogen trussel mod Guds plan med Israel. Måske snarere tværtimod! Noget kunne tyde på, at intifadaen muligvis kan blive et stort skridt fremad i gennemførelsen af Guds planer.
Profeten Zakarias fortæller, at Israels omvendelse til Messias og endelige frelse fra synd og urenhed ikke kommer som slutpunktet i en lang, rolig udvikling. Nej, Israels omvendelse kommer på et tidspunkt, hvor Israels folk er ude i dyb nød, fordi alle jordens folk har forenet sig i kamp mod Jerusalem. Men når alt er slået fejl for Israel, og folket ikke kan redde sig selv, så griber Gud ind og udgyder sin Ånd over folket, så de kommer til tro på Messias, som de har gennemboret. (Se Zak 12,1-13,1.)
Jeg har ingen ide om, hvor tæt vi er på Guds mål. Men set i lys af Bibelens tale om Guds omveje kan intifadaen meget let vise sig at være et stort skridt fremad i historien om realiseringen af Guds plan med Israel. Mange israeleres tro på, at de selv eller Sharon eller hæren eller Mossad kan klare alle Israels problemer, er blevet dybt rystet af det sidste års begivenheder. Dermed ser folket ud til at være kommet lidt nærmere på den dag, hvor de vil kunne indse, at der kun er redning ét sted: hos Jesus Messias.

Et "sværd" mod Guds plan

Hverken 8 års fredsproces eller 1 års intifada er nogen trussel mod Guds planer. Gud har ikke åbenbaret os den vej, som Israel må gå frem til målet. Derfor må vi som kristne ikke opfatte den nuværende kamp mellem palæstinenserne og israelerne som en sort/hvid kamp mellem Satan og Gud.
Jesu arrestation i Getsemane kan ikke bare betragtes som Satans forsøg på at besejre Gud. Vel var mørkets magter i aktion, men Gud havde fat i den lange ende. Og hans overmagt var så total, at han aktivt brugte Jesu arrestation til suverænt at gennemføre sin plan.
På samme måde må intifadaen ikke betragtes som en koalition af palæstinensere, mørkets magter og Satan, der kæmper mod en anden koalition bestående af israelere og Gud. Striden mellem israelere og palæstinensere er ikke på den sort/hvide måde en kamp mellem Gud og Satan. Vi kender ikke vejen. Derfor kan vi heller ikke på nogen måde udelukke, at intifadaen på en eller anden måde indgår i Guds plan, så han vender alle de onde og grusomme begivenheder om, så de i sidste ende må tjene hans sag og mål for Israel.
Der er kristne, der mener, at vi nu bør samle penge ind til de mest fanatiske bosættere på Vestbredden og af alle kræfter støtte den yderste højrefløj i israelsk politik mod enhver israelsk indrømmelse til palæstinenserne. Men disse kristne kan meget vel komme til at stå i præcis samme situation som Peter: Med deres "sværd" kommer de til at kæmpe mod Guds plan. Fordi de forveksler Guds mål og Guds vej.
Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke skal gøre noget. Langtfra! For mig at se stiller den et år gamle intifada os over for tre væsentlige opgaver:
For det første skal vi støtte og forsvare Israel mod uretfærdige angreb. (Vi skal derimod vare os for at forsvare Israel mod de - få - rimelige angreb, landet bliver udsat for!) Israel er det sidste år gang på gang blevet udsat for aldeles uretfærdige angreb i medierne. Også de danske medier. Her har vi som kristne, for hvem Israel er "elsket for fædrenes skyld", en stor opgave.
For det andet må vi bede. Bibelens enormt stærke formaninger til at bede for Israel kan vel næppe lyde på stærkere baggrund end netop nu (se Es 62,6-7 og Sl 122,6-7). Lad os bede om, at Israels folk snart må komme til tro på Jesus. Og lad os bede om lindring for de tusinder af mennesker, jøder og arabere, der i disse måneder lider og lever i frygt og rædsel.
For det tredje må vi med koncentration og opmærksomhed lytte til Jesu ord fra en lignende sammenhæng: "NÅR DISSE TING BEGYNDER AT SKE, SÅ RET JER OP OG LØFT JERES HOVED, FOR JERES FORLØSNING NÆRMER SIG".