Israel på vej mod vækkelse

Zakarias er en interessant skikkelse i Det Gamle Testamente. Han var både præst og profet, og han virkede blandt de jøder, der vendte tilbage fra eksilet i Babylon (se Neh 12,4 + Zak 1,1). Zakarias’ Bog er fyldt med syner og profetord, men i denne artikel skal vi nøjes med at koncentrere os om bogens tolvte kapitel.

Action og drama

Kapitel 12 er et af bogens mest kendte og værdsatte kapitler, og det er ikke uden grund. Det beskriver i fortættet form følgende dramatiske begivenheder:

1) Et voldsomt opgør og en kamp mellem Jerusalem og Juda på den ene side og »alle jordens folk« på den anden side.
2) Guds indgreb i kampen og udfaldet af den.
3) En udgydelse af Guds ånd over Israels folk.
4) En deraf følgende åndelige vækkelse over Israel.

På trods af kapitlets sparsomme 12 vers kommer man vidt omkring, og vi skal i det følgende dykke ned i denne højst overraskende og lidt besynderlige tekst, der dog har meget klare og skarpe budskaber til os i dag.

Jerusalem gør folkene berusede

I vers tre siges det, at »alle jordens folk« vil samles mod Jerusalem til en kæmpe krig. Men inden det kommer så vidt, beskrives det, hvordan Jerusalem længe har været en »pain in the ass« for de omboende folk. Versene beskriver, hvordan Jerusalem for folkene er »et berusende bæger« og »en tung sten«.

Hvad skal vi forstå ved disse udtryk? Når man er beruset, kan man ikke tænke klart, og er det helt galt, kan man heller ikke gå uden at vakle. Man bringes ud af kurs og vågner med tømmermænd. Og dog har beruselsen en stærk tiltrækningskraft. Sådan er Jerusalem for de folk, der bor omkring byen.

Den lille, uanselige by burde ikke have den store interesse for de store omkringliggende lande. Vi må dog konstatere, at intet geografisk område har tiltrukket sig så meget opmærksomhed som Jerusalem, hvor lille byen end er.

Når det så er tilfældet, skulle man mene, at det var en smal sag for store nationer som Egypten, Jordan og Syrien at komme af med Israel. Alligevel har de nævnte lande, og flere andre, ad flere omgange oplevet, at Jerusalem og Israel ikke noget, man bare sådan lige vinder magten over.

Her tænker jeg for eksempel på de mange krige alene i det 20. århundrede, hvor Israels eksistens har været truet. Landets fjender er blevet »berusede«, de er blevet slået ud af kurs og har måttet slikke deres sår – slået til jorden, som havde man tømmermænd.

Jerusalem beskrives desuden som en tung sten, der river dem, som forsøger at løfte den, til blods. Meningen er for mig at se stort set den samme som det berusende bæger. Forsøger man at »løfte« Jerusalem – altså bekrige den – da vil man opleve, at man river sig til blods, at det går galt. Tænk bare på Uafhængighedskrigen i 1948, hvor Israel blev belejret fra alle sider, men alligevel formåede at overvinde angrebet.

Et kæmpe angreb på Israel

Fra slutningen af vers tre og frem til vers ni beskrives så et storstilet angreb mod både Juda og Jerusalem. Der er ikke tale om nogle få folkeslag, der angriber Israel. Teksten giver indtryk af, at virkelig mange folkeslag er gået sammen i en forenet front mod Jerusalem og Israel. Det understreges af udtrykket, at »alle jordens folk« samles mod byen.

Her er det værd at dvæle lidt ved det ulige styrkeforhold mellem det lille land på den ene side og »alle jordens folk« på den anden. Skulle man oddse på udfaldet af denne krig, ville alle bookmakere anbefale at sætte pengene på Israels modstandere. Så lille en nation mod så mange enorme hære!

Der er bare lige det ved det, at Gud blander sig i krigen. Han griber ind på fantastisk vis. Vers fire fortæller, at Gud selv vil slå alle hestene med vanvid og rytterne med sindssyge. I vers otte lover Gud at beskytte Jerusalems indbyggere, og i vers ni gøres det klart, at Gud agter at udrydde enhver, som rykker imod Jerusalem.

Jeg føler mig overbevist om, at de begivenheder, der her skildres, stadig er fremtid. Vi har endnu ikke set et så massivt angreb. Vi kan ikke sige så meget om baggrunden for angrebet – ud over Jerusalems rolle som et berusende bæger og en tung sten. Men vi kan forvente, at et sådant storstilet angreb en dag vil finde sted, og at Gud griber ind.

Åndelig fornyelse i Israel

Den enorme og frygtindgydende krig, der beskrives, får det, man kan kalde en dobbelt happy ending. For det første griber Gud ind og redder Israel, så landets indbyggere ikke dør. For det andet griber Gud ind med en fantastisk åndelig fornyelse i landet.
I vers 10 står der: »… men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham de har gennemboret.«

Det er værd at bemærke, at det er Jesus selv, der taler og siger, at de skal »se hen til mig, ham de ar gennemboret«. Davids hus og Jerusalems indbyggere skal ved Helligånden få et stærkt møde med den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus. Det glæder jeg mig utrolig meget til!

Udgydelsen af Guds ånd er fuldstændig nødvendig for, at mennesker kan komme til tro på Jesus. Da Gud pinsedag udgød sin ånd, førte det til massiv omvendelse. Og siden har der op gennem historien været vækkelser i kirkesamfund i hele verden.
Profeten Esajas udtrykker det sådan: »Men når ånd fra det høje udgydes over os, bliver ørkenen en frugthave, og Karmel regnes for skov« (Es 32,15). Guds ånd gør ørkener til frugthaver, tørre områder bliver fulde af liv og vækst.

Gud lover mange steder i Bibelen, at han vil udgyde sin ånd over alle mennesker. Og så er der nogle passager, hvor løftet specifikt gælder Israels folk. Det gælder eksempelvis Ezekiels Bog 36 og 37 og Zakarias’ Bog 12. Disse tekster fortæller, at det jødiske folk på et tidspunkt vil omvende sig og tage imod Jesus som deres Herre og frelser.

Men hvornår skal alt dette ske? Ja, det er ikke til at sige præcist, men det er værd at skæve til Johannes’ Åbenbaring for at blive klogere. Indledningen i Johannes’ Åbenbaring introducerer Jesu genkomst: »Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de, som har gennemboret ham; og alle jordens folkestammer skal jamre over ham. Ja, amen« (Åb 1,7).

Her tales der om, at alle mennesker skal se Jesus, men der er en specifik reference til det jødiske folk i form af en henvisning til Zak 12. Hvornår skal det ske, at det jødiske folk omvender sig i stort tal? I Johannes’ Åbenbaring antydes det, at den helt store omvendelse først vil begynde, når Jesus kommer igen. Særligt i perioden, der beskrives som »de tusind år«, vil der være stor vækkelse, fordi Satan er bundet. Og mit bud er, at vi skal helt frem til den tid, før Zakarias’ profeti opfyldes.

Anger efter Guds vilje

Vækkelsen vil føre til det, der bedst kan beskrives som en landesorg. En bitter anger, en klage uden lige. Det er naturligvis omvendelsens bedrøvelse, der her beskrives. Det, Paulus kalder »en bedrøvelse efter Guds vilje«, fordi den »virker omvendelse til frelse« (2 Kor 7,9-10).

Da Peter holdt sin tale pinsedag, »stak det tilhørerne i hjertet«. De blev klar over, at det menneske, de kort forinden havde været med til at korsfæste, var netop den mand, de havde allermest brug for. En anger var født, et stik i hjertet, en længsel efter at få et ret forhold til Gud.

På samme måde vil Israels folk opleve stor anger, når de en dag indser, at den mand, de hele deres liv har ignoreret eller regnet for en bedrager, er den eneste, ved hvem de kan få fred, frihed og en ret relation til Gud.

I visse dele af kirken har man tit og ofte lagt vægt på, at anger og syndserkendelse går forud for frelse. Men denne rækkefølge gælder ikke i alle tilfælde. Israel smager først Guds godhed og Guds hellige ånd i mødet med den gennemborede frelser, og først derefter erkender de deres synd.

Det samme gælder mange andre personer og grupper i Bibelen. Profeten Ezekiel beskriver som nævnt Israels omvendelse. Den sker dog som det sidste i en lang række af kærlighedsgerninger fra Gud. Han vil føre dem tilbage til deres land alle vegne fra. Han vil gøre dem til ét folk. Han vil lade beplantning og velstand spire frem. Og først derefter vil han frelse og rense dem for deres frafald.

Et eksempel fra Det Nye Testamente er tolderen Zakæus. Han møder først Jesu kærlighed og omsorg og herudaf kommer omvendelsen og ønsket om at betale penge tilbage til de folk, han havde snydt.

Bed Helligånden fylde dig

Hvad er budskabet til os i dag? For det første må vi med forventning bede og fremskynde den dag, hvor disse løfter opfyldes på Guds udvalgte folk.

For det andet længes jeg efter en åndelig fornyelse både for mig selv og for de mennesker, jeg er omkring. Vores far i himlen har allerede, gennem profeten Joel, lovet, at Gud vil udgyde sin ånd over alle mennesker – også over dig, din familie, din nabo og din kollega.
Jesus siger: »Når da I, som er onde, kan give gode gaver til dem, der beder jer, hvor meget mere vil så ikke jeres fader i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!”

Gud længes efter at give af sin ånd. Vi må bede om Helligånden. Den har jeg allerede fået ved min dåb, tænker du måske. Og det er helt rigtigt. Men Paulus opfordrer os til at lade os fylde af Helligånden. Det forstår jeg i høj grad som et udtryk for, at vi selv er med til at bestemme, hvor stor en del af vores liv Helligånden skal have kontrol med.

Er du villig til hver dag at bede Helligånden lede dig med visdomsord fra Gud? Er du villig til at bede for folk i eller uden for menigheden, når Helligånden leder dig til det? Giver du plads for udgydelsen af Guds ånd ved at tale og leve sandt, uanset hvor ubehageligt det indimellem kan være?
Gud længes efter at udgyde sin ånd over dit liv. Han vil forme dig mere og mere efter sin søns billede. For når Gud udgyder sin ånd, så skabes liv af døde. Den blinde ser, den døve hører. Stridende parter forsones, hårde ord forstummer, sorg bliver afløst af glæde.

Når ånd fra det høje udgydes, bliver ørkenen som en blomstereng. For dig og for Israel. Jesus banker på. Lad os åbne den dør, vi selv kan åbne, og bede Gud give Israel nåde til også snart at åbne døren.