Jerusalem – fremtidens by

Den israelske forfatter Amos Elon kalder i en af sine bøger Jerusalem for »spejlenes by«, fordi de forskellige trosretninger inden for jødedom, kristendom og islam alle på en sær måde tiltrækkes af byen og hele tiden søger at spejle sig i den. Fordi de forskellige spejlbilleder strider mod hinanden indbyrdes, er Jerusalem samtidig på det religiøse og politiske plan blevet en gordisk knude. En knude, der tilmed nærmest er blevet et universelt symbol, både når det gælder det menneskelige håb om fred på jord, og når det gælder menneskehedens forgæves forsøg på at opnå denne fred.

I virkeligheden er Jerusalems tiltrækningskraft slet ikke så mærkelig. Sagen er, at Gud har valgt netop denne by som det store »bagtæppe« på den scene, hvor han har valgt at afsløre sin store plan for en forvirret og forvildet menneskehed. En plan om en fremtid og et håb.

Derfor er Jerusalem først og fremmest fremtidens by!

En profeti om Jerusalems fremtid

Det er ikke svært at finde eksempler på, at Jerusalem er bagtæppet, når det gælder en lang række af Bibelens profetier om Messias. Man kan for eksempel bare tænke på den kendte profeti om Messias, der skulle komme ridende på et æsel: »Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter …« (Zak 9,9). Det er Messias, det handler om. Men bagtæppet for den scene, som Zakarias forudså, mere end 500 år før det skete, er Jerusalem.

I en lang række tilfælde i Bibelen falder projektørlyset så mere direkte på bagtæppet, eksempelvis fordi Jerusalem bruges til at beskrive den tilstand, der skal opstå i verden, når Messias kommer.

Ét af de steder er Zak 2,5-17, som vi skal se nærmere på her.

Profeten Zakarias

Zakarias var sammen med profeten Haggaj med til at genopbygge Guds tempel i Jerusalem efter jødernes eksil i Babylon. Ezras Bog fortæller i kapitel 4 om, hvordan disse to profeter spillede en afgørende rolle med hensyn til at få genoptaget arbejdet med templet, efter at det havde ligget stille i cirka 15 år. Samaritanerne havde haft held til at afskrække de hjemvendte jøder fra at udføre det arbejde, de ellers havde fået lov til at gøre, men som følge af Haggajs og Zakarias’ profetier lykkedes det langt om længe at få templet gjort færdigt, så det kunne indvies i år 516 f.Kr. (Ezra 5-6).

De to profeter var meget forskellige. Mens Haggaj kunne ligne en vækkelsesprædikant med en enkel og letforståelig forkyndelse, var præstesønnen Zakarias en profet, der så og gengav store og gådefulde syner, som både dengang og i dag fremkalder mange spørgsmål; ikke mindst fordi mange af synerne fokuserer på Messias’ komme, men ikke rigtigt skelner mellem hans første og andet komme (se blå boks).

Synet med målebåndet

Zak 2,5-17, er et af de fremtidssyner, hvor Jerusalem på en særlig måde er i fokus. I sit syn ser Zakarias en ung mand, der skal måle Jerusalem. Opmålingen medfører nogle beskrivelser af Jerusalem, som er ret fantastiske. Samtidig må de have virket komplet urealistiske for den lille forsamling af jøder, der gik og knoklede med stenene til templet, og som samtidig hele tiden måtte skæve op til bjergene for at se, om samaritanerne eller andre fjender pludselig ville angribe.

Ikke desto mindre kunne Zakarias forkynde et budskab, som vi kan sammenfatte i tre punkter: 1) Jerusalem skal engang ligge som åbent land og være rig på mennesker og kvæg. 2) De fjender, der havde plyndret Israel og ført folket i landflygtighed, skal straffes. 3) Gud vil selv bosætte sig hos sit folk, og mange folkeslag vil slutte sig til ham.

Jerusalem skal ligge som åbent land (Zak 2,5-9)

Det første, som Zakarias ser i sin fremtidsvision, er en by, der skal ligge som åbent land og være rig på både mennesker og dyr. Zakarias ser en by uden de mure, som enhver by ellers måtte have for at kunne forsvare sig. Byen er imidlertid ikke uden forsvar, for Gud vil selv være en mur omkring den.

Profeten ser altså en by, der er langt større end den, han selv var med til at genopføre, og denne storby skal være sikker at befinde sig i.

Kigger man på Jerusalems omtumlede historie efter Zakarias’ tid, er det svært at få øje på et åbent Jerusalem, der kom til at ligge i fred. Tværtimod har der igen og igen været brug for at bygge mure for at forsvare byen, og igen og igen er disse mure blevet revet ned af skiftende krigsførende magter.

Selvom byen i dag bedre kan siges at ligge som åbent land, så er freden ikke indtruffet endnu. Men Zakarias så altså, at det en dag vil ske.

Fjenderne skal straffes (Zak 2,10-14)

Det andet, Zakarias ser, er, at Israels fjender skal straffes.

Ordene har en helt konkret adresse til Babylon, som var den magt, der i 586 f.Kr. ødelagde Jerusalem og førte Israels folk i fangenskab. Zakarias forkynder, at hans folk skal flygte fra »Nordens land« og ikke længere skal bo hos »Babylons datter«.

Denne straf var i gang med at blive eksekveret på Zakarias’ tid. Babylon var allerede blevet besejret af mederne og perserne, men ordene havde også adresse til de andre folk, der omgav Israel i Zakarias’ samtid. Straffen rammer nemlig »de folk, der plyndrede jer«.

I lyset af det brede perspektiv i hele kapitlet er det dog også rimeligt at antage, at ordene strækker sig ud over Zakarias’ egen samtid og ind i fremtiden. Ordene »den, der rører jer, rører ved mit øjeæble« beskriver således noget helt grundlæggende til alle tider, nemlig at Gud på den historiske scene bruger forskellige folkeslag til at straffe et ulydigt Israel med, men at disse folkeslag også er ulydige og derfor i sidste ende selv rammes af Guds straf.

Gud vil bo hos sit folk (Zak 2,15-17)

Det tredje element i det syn, der begyndte med den unge mand med målebåndet, er kulminationen på det hele: Gud selv kommer og bosætter sig i byen. Det er, som om alt andet i synet står stille, når det til allersidst proklameres: »Vær stille for Herren, alle mennesker! For han bryder op fra sin hellige bolig.«

Synet slutter altså med intet mindre end beskrivelsen af, hvordan Herren forlader sin bolig i himlen og i stedet tager bolig hos sit folk på jorden! Det er ikke underligt, at mange folkeslag slutter sig til Herren, når han udvælger Jerusalem som stedet, hvor hans trone skal stå.

Mens de andre elementer i synet godt kan være delvist opfyldt, så er dette tydeligvis noget, der fortsat hører Jerusalems fremtid til.

Bagtæppet og genopretningsplanen

At det store projektørlys rammer bagtæppet i Zak 2 og dermed oplyser nogle ting omkring Jerusalem, har først og fremmest at gøre med det forhold, at teksten peger på Messias. En stor del af den peger endvidere på hans andet komme, hvor han med udgangspunkt i Jerusalem vil sikre freden, straffe fjenderne og bo hos sit folk.

Messias’ komme er nært forbundet med Jerusalem. Det gjaldt, da han kom som ypperstepræst og gav sit eget liv. Og det gælder hans andet komme, hvor han skal komme som konge.

Guds fremtid indeholder en plan, der slår alle politikeres genopretningsplaner. Det er i sidste ende intet mindre end planen om genskabelsen af det tabte paradis, hvor Gud selv bor sammen med menneskene. I denne plan er Jerusalem det helt store bagtæppe for Guds indgriben i historien.

Jerusalem er fremtidens by – fordi den, som beskrevet i Salme 48, er »den store konges by«.