Romerbrevet 9-10: Israel i forhold til frelsen

Flertallet i Israels folk tog ikke imod evangeliet om Jesus som Messias. Hvad betød det for folkets forhold til frelsen? Ole Andersen behandler spørgsmålet ud fra Rom 9-10.

En forårsdag sidst i 50'erne ankom Paulus til Jerusalem. De sidste ti år havde han rejst omkring i den nordøstlige del af Middelhavsområdet og forkyndt evangeliet om Jesus som Messias. Tre store missionsrejser var det blevet til. Overalt var der hedninger, der havde taget imod evangeliet og var kommet til tro på Jesus. Nye kristne menigheder var spiret frem i den ene by efter den anden.
Ved hjemkomsten til Jerusalem havde Paulus derfor mange glædelige ting at fortælle lederne af den jødekristne menighed i byen. Men det var ikke glæde det hele. I sit sind havde Paulus også en stor sorg. I mange af de byer, hvor han havde været, havde en stor del af de lokale jøder afvist hans budskab om Jesus som Messias.
I Jerusalem mødte Paulus en jødekristen menighed, der var vokset kraftigt på de 25 år, der var gået siden Jesu død og opstandelse. Mange tusinde jøder var på dette tidspunkt tilsluttet menigheden i Jerusalem. Men selv i Jerusalem udgjorde de Jesus-troende jøder kun et mindretal af befolkningen. Flertallet af byens indbyggere havde med ypperstepræsterne og saddukæernes parti i spidsen afvist evangeliet om Jesus.

Situationen i Jerusalem var altså i princippet ikke meget anderledes end det, Paulus havde oplevet i Lilleasien og Grækenland. Både i diasporaen og i Israel var de jøder, der troede på Jesus, i mindretal. Som nation betragtet havde Israels folk afvist, at Jesus kunne være Messias.
Paulus var jøde og havde en stærk jødisk identitet. Hans landsmænds afvisning af Jesus fyldte ham med sorg. Men den rejste også en række vigtige spørgsmål. Hvad nu med Israels folk? Hvilke følger får det, at Israels flertal og ledere har afvist Jesus? Det Gamle Testamente siger, at Israel er Guds udvalgte folk, men hvordan forholder det sig nu, hvor folket har afvist Messias?
Disse spørgsmål må have fyldt meget i Paulus' tanker. I hvert fald brugte han meget plads på at behandle dem, da han ved afslutningen af den tredje missionsrejse skrev et brev til den kristne menighed i Rom. Kapitel 9-11 i dette brev er den mest omfattende og vigtigste tekst i Det Nye Testamente om Israel. Vil vi forstå Det Nye Testamentes forhold til Israel, er der ingen vej uden om Rom 9-11.

Paulus giver os i disse kapitler et indblik i hans stærke smerte og sorg over hans landsmænds afvisning af evangeliet. Og samtidig skriver han grundigt om de to vigtigste spørgsmål, som situationen i Israels folk rejste efter Jesu komme:
1. Hvad er nu Israels forhold til frelsen?
2. Hvad er nu Israels forhold til udvælgelsen til at være Guds folk?
Det første spørgsmål behandler han i kapitel 9-10, det andet i kapitel 11. I denne artikel skal vi koncentrere os om det første spørgsmål.

 

Romerbrevet 9

I de første otte kapitler af Romerbrevet gør Paulus grundigt rede for de grundlæggende principper i det kristne evangelium. Både jøder og hedninger er syndere. Det betyder, at intet menneske har mulighed for at frelse sig selv ved anstrengelser eller gode gerninger. Frelsen er Guds værk. Kun ved at tro på Jesus får et menneske del i frelsen.
Efter gennemgangen af disse kristne grundsandheder fortsætter Paulus i kapitel 9-10 med at se på, hvilke følger dette får for Israels folk. Hvad er Israels forhold til frelsen, efter at flertallet i Israel har afvist evangeliet om Jesus? Det er spørgsmålet. For at belyse dette spørgsmål inddrager Paulus en række begivenheder fra Israels historie i Det Gamle Testamente. Paulus indleder kapitlet med at fremhæve to forhold (Rom 9,1-5). For det første nævner han sin egen enorme sorg over, at en stor del af Israels folk ikke har modtaget evangeliet om Jesus som Messias. For det andet konstaterer han, at Israels folk som følge af, at de er Guds udvalgte folk, har fået en række fortrin - nemlig først og fremmest, at de har modtaget Guds åbenbaring (jf. Rom 3,1-2).
At Israel er Guds udvalgte folk, betyder dog ikke, at alle israelitter er Guds børn. Det er hovedbudskabet i det næste afsnit (Rom 9,6-13). For at gøre meningen klar, henviser Paulus til to episoder i Det Gamle Testamente. Da Abraham og Sara fik sønnen Isak, havde Abraham allerede på et tidligere tidspunkt fået sønnen Ismael med en slavinde. Abraham havde altså på dette tidspunkt to sønner. Alligevel siger Gud, at kun Isak og hans børn skal regnes for efterkommere af Abraham (1 Mos 21,12). Noget lignende skete senere for Isak og Rebekka. De fik tvillingerne Jakob og Esau, men allerede inden deres fødsel sagde Gud, at hans frelseshistoriske planer alene var knyttet til den yngste af de to, nemlig Jakob (1 Mos 25,23 jf. Mal 1,2-3). Disse to episoder illustrerer, at man godt fysisk kan nedstamme fra en mand, uden at Bibelen af den grund regner en for at være hans "barn" i fuld forstand. Netop sådan er det i forholdet mellem Israel og Gud. Alle israelitter er efterkommere af Abraham, men kun de israelitter, der tror på evangeliet, er i åndelig forstand børn af Abraham og bliver frelst. Eller sagt med andre ord: At et menneske på grund af sin afstamning tilhører Israels folk, er ingen garanti for, at han er Guds barn og har del i frelsen.
Paulus fortsætter med to vanskelige afsnit. Flere ting i det, Paulus her siger, har op gennem kirkens historie været omstridt og årsag til store diskussioner. Hovedlinierne i afsnittene er dog rimeligt klare. I det første afsnit understreger Paulus, at frelsen alene skyldes Guds barmhjertighed og ikke menneskets egen anstrengelse (Rom 9,14-18). I det næste understreger han Guds suveræne handlen i frelsen (Rom 9,19-23).

Nu har Paulus både slået fast, at ingen bliver frelst på grund af afstamning, og at frelsen alene er Guds værk. På den baggrund drager han en foreløbig konklusion i det næste afsnit (Rom 9,24-29). At frelsen alene skyldes Gud, betyder, at den også er åben for hedninger. Og at en bestemt afstamning ikke giver automatisk frelse, betyder, at kun en del af Israels folk bliver frelst. Denne afgørende sandhed understreger Paulus ved at citere profeten Esajas: "Selv om Israels børn er talrige som havets sand, skal kun en rest frelses" (v.27 jf. Es 10,22).
Paulus' konklusion i v.24-29 må have virket overraskende på en del af hans landsmænd. Blandt datidens jøder var der nemlig nogle, der mente, at hedningerne stod uden for frelsen, mens alle israelitter havde del i den. Men den tankegang afviser Paulus udtrykkeligt i det næste afsnit (Rom 9,30-33). Hedninger, der tror på Jesus bliver frelst. Jøder, der ikke tror på Jesus, bliver ikke frelst. Frelsen er nemlig ene og alene et spørgsmål om tro. Og det gælder både jøder og hedninger.

 

Romerbrevet 10

Efter den kraftige understregning i kapitel 9 af, at kun mennesker, der tror på Jesus, bliver frelst, gentager Paulus sit stærke ønske om, at hans landsmænd må blive frelst (Rom 10,1-3 jf. 9,1-5). Jøderne tilhører ikke blot Guds udvalgte folk, men mange af dem er nidkære for Gud. De har bare ikke forstået, at frelsen fås ved tro og ikke ved fortjeneste.
Denne konstatering får endnu engang Paulus til at begrunde sammenhængen mellem frelse og tro (Rom 10,4-13). Med en række henvisninger til Det Gamle Testamente viser han, at budskabet om frelse ved tro er i fuld overensstemmelse med Israels Bibel. Konklusionen er den samme som i de foregående afsnit: Når det gælder frelse, er der ingen forskel på jøder og grækere!
Denne konklusion fører over i et nyt, kort afsnit (Rom 10,14-17), hvor Paulus gennemgår, hvordan et menneske kommer til tro. Paulus opstiller en kæde af begivenheder, der resulterer i, at et menneske bliver frelst:


Gud/den kristne menighed udsender forkyndere

forkynderne prædiker evangeliet

MENNESKER HØRER EVANGELIET

MENNESKER KOMMER TIL TRO PÅ JESUS

de troende påkalder Guds navn

enhver, som påkalder Guds navn, bliver frelst

For det enkelte menneske er det afgørende led i denne kæde forbindelsen mellem at høre og at tro. Troen kommer nemlig af, at et menneske hører evangeliet. Men det sker ikke automatisk! Allerede profeten Esajas havde mere end 700 år før Paulus gjort opmærksom på, at mennesker godt kan høre uden at komme til tro.
På den baggrund vender Paulus i det sidste afsnit tilbage til Israel (Rom 10,18-21).
Flertallet af Israels folk på Paulus' tid er netop et eksempel på, at mennesker kan høre uden at komme til tro. Både i Jerusalem og rundt om i Romerriget havde mange jøder hørt evangeliet uden at tage imod det og komme til tro på Jesus. Med endnu et citat fra Esajas sammenfatter Paulus Israels situation på dette tidspunkt kort efter Jesu komme: Dagen lang rakte Gud hænderne ud imod et ulydigt og genstridigt folk.

 

Frelsen er ved tro

Hovedlinien i Rom 9-10 er altså tindrende klar. De grundsandheder i det kristne evangelium, som Paulus har fremlagt i Rom 1-8, har en klar konsekvens for Israels folk. Evangeliet siger, at et menneske bliver frelst ved tro. Intet menneske, heller ikke et medlem af Israels folk, kan blive frelst på anden måde end ved i tro at modtage evangeliet om Guds frelse af ufortjent nåde.
For alle ikke-jødiske folkeslag betyder det, at kun det menneske, som modtager evangeliet om Jesus i tro, bliver frelst. Og for Israels folk betyder det, at kun de jøder, der tror på Jesus, bliver frelst. Når det gælder frelsen, er der virkelig ingen forskel på jøder og ikke-jøder. Alle har syndet. Og alle har kun mulighed for at blive frelst ved tro på Jesus.
I denne henseende er Det Nye Testamente intolerant. Det kristne evangelium siger, at "der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved" (ApG 4,12). Men intolerancen er forbundet med en dyb kærlighed til mennesker. Jesus elsker hvert enkelt menneske så højt, at han ofrede sit eget liv for at muliggøre frelsen for ethvert menneske - for jøderne først og dernæst også for alle ikke-jøder.
Jesus er Messias. Derfor betyder hans komme for Israels folk, at der ikke er nogen frelse uden om ham. Det er den første sandhed, Paulus slår fast, når han i Romerbrevet skriver om Israels forhold til Gud efter Jesu komme. Men dermed er alt ikke sagt. Denne sandhed betyder nemlig ikke, at Gud har forkastet Israel som sit folk. Det understreger Paulus i det følgende kapitel (Rom 11). Men det er en anden historie.