Forventningen om en ny krop på en ny jord

De første kristne fejrede advent året rundt! For de levede med en levende forventning om Herrens andet komme. Det ser vi blandt andet i det aramæiske ord, Paulus nævner i 1 Kor 16,22: »Marana ta.« Det betyder »Herren kommer« og kan også forstås som en bøn: »Kom, Herre!«

Jeg har læst, at de første kristne skiftede den jødiske hilsen »shalom« ud med »Marana ta«. Jeg tvivler på, at det er sandt, for jeg kan læse, at Paulus ofte hilser menighederne med et shalom; »fred fra Gud«. Og da Jesus sendte sine disciple ud, gjorde han det med disse ord: »Når I kommer ind i et hus, så ønsk fred over det.« (Matt 10,12). Så mon ikke de første kristne ønskede hinanden shalom?

I virkeligheden er der nu ingen modsætning mellem shalom og Marana ta. For at sige det med adventssprog: Forudsætningen for en glad forventning til Jesu komme i herlighed er alt det, Jesus gjorde for os, da han første gang kom til jorden, levede vort liv, døde for vor skyld og blev oprejst til vor retfærdighed.

Nåden som fundament for fred

Paulus blev aldrig færdig med at fryde sig over Guds ufortjente nåde for Jesu Kristi skyld. Bemærk rækkefølgen i den hilsen, Paulus bruger i sine breve. »Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!« (Fil 1,2).

Nogle gange er faktorernes orden ligegyldig. 2 + 5 = 7 og 5 + 2 er også 7. Andre gange er faktorernes orden bestemt ikke ligegyldig. For eksempel når vi samler skabe fra Ikea.

Hvad kommer først i den åndelige verden? Nåden eller freden fra Gud? Nåden eller bønnen om, at Herren snart må komme? Er faktorernes orden ligegyldig? Nej, nåden kommer før freden! Tilliden til, at vi har fred med Gud, hviler på det faktum, at Gud elsker os så højt, at han ofrede sin egen søn for at møde os med nåde.

Freden som fundament for forventning

Den fred, Jesus har skænket os, er fundamentet for en glad og tryg forventning om hans komme i herlighed.

Måske er denne opdragelsesmetode forældet? Men engang kunne en presset mor finde på at sige: »Du kan bare vente, til far kommer hjem! Så fortæller jeg ham, hvad du har gjort. Så ved du, hvad der sker!« Var jeg i barnets sko, ville jeg ville håbe på, at far arbejdede over. Jeg ville i hvert fald ikke glæde mig til hans komme!

Da jeg arbejdede for Kristeligt Forbund for Studerende, var jeg nogle gange væk fra hjemmet i flere dage. Jeg tog ofte lidt slik med hjem til vore børn. Jeg tænkte: »Så vil de måske glæde sig til, at jeg kommer hjem?«

Deres forventning til min hjemkomst voksede da også med alderen. For de havde erfaret, at jeg kom med noget godt. Derfor så de frem til min hjemkomst med fred i sindet og forventning i hjertet.

Sammenligningen er for svag. For Jesus kommer ikke bare for at forsøde livet. Når han kommer i herlighed, forærer han os en ny krop, en ny by og en ny jord. Adgangen til disse herligheder? Jesus har vasket os rene i sit blod. »Salige er de, som har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind til byen« (Åb 22,14).

En ny krop

Paulus siger, at »nogen vil spørge«: »Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de?« (1 Kor 15,35).  På Paulus’ tid var det slet ikke alle, der var med på en legemlig opstandelse. Paulus gik engang rundt i Athen, datidens filosofiske hovedstad. De lærde athenere havde ikke særlig stor respekt for Paulus. Nogle ham for eksempel »et sludrehoved«. Og andre sagde, at »han ser ud til at være en forkynder af fremmede guddomme«, fordi han »forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen« (ApG 17,18). Tanken om en legemlig opstandelse var ny og fremmed for de græske filosoffer.

Derfor står Paulus frem på Areopagos og taler. Talens kulmination er opstandelsen: »Gud har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde« (ApG 17,31).

Læg mærke til, hvordan disse filosofiske tilhørere reagerer på Paulus’ tale om Jesu opstandelse: »Da de hørte om dødes opstandelse, spottede nogle, men andre sagde: ”Det vil vi høre dig tale om en anden gang”« (ApG 17,32).

I den græske kultur gav det ingen mening af tale om legemets opstandelse. De betragtede nærmest kroppen som et fængsel! Frelse for dem var derfor lig med at slippe af med sit legeme.

Den tanke kan vi vel også få? Især når vi tænker på nogle, der lever med konstante smerter! Eller også kan kroppen ikke længere følge med til det, jeg gerne vil. Det er for eksempel tilfældet med min kære svigermor på 99. Hun går glip af meget, fordi kroppen siger fra.

For min svigermor og andre Jesus-troende er håbet dog ikke at slippe af med kroppen. For så er vi ikke mere. Håbet er, at vi får en ny krop, som passer til livet på den nye jord.

Jesu fysiske opstandelse er nøglen til at forstå, hvad håbet om Jesu genkomst også rummer. Jesus stod op med hud og hår. Han spiste for eksempel efter sin opstandelse: Jesus spørger sine disciple, om de havde noget at spise. »De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det« (Luk 24,42-43).

Paulus skriver: »Kristus er opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen.« Jesus opstod med knogler! Det betyder, at vi også skal opstå med knogler! Jesus spiste! Det betyder, at vi også skal spise og drikke på den nye jord.

Version 2.0 af kroppen og jorden

Der er forskel på Jesu legeme før og efter opstandelsen. For eksempel kunne de efter opstandelsen både kende Jesus og ikke kende Jesus! Han var den samme. Og alligevel ikke den samme.

Netop dette paradoks udfolder Paulus som svar på spørgsmålet om, hvordan de døde opstår, og hvad slags legeme de får. Husker I, hvordan Paulus indleder sit svar? Med at kalde den, der spørger, en tåbe! Dét virker ufølsomt. Er vi tåber, når vi spørger, hvilket håb vi har for vores krop? (1 Kor 15,35).

Paulus mener næppe, vi er tåber, hvis vi tænker over, hvordan vores krop skal være på den nye jord. For Paulus svarer rent faktisk på spørgsmålet. Svaret finder vi ved at se på forholdet mellem et løg og en plante. Det er det ubeskedne løg, der bliver til en smuk plante. Måske en smuk tulipan?

Min krop er som et løg, der dør og lægges i jorden. Der er sammenhæng mellem løget og blomsten. Således er det min krop, der står op som helt ny! Al den herlighed der ligger i at være skabt i Guds billede og frelst af Jesus, bliver udfoldet, når jeg står op med et helt nyt legeme til et liv på en helt ny jord.

Vores gamle, svage og forgængelige krop skal dø. Men den skal opstå i uforgængelighed, herlighed og kraft. Ligesom blomsten er smukkere end blomsterløget, vil vores opstandelseslegeme være langt herligere end det legeme, vi har nu! Så gør det ikke så meget, at vi med alderen får flere rynker!

Det, der siges om legemet, kan siges om hele den fysiske verden, Gud har skabt. Vi skal ikke sidde på en sky og spille på harpe i al evighed. Et sådant syn på evigheden skaber næppe længsel efter Jesu komme i herlighed og livet på en ny jord.

Med hvad med en bryllupsfest, hvor menigheden står brud? Hvad med en vandretur med Herren? Hvad med en verden uden krig, demens, skilsmisser, død, naturkatastrofer og begravelser? Hvad med en bolig i det ny Jerusalem, som lyses op af Herrens herlighed?

Et håb til trøst

Den 74-årige amerikaner Joni Eareckson Tada blev udsat for en badeulykke som 17-årig og har siden har været lam fra halsen og ned. Da hun kæmpede for at komme igennem det, der var sket, tog hun til gudstjeneste i sin kørestol.

Problemet med at sidde i kørestol opstod blandt andet, når præsten sagde, at nu skulle alle knæle. For det kunne Joni ikke! Når de andre knælede, blev hun mindet om, at hun var lam og sad i en kørestol.

Engang deltog Joni i en konference, hvor taleren også opfordrede alle til at knæle. Det gjorde alle – undtaget Joni. Hun har sagt, at »da alle knælede, følte jeg mig anderledes og kunne ikke holde tårerne tilbage.«

Hun græd dog ikke blot af selvmedlidenhed, men også fordi det var så smukt og stærkt at se hundredvis af mennesker på knæ for Gud. Det var et billede på den nye jord.

Joni har sagt: »Mens jeg sad der, blev jeg mindet om himlen. Her kan jeg springe, danse, sparke og dyrke aerobics. Og det første, jeg vil gøre, inden de andre gæster ankommer til Lammets fest – det første, jeg vil gøre, med mine nye opstandelsesknæ – er at falde på knæ på mine taknemmelige og herliggjorte knæ. Jeg vil stille knæle ved Jesu fødder.«

Jesus siger: »Ja, jeg kommer snart.« Og Guds folk svarer: »Amen, kom, Herre Jesus!« Marana ta!