»Apartheid«: Et verbalt våben med sigtekornet rettet mod Israel

Den daværende premierminister i Israel, Yair Lapid, sagde i begyndelsen af 2022: »Vi forventer, at der i de kommende år vil være en debat af et omfang, som vi ikke har oplevet før, når det gælder anklagen om Israel som apartheidstat. I 2022 vil det blive en markant trussel.«

Lapid fik ret. 2022 var et år, hvor apartheidpåstanden for alvor fik luft under vingerne.

Selvom de fleste forbinder ordet »apartheid« med Sydafrika og det styre, der var i landet i 1950-1993, hører man flere og flere kalde Israel »et apartheidstyre«. Anklagerne siger, at Israel udøver apartheid mod især palæstinenserne på Vestbredden, men også mod palæstinenserne i Gaza, som Israel i 2005 trak sig helt ud af. Nogle mener endda, at der også begås apartheid mod de arabere, som er israelske statsborgere.

I Israel afviser man anklagen. Regeringen opfatter den som israelfjendske personer og organisationers beskidte våben i deres kamp for at delegitimere staten. Et våben, israelerne ikke desto mindre betragter som en alvorlig trussel.

Hvad er apartheid?

Ordet stammer fra sproget afrikaan og betyder »adskillelse«. Ifølge Den Store Danske er apartheid navnet på den raceadskillelse, der blev praktiseret ved lov i Sydafrika i perioden 1950-1993. Nogenlunde samme definition findes i det bredt anerkendte online opslagsværk Merriam-Webster, hvor apartheid defineres som »en tidligere adskillelsespolitik og politisk, social og økonomisk diskrimination mod det ikke-hvide flertal i Sydafrika«.

Apartheid er med andre ord en betegnelse for noget, der skete i Sydafrika i sidste halvdel af 1900-tallet.

Der er dog et men. For i 2002 vedtog ICC (Den Internationale Straffedomstol) den såkaldte Rom-statut. Heri defineres apartheid som »umenneskelige handlinger (…) begået i en kontekst af et institutionaliseret regime med systematisk undertrykkelse og dominans begået af en racemæssig gruppe mod en anden racemæssig gruppe med det formål at bevare regimet«.

Hvis man skal formulere det på nogenlunde mundret dansk: Ifølge ICC er der tale om apartheid, når et lands styre systematisk undertrykker folk tilhørende en bestemt race i det pågældende land. Det vil sige noget, der minder om styret i Sydafrika. Men som ikke nødvendigvis er lige så omfattende eller i lige så høj grad manifesteret i landets love.

For ICC og andre israelkritikere er det en belejlig definition, for den baner vej for, at ordet kan bruges ikke kun om Sydafrika, men også om Israel. Det skal understreges, at denne definition ikke er bredt anerkendt. For eksempel har hverken USA eller Israel skrevet under på Rom-statutten. De anerkender derfor hverken definitionen eller ICC’s ret til at dømme.

Hvem kommer med anklagen?

Blandt de mange kendte organisationer og partier, der har anklaget Israel for at være en apartheidstat, kan nævnes:

• Amnesty International (i en rapport fra februar 2022)
• Det Palæstinensiske Selvstyre
• Venstreorienterede israelske menneskerettighedsgrupper såsom B’Tselem og Yesh Din
• Det danske parti Enhedslisten
• NGO’en Humans Rights Watch (i en rapport fra april 2021)
• FN’s såkaldte »særlige rapportør for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske territorier« (i både marts og oktober 2022).
• Det forventes, at den Undersøgelseskommission, som blev nedsat af FN’s Menneskerettighedsråd i 2021, vil komme med anklagen i 2023. I kommissionens seneste rapport fra 2022 fremgår det, at de vil undersøge spørgsmålet om apartheid.
• Der er en vis sandsynlighed for, at ICC i nær fremtid vil anklage Israel for apartheid. Det er de blevet opfordret til af Amnesty i den nævnte rapport fra 2022.

Hvorfor mener de, at Israel udøver apartheid?

Hvilke begrundelser bruger dem, der anklager Israel for apartheid? Jeg vil her fremhæve to anklagere, som særligt har markeret sig i 2022

Amnesty International

NGO’en Amnesty International udgav i februar en rapport med titlen »Israel’s apartheid against palestinians«. Her beskrives Israel blandt andet som »et system af undertrykkelse og dominans [over palæstinenserne]«, og det er ifølge Amnesty en bevidst strategi for at »bevare det jødiske overherredømme«.

Grundlæggende mener Amnesty altså, at Israel bevidst undertrykker »palæstinenserne i Israel og de besatte områder«. Det vil sige alle de tre grupper, der er nævnt i boksen på side xx. Det skal dog siges, at den israelske afdeling af Amnesty tog afstand fra beskyldningen.

Her er tre af de konkrete eksempler, der nævnes i rapporten:

• Israels checkpoints på Vestbredden og på grænsen mellem Israel og Vestbredden, som hæmmer palæstinensernes frie bevægelighed. Amnesty mener, det er diskriminerende, blandt andet fordi de israelske bosættere på Vestbredden ikke skal igennem de samme checkpoints og have de samme tilladelser som palæstinensere.
• Nationalstatsloven fra 2018. Loven er primært symbolsk og siger, at Israel »er nationalstat for det jødiske folk«. Den var og er omdiskuteret, da nogle – også nogle jøder – mener, at den gør arabere og drusere til andenrangsborgere i landet.
• En israelsk lov, der siger, at man som ægtefælle til en israelsk statsborger ikke automatisk får statsborgerskab og opholdstilladelse, hvis man kommer fra Iran, Afghanistan, Libanon, Libyen, Sudan, Syrien, Irak, Pakistan, Yemen – eller de palæstinensiske områder (Gaza og Vestbredden). I praksis rammer loven stort set kun arabere i Israel, der bliver gift med en palæstinenser fra Vestbredden eller Gaza. Loven blev vedtaget under Den Anden Intifada, hvor der blev begået flere terrorangreb af palæstinensere, som havde fået adgang til Israel netop gennem ægteskab med en israelsk statsborger.

FN’s Undersøgelseskommission

Efter Israels krig med Hamas i maj 2021 nedsatte FN’s Menneskerettighedsråd en undersøgelseskommission, som skal undersøge ikke bare Israels krigsførelse i de ti dage, men også »de grundlæggende årsager« samt Israels »mulige systematiske diskrimination ud fra race og etnicitet«. Ordene er som taget ud af ICC’s definition på apartheid.

Kommissionen er særlig, fordi den ikke har en udløbsdato – i modsætning til stort set alle andre FN-kommissioner. I de to rapporter, som er kommet i løbet af 2022, er det tydeligt, at det udelukkende handler om at kritisere Israel. I den seneste fra oktober 2022 kom det også frem, at man i 2023 vil undersøge anklagen om apartheid.

Det kræver ikke stor fantasi at forestille sig konklusionen på de undersøgelser. Kommissionsformand Navi Pillay fra Sydafrika har nemlig ved tidligere lejligheder sagt, at hun mener, Israel er et apartheidstyre. I 2020 skrev hun under på en opfordring til at »sanktionere det israelske apartheidregime«. Anklagen henviste primært til Israels »planer om at annektere Vestbredden« i forbindelse med Donald Trumps forslag til en løsning på konflikten, hvor cirka en tredjedel af Vestbredden ville blive annekteret. En plan, der dog aldrig blev implementeret.

Mulig israelsk annektering er altså et argument, som bruges. Og i det hele taget er Israels kontrol på Vestbredden et hovedargument.

Arabisk minister afviser

Det er ikke overraskende organisationer, der i forvejen er meget israelkritiske, som fremfører apartheidbeskyldningen. Der er imidlertid også mange, som afviser den. Det gælder naturligvis den israelske regering og langt de fleste jødiske israelere. Da Amnesty kom med sin rapport, kaldte daværende premierminister Yair Lapid den for »en modbydelig løgn«.

Men også den daværende arabiske minister Issawi Frej afviste påstanden. Han tilhører altså selv den gruppe, som ifølge Amnesty er ofre for apartheid. Og han tilhører i øvrigt et parti, Meretz, som er meget kritisk over for Israels behandling af palæstinenserne – og ofte ligger på linje med Amnesty.

Frej reagerede på rapporten ved at sige, at »Israel har mange problemer, der skal løses både inden for den grønne linje og i de besatte områder – men Israel er ikke en apartheidstat. Under et apartheidstyre ville jeg ikke være minister.«

»Israel er ikke en apartheidstat«

Man kan selvfølgelig også finde israelere, der mener noget andet end Frej – også jødiske israelere. Men netop Frejs eksempel – at han ikke kunne være minister, hvis der var apartheid – er en god anledning til at se nærmere på argumenterne for, hvorfor Amnesty, Selvstyret, Human Rights Watch og de andre tager fejl, når de anklager Israel for apartheid.

Jeg vil her fremhæve to overordnede argumenter:

Argument 1: Israel kan ikke sammenlignes med Sydafrika

Der er helt grundlæggende så store forskelle på Israels styre og apartheidstyret i Sydafrika, at de ikke tåler nogen sammenligning.

En af de første apartheidlove i Sydafrika kaldes direkte oversat »Lov om Opdelte Faciliteter«. Den gjorde, at offentlige parker, bænke, busser, hospitaler, strande, skoler og meget andet blev opdelt, så noget var for hvide, og noget var for ikke-hvide. Faktisk var det kun offentlige veje, der ikke kunne opdeles ud fra race. De bedste faciliteter var selvfølgelig for de hvide.

Også når det gjaldt andre samfundsforhold, var der love, som forskelsbehandlede. For eksempel var det i størstedelen af apartheidtiden kun hvide, der havde stemmeret til parlamentet. Her var altså tale om statssanktioneret racisme mod en bestemt gruppe borgere.

Sådan er det ikke i Israel. Her er der arabiske partier i Knesset. Størstedelen af deres vælgerbase er de arabiske israelere, som udgør cirka 20 procent af den samlede befolkning. Man ser heller ikke nogen skilte, hvor der står »kun for jøder«.

En anden grundlæggende forskel er, at apartheid i Sydafrika handlede om forskellige etniske grupper, der alle var statsborgere i det samme land. Det er ikke tilfældet, når det gælder palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza. Det er selvindlysende, at de ikke har de samme rettigheder som israelske statsborgere. Derimod giver det god mening, at bosætterne på Vestbredden har andre vilkår end palæstinenserne – eftersom bosætterne jo er statsborgere i Israel, også selvom de ikke bor inden for landets grænser.

Derfor er det primært de arabiske israelere, som potentielt vil kunne blive udsat for noget, der minder om det i Sydafrika. Der er nemlig ingen tvivl om, at de bør have samme grundlæggende rettigheder som de jødiske borgere. Problemet for dem, der kalder Israel et apartheidstyre, er blot, at de har de samme rettigheder.

Argument 2: De konkrete eksempler på apartheid holder ikke

Jeg har nævnt nogle af de eksempler, som Amnesty giver på den påståede apartheid. Flere kunne være nævnt. Fælles for eksemplerne er, at de ikke gør Israel skyldige.

Lad os tage checkpointene på og langs Vestbredden. Besværliggør de palæstinensernes hverdag? Ja. Bliver palæstinenserne sommetider behandlet dårligt og uretfærdigt af israelske grænsebetjente? Det føler jeg mig overbevist om. Men er selve ordningen et udtryk for apartheid? Nej. Ordningen er et udtryk for, at Israel står over for en konstant terrortrussel fra især palæstinensere fra Vestbredden. Den trussel skal checkpointene minimere. Det samme skal den lov, der ikke giver palæstinensere automatisk ret til opholdstilladelse i Israel, hvis de er gift med en israeler. Jeg siger ikke, at loven nødvendigvis er retfærdig. Det kan sikkert diskuteres. Men den skyldes ikke et grundlæggende syn på palæstinensere som værende laverestående i forhold til jøder. Den skyldes den ekstraordinære sikkerhedstrussel, der konstant er mod Israel.

Amnesty beskylder eksempelvis også Israel for at udelukke arabiske israelere fra militærtjeneste. Og dermed går de glip af de økonomiske og uddannelsesmæssige fordele, der er ved at have været i hæren. I rapporten fra 2022 skriver de, at »det er utænkeligt for næsten enhver palæstinenser at tjene i en hær, der besætter palæstinensisk land«.

Amnesty opfatter det altså som en form for straf, at araberne – i modsætning til andre borgere – får valgfrihed, når det gælder værnepligten. I virkeligheden er det en hensynsfuld mulighed, sådan at dem, der på grund af konflikten ikke ønsker at være i hæren, kan slippe.

Men faktisk er der flere og flere unge arabere, der gerne vil aftjene værnepligt. I 2020 valgte mere end 600 arabere at melde sig til hæren. Det var en stigning i forhold til årene før. I 2018 var tallet 436. Ville de gøre det, hvis de blev udsat for apartheid?

Hvilke konsekvenser har beskyldningen?

Som nævnt i indledningen tager Israel anklagen alvorligt. Ikke på den måde, at de tillægger den bare et gran af sandhed. Men på den måde, at de er bevidst om, at løgnen vil præge manges syn på Israel.

I FN kan apartheidbeskyldningen meget vel blive det primære våben, som de mange israelfjendske lande vil bruge i deres kamp for at delegitimere Israel. Jo oftere ordet bruges om Israel, i jo højere grad vil folk tro på beskyldningen. Frygten er, at den vil gå fra at være kontroversiel til at være almindelig og bredt anerkendt.

Hvis kampen om ordet apartheid tabes, kan det betyde, at jøder rundtom i verden i endnu højere grad bliver udsat for chikane og antisemitisme. Det kan også betyde, at flere lande vil boykotte israelske varer.

Kampen om ordet er altså ikke kun symbolsk. Og derfor gør Israel alt, hvad de kan for at modsige dem, der kommer med beskyldningen.