Ayatollahens kamp

Det iranske præstestyre har i årtier forsøgt at bekæmpe Israel, særligt gennem støtte til grupper som Hamas, Hizbollah og houthierne i Yemen, og lejlighedsvis også ved direkte angreb mod israelsk territorium.

Men hvem står egentlig bag det iranske præstestyre, og hvorfor dyrker de dette indædte fjendskab mod Israel? I denne artikel vil jeg kaste lidt historisk lys over konflikten.

Hvordan blev Iran til en islamisk republik?

Ulig mange af de andre mellemøstlige stater, der blev oprettet i kølvandet på Osmannerrigets sammenbrud i begyndelsen af 1900-tallet, har Iran en lang historie som selvstændig nation, der i den iranske selvforståelse strækker sig helt tilbage til kong Kyros i 500-tallet f.Kr.

Islam kom til landet omkring år 640 og har siden været den herskende, men langtfra eneste religion i Iran. Stadig i dag findes små grupper af jøder, kristne, baha’ier og andre religiøse mindretal rundtomkring i landet.  

En moderne statsdannelse begyndte at tage form i 1800-tallet, da idéerne fra den europæiske oplysningstid også nåede til Iran. Men inden Iran selv nåede at gennemføre de nødvendige reformer og en moderne forfatning, bragte fund af store oliefelter dem ind i den britiske interessesfære. Det blev således under britisk indflydelse og støtte, at officeren Reza Khan i 1925 grundlagde Pahlavi-dynastiet og kronede sig selv til monark (shah).

I de følgende årtier gennemgik Iran en hastig og topstyret sekularisering, der indebar talrige reformer af retsområdet, som tidligere i vid udstrækning havde været forvaltet af religiøse domstole, samt af uddannelsesområdet, kvinders rettigheder m.m.

Også landbruget, industrien og infrastrukturen gennemgik omfattende modernisering, hvilket som i mange andre lande ledte til en stigende urbanisering og dermed grundlæggende ændring af mange iraneres levevilkår. Et tidligt eksempel er, da staten i 1920’erne indførte bopælspligt – det vil sige krav om en permanent adresse – på et tidspunkt, hvor mange tusinder iranere stadig levede som nomader.

Pahlavi-styret udviklede sig i tiden efter Anden Verdenskrig til et regulært diktatur med omfattende overvågning af befolkningen og undertrykkelse af opposition. Samtidig voksede Irans økonomi hastigt, befolkningens sundhed og uddannelsesniveau blev betragteligt forbedret, og kvinder fik flere rettigheder og bedre adgang til uddannelse og arbejde.

I denne periode var USA stærkt involveret i Irans udvikling, blandt andet som en del af den kolde krigs kapløb med Sovjet om at opnå indflydelse i Mellemøsten. Gennem økonomisk støtte og rådgivning var USA med til at gøre den iranske hær til regionens på det tidspunkt stærkeste og bedst udrustede.

Kulturelt fyldte USA også meget i disse år, i både moden, filmindustrien og drømmen om det middelklasseliv, som en større og større del af iranerne fik adgang til. Der var dog også kulturelle modstrømninger både i form af venstreorienterede intellektuelle, der kunne spænde fra marxister til socialdemokrater, og i form af de shiamuslimske gejstlige, der var stærkt imod sekulariseringen og vestliggørelsen af samfundet.

Det var inden for denne sidste gruppe, at en mand trådte frem, som skulle få afgørende indflydelse på Irans fremtid. Ruhollah Khomeini var islamisk retslærd af højeste rang og arbejdede som professor ved et teologisk universitet i byen Qom. I sine meget populære forelæsninger var han stærkt kritisk over for shahens styre, og i 1964 blev han så åbenmundet i sin kritik, at shahen fik ham arresteret og sendt ud af landet. Fra sit eksil i Irak lykkedes det Khomeini at opbygge en religiøs opposition til Pahlavi-styret, blandt andet ved at optage sine prædikener og taler på kassettebånd og smugle dem ind i Iran, hvor hans tanker vandt større og større genklang i befolkningen. 

Denne popularitet gik ikke ubemærket hen blandt den venstreorienterede opposition, der i slutningen af 1970’erne traf det skæbnesvangre valg at slå kræfterne sammen med de gejstlige i et forsøg på at vælte shahen.

Det lykkedes i januar 1979, da shahen under voldsomme uroligheder flygtede ud af landet og gav plads til Khomeinis tilbagevenden fra eksil. Jublende folkemængder modtog ham og hyldede hans vision om en islamisk revolution, også selvom det på dette tidspunkt var uklart for de fleste, hvad en sådan revolution ville indebære.

Venstrefløjen måtte hurtigt sande, at blot fordi de havde hjulpet Khomeini til magten, var der ingen garanti for indflydelse på, hvordan den nye stat skulle forme sig.

Hvad er en islamisk republik?

Det politiske system, som blev indført i Iran efter den islamiske revolution, er et særsyn både i historisk og regional sammenhæng.

Det bygger på en blanding af islam som politisk ideologi, altså en særlig form for shiitisk islamisme, og traditionelle republikanske institutioner som en præsident og et parlament. Heraf navnet »den islamiske republik Iran«, som antyder, at det fra starten har været tanken, at styret både skal have guddommelig og folkelig legitimitet. De to spor, det teokratiske og det demokratiske, er begge vigtige for styrets opretholdelse, om end systemet er skruet sådan sammen, at det teokratiske spor altid vil have forrang.

At bruge islam som grundlaget for en politisk ideologi er en moderne idé, som så dagens lys med stiftelsen af Det Muslimske Broderskab i Egypten i 1920’erne. Khomeini implementerede det i en shiitisk kontekst, hvor han introducerede et helt nyt koncept om velayet-e faqih, det vil sige den retslærdes værgemål.

Et af de punkter, der adskiller shia- fra sunni-islam, er forventningen om genkomsten af den retmæssige leder af muslimerne, den tolvte imam. Khomeinis nye idé gik ud på, at mens shiitterne venter på imamen, kan de oprette et islamisk styre under ledelse af en værge – og den bedste værge må være den, som har de højeste kvalifikationer inden for islamisk ret, altså den højeste retslærde. Dét er det rets-teologiske argument, som gjorde det muligt for Khomeini at køre sig selv i stilling som den øverste åndelige leder af den nye republik og i den stilling påtage sig tæt på uindskrænket magt.

Konceptet om velayet-e faqih er over en bred kam blevet afvist som uislamisk af Irans sunni-muslimske naboer i regionen, herunder deres rival Saudi Arabien.

Khomeini var ikke kun nytænkende i sin teoretiske argumentation, men også på det organisatoriske plan stod han bag flere nyskabelser, heriblandt Vogternes Råd, som er en afgørende institution i fastholdelsen af det teokratiske spors magt over det demokratiske. Rådet består af seks islamiske jurister og seks verdslige jurister, der enten direkte eller indirekte er valgt af den åndelige leder. De 12 »vogtere« skal godkende alle kandidater til præsidentvalg og parlamentsvalg – hvilket i praksis betyder, at flere hundreder og for parlamentets vedkommende tusindvis af kandidater bliver afvist ved hvert valg. Derudover skal alle lovforslag, som parlamentet vedtager, godkendes i Vogternes Råd, inden de kan gennemføres. De to kontrolfunktioner giver en meget effektiv regulering af alle forsøg på reformering af systemet.

Kan den islamiske republik bestå?

Præsidenten og parlamentet kan i en vis forstand betragtes som en sikkerhedsventil for folkelig utilfredshed, idet de jævnlige valg giver den iranske befolkning indtryk af medbestemmelse og politisk indflydelse. Dermed ikke sagt, at præsidenten og parlamentet blot er staffage; de spiller en reel politisk rolle, og meget tyder på, at styret er bevidst om at bevare balancen mellem kontrol og politisk spillerum. Et styre, som kom til magten ved en revolution, må også altid frygte at ende sine dage ved en.

Derfor er folkelig opbakning stadig afgørende for det iranske præstestyre, og i det lys kan en ydre fjende være enormt belejlig. I de første otte år efter den islamiske revolution udgjorde Irak en sådan fjende, mens de to lande lå i krig med hinanden, men også USA og Israel er fra starten af revolutionen blevet portrætteret som fjender af Iran.

På grund af USA’s tætte bånd til det diktatoriske shah-styre og på grund af CIA’s rolle i afsættelsen af den meget populære premierminister Mohammed Mosaddegh i 1953 var der en dyb folkelig mistillid og utilfredshed med USA, som Khomeini kunne kultivere og udnytte i sin kulturkamp mod vestlig indflydelse.

Israel blev og bliver set som USA’s forlængede arm i Mellemøsten og det kombineret med fortællingen om fordrivelsen af det muslimske broderfolk palæstinenserne giver et meget stærkt grundlag for Irans anti-israelske politik. En politik, der som så meget andet i Iran ofte bliver begrundet med religiøse argumenter og retorik. Her spiller Jerusalem en særlig rolle, da byen har en enorm symbolsk betydning som hjem for islams tredjehelligste sted, al-Aqsa moskéen, hvortil profeten Muhammed foretog sin natterejse (isra’) og himmelfart (mi’raj). På arabisk kaldes Jerusalem al-Quds, den hellige, og Khomeini var dygtig til at integrere Jerusalems betydning i sit politiske projekt. Blandt andet indførte han en årlig Quds-dag på den sidste fredag i ramadanen, den muslimske fastemåned, en dag, som nu også markeres internationalt i flere byer med demonstrationer imod Israel. Et andet eksempel er hans oprettelse af Quds-styrken, en eliteenhed i revolutionsgarden, der primært står for udenrigsoperationer og var involveret i oprettelsen af Hizbollah i 1982. Ønsket om at udrydde Israel har været en fast del af Khomeinis ideologi fra starten af revolutionen, og som det kan ses i tekstboksen, lever ideen stadig i bedste velgående blandt iranske ledere. At ønsket ikke bare er tom retorik, blev vist med al tydelighed gennem Hamas’ iransk-støttede angreb den 7. okt. ’23 og i den efterfølgende krig med Hizbollah. Det er altså ikke uden grund, at Israel bruger betydelige ressourcer på at overvåge og sabotere Irans nukleare faciliteter for at forhindre, at landet udvikler atomvåben.

Men selvom et stærkt fjendebillede er velegnet til at mobilisere masserne, er det ikke altid nok for den iranske befolkning. Med få års mellemrum bobler den folkelige utilfredshed med styret over og udløser omfattende demonstrationer – senest i 2022, da den unge kvinde Jina Mahsa Amini døde af sine kvæstelser efter at være blevet tilbageholdt af moralpolitiet for usømmelig påklædning.

Samtidig er valgdeltagelsen faldet støt i de senere år, hvilket også kan ende med at blive et problem for styret, hvis det bliver åbenlyst, at deres demokratiske slør ikke længere dækker.

Med en tydeligt svækket magtposition i regionen efter Israels nedkæmpelse af Hamas og Hizbollah og Assads fald i Syrien må tiden vise, om præstestyret kan holde sig ved magten, når den nu 86-årige ayatollah Khamenei tager sin naturlige afsked, eller om Israel med den nye Trump-administration i ryggen kunne finde på at sætte skub i begivenhederne med et angreb på iransk territorium inden ayatollahens død.