BDS’ kamp for at udslette Israel skader også palæstinenserne

Det er kun et spørgsmål om tid, før endnu et universitet, endnu en kristen kirkeretning, endnu en kendt personlighed og endnu en politisk ekspert vælger at støtte BDS (Boycott, Divestment and Sanctions), som arbejder for boykot af Israel.

Ifølge BDS’ hjemmeside, er der nemlig »adskillige lokale institutioner i Irland, Norge, Sverige, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Italien, Belgien og Australien, der har vedtaget resolutioner, som støtter BDS, eller som forpligter dem til ikke at handle med firmaer, som BDS er imod«.

Et nyligt eksempel er fra september 2020, hvor det prestigefulde amerikanske universitet Colombia University, hvor der går cirka 11.000 udenlandske elever, med et stort flertal vedtog en ikke-bindende erklæring. I erklæringen krævede eleverne, at universitetet stopper med at investere i »firmaer, fonde og ressourcer, som profiterer af eller engagerer sig i staten Israels handlinger imod palæstinenserne«.

BDS siger selv, at de er »en palæstinensisk ledet bevægelse for frihed, retfærdighed og lighed« for palæstinenserne.

Men er det i virkeligheden det, det handler om?

Hvad er BDS?

BDS blev uofficielt stiftet under den anden intifada i forbindelse med Verdenskonference Imod Racisme i Durban i Sydafrika i 2001. Her valgte repræsentanter fra ikke færre end 1.500 ngo’er – under indflydelse af palæstinensiske aktivister – at komme med en erklæring, som kaldte Israel for »en racistisk apartheidstat«, som var skyldig i »etnisk udrensning«.

Den konklusion, som erklæringen syntes at medføre, var, at enhver, som støtter zionismen (det jødiske folks ret til selvstændighed i deres forfædres hjemland – eller kort sagt staten Israels ret til at eksistere), støtter »den systematiske undertrykkelse af det palæstinensiske folk«.

Selvom mange af dem, der var til stede i Durban, tog afstand fra erklæringen, så fik beskyldningerne om apartheid medvind. Og netop denne beskyldning stod centralt, da BDS officielt blev stiftet i 2005.

Et krav, som vil fjerne den jødiske stat

Et af gruppens mest centrale krav er den omdiskuterede »ret til at vende hjem« (»right of return«). BDS kræver, at de mere end syv millioner palæstinensere, som FN-organet UNRWA kategoriserer som flygtninge, skal have lov til at blive borgere i staten Israel.

Dem, som kritiserer kravet om right of return, peger på, at hvis disse syv millioner flytter ind i Israel, så vil de sammen med de to millioner arabere, som lige nu bor i Israel, udgøre et stort flertal i landet, hvor der bor cirka seks millioner jøder. Og det vil i praksis medføre, at Israel ikke længere er en jødisk stat.

Jeg har produceret en dokumentarfilm (»Håb i det hellige land«) om den israelsk-palæstinensiske konflikt, som udkommer i foråret 2021. I filmen forklarer borgerrettighedsadvokat Calev Myers, hvad BDS har som mål:

»Det, de siger, er, at indtil Israel giver fuldt borgerskab til 7,25 millioner efterkommere af palæstinensiske flygtninge fra 1948 – hvilket vil betyde, at den jødiske stat ophører med at eksistere – ja, indtil da, så bør man boykotte israelske professorer, undlade at investere i israelske firmaer og sanktionere dem på enhver mulig måde og undgå enhver form for dialog.«

Omar Barghouti, som er medstifter af BDS, har i 2014 selv indrømmet, at deres ultimative mål er at udslette den jødiske stat: »Vi er helt sikkert imod en jødisk stat noget som helst sted i Palæstina. Ingen fornuftig palæstinenser, ikke engang en palæstinenser, som sælger ud [af palæstinensiske rettigheder], vil nogensinde acceptere en jødisk stat i Palæstina.«

Så når tilhængere af BDS hævder, at de blot kæmper for borgerrettigheder og for palæstinensernes ønske om en selvstændig stat, så er det i virkeligheden et nulsumsspil, hvor den eneste jødiske stat i hele verden bliver elimineret og erstattet af en stat med et flertal af muslimer – som der i forvejen er 57 af i verden.

Hjælper BDS palæstinenserne?

Selvom BDS-tilhængerne uden tvivl mener, at de kæmper for en retfærdig sag på vegne af palæstinenserne – ligesom dem, der kæmpede mod apartheid i Sydafrika – så bør de genoverveje, hvor ædel og god sagen i virkeligheden er.

Calev Myers mener, at BDS slet ikke hjælper palæstinenserne, men tværtimod skader dem. »BDS er ligeglade med de 100.000 palæstinensere, som arbejder i israelsk-ejede virksomheder. Noget, som hver dag giver mad på bordet for cirka en million mennesker,« siger han.

Avi Zimmerman, som arbejder for organisationen »Judea and Samaria Chamber of Commerce and Industry«, bekræfter Myers’ udlægning. Han fortæller, at 70-80 procent af de ansatte i israelske firmaer på Vestbredden er palæstinensere.

I forbindelse med produktionen af dokumentarfilmen »Håb i det hellige land« præsenterede Zimmerman mig for mange palæstinensere, der arbejder på de israelske fabrikker på Vestbredden. En af dem kunne fortælle, at hans løn er fem gange højere end gennemsnittet for palæstinensere. Han fortalte også, at han var glad for at arbejde sammen med israelske jøder, og han udtrykte stor taknemmelighed for, at hans job sikrer, at hans to døtre kan tage en uddannelse.

En af de ansatte på en anden fabrik kunne stolt vise billeder af sit hjem, som han kunne bygge efter at have arbejdet på fabrikken i bare fire år.

Desværre er det dog ikke disse palæstinensiske stemmer, som BDS promoverer. Ifølge BDS’s ledere er de nemlig ikke legitime palæstinensere. Barghouti mener, at de har »solgt ud«. De eneste stemmer, som han og BDS-tilhængerne lytter til, er dem, der kritiserer Israel, og som fordømmer samarbejde mellem israelere og deres arabiske naboer.

Derfor var det heller ikke overraskende, at BDS sammen med Det Palæstinensiske Selvstyre fordømte de historiske aftaler mellem Israel og henholdsvis Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater, som blev underskrevet i september 2020. Om det skrev Ari Ingel og Karys Oschin i oktober et debatindlæg i Jerusalem Post, hvor de helt rigtigt påpeger, at ofrene for BDS i virkeligheden er palæstinenserne:
»Bevægelsens kerneprincip om anti-normalisering forbyder enhver form for interaktion mellem israelere og arabere og gør enhver form for samarbejde til forræderi. Med deres ”stærke fordømmelse” af aftalerne opfordrer BDS nu til fuld boykot af begivenheder, festivaler og projekter, som er støttet af Emiraterne. Desværre bliver palæstinenserne de største ofre. De får frataget deres ytringsfrihed og deres kunstneriske frihed og får sværere ved at tjene til dagen og vejen.«

Fordømmelsen beviser, at BDS ikke er interesseret i at støtte fredelige relationer, men kun er interesseret i at isolere Israel og i sidste ende ødelægge Israel.

Vær opmærksom på taktikken

Dem, som tror på Jesus og støtter Israels ret til at eksistere – ja, og alle andre, der støtter Israel – må være bevidste om, hvordan BDS kommer med forkerte informationer, et forvrænget syn på den historiske del og andre halve sandheder i et forsøg på at delegitimere den jødiske stat. BDS forsøger i høj grad at formidle et løgnagtigt billede af, hvad Israel er og gør, gennem sociale medier og gennem studenterbevægelser.

Desværre er der mange kristne, som ud fra et bibelsk ønske om at forsvare de svage og undertrykte (Salme 82,3), tror på løgnen om, at palæstinenserne er forsvarsløse ofre for israelske aggressioner. I virkeligheden har de meget stor indflydelse på deres egen skæbne.

Det betyder ikke, at der ikke findes racistiske holdninger i det israelske samfund, som skal fordømmes – hvilket det store flertal i Israel da også gør. Og på samme måde må man fordømme de mange antisemitter, der findes i det palæstinensiske samfund, og som lærer deres børn at råbe »fra floden til havet vil Palæstina blive frit«. Eller dem, som er enige med mufti Sheikh Muhammad Hussein, den øverste religiøse leder i Det Palæstinensiske Selvstyre, der for nylig omtalte jødernes tilstedeværelse i landet som »en kolonialistisk kræftknude«. Eller dem, som ikke har et problem med, at Adolf Hitlers »Mein Kampf« sælges på gaderne i Ramallah, hvilket jeg selv oplevede, da jeg var der i 2018.

Hvad skal kristne gøre?

Kristne, der brænder for fredelig sameksistens mellem jøder og arabere i denne hellige region, skal være klar over, at det ikke er alle, der hævder at kæmpe for fred og retfærdighed, som rent faktisk gør det.

Det er glædeligt, at mange kristne i demokratiske lande efterhånden har fået øjnene op for, hvad BDS i virkeligheden er ude på, og de gør en stor indsats for at advare deres regeringer, firmaer, universiteter og kirkeledere til at modarbejde BDS. Dette arbejde må fortsætte, især hvis kristne ønsker at vise Guds kærlighed til både jøder og arabere i det hellige land.

Hvis du ønsker mere viden om, hvordan man kan modarbejde BDS, så anbefaler jeg hjemmesiden bds.jij.org, som støttes af Jerusalem Institute of Justice.

Og til dem, der kan lide film, så håber jeg, at I vil se »Håb i det hellige land«, som efter planen udkommer i maj. For mere information, se hopeintheholyland.com.