De store drenge i skolegården - om Israels forhold til USA og FN

Lillejuleaften 2016 viste med beklagelig tydelighed, at Israel ikke nyder stor international sympati. USA undlod at nedlægge veto mod FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2334, som dermed blev vedtaget. Den kalder hele Østjerusalem, herunder det jødiske kvarter i Den Gamle By, for ulovligt besat palæstinensisk område.

Selvom resolutionen ikke er juridisk bindende, var vreden stor over det meste af det israelske politiske spektrum. Man følte sig svigtet af sin vigtigste allierede. At de 14 øvrige medlemmer af Sikkerhedsrådet, heriblandt Frankrig og Storbritannien, stemte for, var skuffende. At USA tillod 2334, gjorde ondt.

Resolutionen var Obamas afskedshilsen til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Konstruktivt samarbejde og indbyrdes forståelse mellem de to ledere havde været en by i Rusland gennem det meste af Obamas præsidenttid.

Nu har Trump taget over, og USA’s forhold til Israel er forandret. Det samme er USA’s linje over for FN. Der er med andre ord en ny politisk balance, når det gælder det internationale samfund og forholdet til Israel.

 

Tæsk og respekt

Bosættelser på Vestbredden, modstand mod boykotbevægelsen, fordømmelse af palæstinensisk terror, bekæmpelse af antisemitisme og iranske trusler om at udrydde Israel; det er alle forhold, som står højt på den israelske politiske dagsorden. Men Israel er – på godt og ondt – ikke alene om at påvirke virkeligheden, når det gælder disse vigtige spørgsmål og udfordringer.

Det internationale samfund spiller nemlig en særdeles vigtig rolle. Her gælder det ligesom i en skolegård om at være venner med de store drenge; dem, som har mest at skulle have sagt, og som slår hårdest, hvis det kommer dertil – eksempelvis USA og FN.  Israel kan nok nærmere betegnes som en af dem fra de små klasser, der er kommet tidligt i voksealderen og derfor på trods af sin alder godt kan måle sig med de tungere drenge. Den slags kan give nogle tæsk, men afkræver også en vis respekt.

Mens FN er nærige med respekten og lidt for gavmilde med tæskene, har USA under Trump lagt en mere kammeratlig linje over for Israel.

                     

Kolde kontanter og varmt venskab

»USA bekræfter endnu en gang vores ubrydelige bånd med vores højt værdsatte allierede, Israel.« Sådan indledte Trump i februar sit første pressemøde side om side med Netanyahu.

Som udtryk for de to nationers stærke alliance nævnte præsidenten 1) de fælles værdier om frihed og fred, 2) det rekordhøje beløb, som USA støtter det israelske militær med (små fire milliarder dollars om året), 3) den fælles kamp mod islamisk terror og 4) deres fælles standpunkt, når det gælder »de meget uretfærdige« FN-resolutioner og forsøg på boykot samt 5) »en af de værste aftaler [Trump] nogensinde har set,« nemlig atomaftalen med Iran, som blev indgået under Obama.

                     

Store smil på regeringskontorerne

Militærstøtten er et meget konkret udtryk for, hvor vigtig en allieret USA er. Aftalen om det forhøjede beløb blev dog indgået tilbage i efteråret under Obama.

Men især når det gælder de storpolitiske emner såsom bosættelser, FN-resolutioner, forholdet til Iran og fordømmelse af terror og opildnen til terror, har Trump lagt en ny linje. Netanyahus brede smil under det omtalte pressemøde afslørede, hvor stor glæden over Trumps udmeldinger er i den israelske regering. Helt konkret kan valget af den kontroversielle forretningsmand få disse konsekvenser for Israel:

1) Der vil ikke blive vedtaget ensidige FN-resolutioner, der fordømmer Israel, i FN’s Sikkerhedsråd, hvor USA har vetoret. Det er især betryggende, fordi Sikkerhedsrådet har magt til at vedtage juridisk bindende resolutioner. Andre organer i FN kan dog stadig fordømme Israel, for eksempel UNESCO og Generalforsamlingen.

2) Frygten for, at Iran på længere sigt vil udvikle atomvåben, er blevet en smule mindre. Ligesom Netanyahu er Trump dybt kritisk over for aftalen, der bremser Irans atomprogram i de næste cirka 10 år, men samtidig løfter mange af de økonomiske sanktioner mod landet. Trump genindførte nogle sanktioner, da Iran for nylig foretog en testaffyring af missiler. Sådan en foretog Iran også sidste år med en raket med indskriften »udslet Israel«.

3) Det lille, men magtfulde regeringsparti Det Jødiske Hjem kan presse Netanyahu til omfattende udvidelser af bosættelser. Han kan nemlig ikke længere på samme måde undskylde sig med, at det vil skade forholdet til USA og dermed øge risikoen for FN-resolutioner. På pressemødet sagde Trump, at Netanyahu »godt må holde lidt igen« med bosættelserne. Dette var vel at mærke, kort tid efter at Israel havde godkendt byggeriet af flere tusinde nye huse i eksisterende bosættelser. Netanyahu havde endda luftet ideen om at etablere en helt ny bosættelse. Trumps venligt løftede pegefinger blev af mange tolket som et budskab om kun at udvide i de eksisterende blokke.

4) Vil Trump virkelig gøre alvor af sit valgløfte om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem? Hans nyudnævnte ambassadør i Israel, David Friedman, er med på ideen, men Trump selv har trukket lidt i land. Skulle det ske, vil det være en anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad; et spørgsmål, som alle andre betragter som uafklaret.

5) Sidst, men ikke mindst, har Trump helt andre planer end Obama, når det gælder en fredsaftale med palæstinenserne. Han sværger ikke til en tostatsløsning, men har sagt, at han er med på den aftale, som de to parter nu en gang kan blive enige om. Ligesom Netanayhu ser han gerne, at de såkaldt moderate sunnimuslimske lande kan være med til at lægge pres på palæstinenserne og samtidig anerkende Israel. Håbet er, at de vil gøre det, fordi de – blandt andet Saudi-Arabien – også er truet af det shiamuslimske Iran og derfor kan have en interesse i at alliere sig med USA og Israel i lige netop den kamp.

 

Nationer forenet om at kritisere Israel

Særligt ét sted er USA’s støtte til Israel vigtig, nemlig i FN.

»Sikkerhedsrådet bekræfter, at Israels etablering af bosættelser i det palæstinensisk territorium, som har været besat siden 1967, inklusive Østjerusalem, ikke har nogen juridisk gyldighed og udgør … en meget stor forhindring for opnåelsen af en tostatsløsning …«.

Ordene fra Resolution 2334 fra lillejuleaften 2016 indrammer meget godt det generelle syn på Israel, som man finder i FN: Hele Østjerusalem – også det jødiske kvarter i Den Gamle By – tilhører palæstinenserne, selvom området har været beboet af jøder i årtusinder. Ingen af de 15 stemmeberettigede lande stemte imod. Og i FN’s kulturelle organ, UNESCO, stemte kun seks (heriblandt USA) ud af 58 lande imod den resolution, der i oktober fortiede det jødiske folks historiske forbindelse til Tempelpladsen.

I Israel ved man ikke, om man skal grine eller græde over FN. I 2016 vedtog Generalforsamlingen, hvor alle 193 medlemslande har stemmeret, 20 resolutioner, der fordømmer Israel. I samme periode blev der vedtaget sølle fire resolutioner mod øvrige lande; henholdsvis Iran, Syrien, Nordkorea og Rusland/Krim. Disse fuldstændig absurde tal udtrykker tendensen gennem mange år. I FN’s øjne er Israel verdens største skurk. En stor del af forklaringen er, at der efterhånden findes rigtig mange afrikanske, asiatiske og mellemøstlige muslimske lande i FN.

Det måske mest absurde eksempel på de muslimske landes indflydelse er Menneskerettighedsrådet, UNHRC. Rådet har 47 medlemmer, hvoraf mange er muslimske og i øvrigt selv har store problemer med at overholde grundlæggende menneskerettigheder. Lige nu er israelfjendske lande som Saudi-Arabien, Egypten, Tunesien, Irak, Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Sydafrika medlemmer.

I februar sagde den saudiske repræsentant i UNHRC, at Saudi-Arabien »kæmper for at værne om menneskerettigheder baseret på sharia« og talte samtidig om Israels »grove overtrædelser af menneskerettigheder«. Da talen var slut, klappede de øvrige medlemmer.

I 2015 blev den saudiske FN-ambassadør valgt som formand for et UNHRC-panel, der udpeger uafhængige eksperter. I den forbindelse kaldte Hillel Neuer, som er leder af organisationen UN Watch, det »en skandale, at FN valgte et land, som har halshugget flere personer end Islamisk Stat, til en nøglepost.«

Hver gang Menneskerettighedsrådet samles, er det forpligtet til at diskutere »Israels krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder«. Lande som Syrien, Iran og Nordkorea, som krænker de mest grundlæggende menneskerettigheder, får ikke denne særlige opmærksomhed. Kun Israel.

 

FN-toppost til Tzipi Livni?

På opfordring fra Israels FN-ambassadør, Danny Danon, forhindrede USA for nylig FN i at udpege Salam Fayyad til en magtfuld post. Den tidligere premierminister for Det Palæstinensiske Selvstyre stod til at blive FN’s udsending til Libyen – selvom palæstinenserne kun har observatørstatus i FN. Danon så udnævnelsen som et skridt mod fuldt FN-medlemskab til palæstinenserne.

Fayyad kan stadig nå at blive udpeget. Men i så fald vil der være en betydelig kompensation til Israel. Meget tyder nemlig på, at Tzipi Livni – tidligere israelsk udenrigsminister og vicepremierminister – får posten som FN’s vicegeneralsekretær. Ifølge dagbladet Haaretz har generalsekretær Antonio Guterres i en telefonsamtale spurgt, om hun vil have posten.

Det vil i så fald være den absolut mest magtfulde FN-post, en israeler nogensinde har haft. Selvom det vil kræve, at USA tillader udnævnelsen af Fayyad, vil det give Israel rigtig gode muligheder for ikke blot at bekæmpe de antisemitiske kræfter i FN, men også rent faktisk bruge FN til at øve positiv indflydelse.

Sagen er et godt eksempel på vigtigheden af både Danny Danon og den israelske delegations store arbejde i FN og Israels alliance med USA. Hvem ved, om Obama havde forhindret udnævnelsen af Fayyad og dermed skabt muligheden for, at Livni – forhåbentlig – kan blive FN’s vicechef?

                     

En bølge af amerikansk antisemitisme

Det føromtalte pressemøde mellem Netanyahu og Trump samt den amerikanske støtte i FN tyder på, at alt nu er fryd og gammen mellem Israel og USA. Det vil dog være et unuanceret billede af tingenes tilstand.

Siden januar har mere end 100 jødiske institutioner i USA modtaget bombetrusler. De er kommet ad fem omgange. Den seneste bølge ramte 28. februar, hvor 29 steder modtog trusler og måtte evakuere folk fra bygninger.

Derudover har der været flere tilfælde af groft hærværk mod jødiske gravpladser. I Philadelphia blev omkring 100 gravsten væltet. I St. Louis var det 150. Begge steder lignede ruiner.

Det store spørgsmål, som især diskuteres blandt amerikanske jøder, er, om det er Trumps skyld, og om han har været god nok til at fordømme antisemitismen. Tre ud af fire amerikanske jøder stemte på Clinton, og mange mener, at den aktuelle antisemitisme skyldes Trumps såkaldte »hvide nationalisme«.

En venstreorienteret debattør, Samuel Freedman, skrev i Washington Post, at Trump og Netanyahus alliance stiller de amerikanske jøder i et dilemma: Hvis de gerne vil have Trumps støtte til staten Israel, må de acceptere den antisemitisme, som (ifølge Freedman) følger med. En del amerikanske jøder deler dog ikke Freedmans synspunkt.  

Selvom det skete relativt sent, har Trump fordømt bombetruslerne og hærværket. Han fik især point på kontoen, da han brugte de første linjer af en timelang tale til Kongressen til eksplicit at fordømme »truslerne mod det jødiske samfund og vandaliseringen af gravsteder«.

Ligesom der blandt jøder i Israel er meget delte meninger om Trump og den bosættelsespolitik, som hans regering tillader Netanyahu at føre, er der altså også blandt amerikanske jøder delte meningen om Trump og hans eventuelle skyld i højrenationalistisk antisemitisme.

 

De store drenge og undermåleren

I det internationale samfunds skolegård har USA for alvor taget kampen op mod FN. Den irriterende undermåler, Israel, som er lidt stærkere, end de fleste bryder sig om, nyder den amerikanske opbakning og beskyttelse, men er samtidig spændt på, om det er en alliance, der på længere sigt bygger på ægte venskab – eller om den har mere strategisk karakter og dermed kan pustes omkuld af politiske vinde.

Kridtstregerne er i hvert fald tegnet tydeligt op lige nu. Israel og USA står på samme side. Langt de fleste FN-medlemmer står på den anden.