Der er ikke langt fra Jerusalem og Gaza til Christiansborg

Meget få politiske emner kan få sindene i kog som konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Nogle har kaldt den alle konflikters moder. I så fald er det efterhånden en gammel og sejlivet kone.

Særligt siden Israels oprettelse i 1949 og Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel tog kontrol med Vestbredden, har ledere, aktivister og helt almindelige mennesker skændtes om, hvem der har ret til hvilke landområder og hvorfor.

Intet tyder på, at debatten kølner af foreløbigt. Tostatsløsningen er efterhånden reduceret til et teoretisk begreb uden forbindelse til virkeligheden. Og selv hvis der en dag bliver oprettet en palæstinensisk stat side om side med den israelske, skal man være mere end almindeligt optimistisk for at tro, at freden da vil følge med.

                     

Stor uenighed på Christiansborg

Uenigheden om det lille landområde i Mellemøsten findes også i Danmark. Mens nogle på Christiansborg helhjertet forsvarer palæstinensernes sag og endda kalder Israel for en apartheidstat, er der andre, som argumenterer for Israels ret til at forsvare sig selv og fordømmer de palæstinensiske ledere og deres metoder.

På de næste par sider skal vi se lidt nærmere på, hvad de danske politikere egentlig mener om Israel og Mellemøstkonflikten.

I foråret har politikerne på Christiansborg blandt andet diskuteret to emner: Det ene er Det Palæstinensiske Selvstyres økonomiske støtte til terrorister. Dansk Folkeparti (DF) foreslog at stoppe al dansk støtte til Selvstyret, så længe Abbas og hans regering i Ramallah belønner terrorister.

Det andet emne er Israels håndtering af demonstrationerne ved grænsen til Gaza, hvor cirka 100 personer blev dræbt fra marts til maj. Lad os se, hvad disse to debatter fortæller os om partiernes syn på Israel og konflikten.

 

»Israels brutale fremfærd«

Folketingets udenrigsudvalg mødtes 11. juni til samråd med udenrigsminister Anders Samuelsen for at diskutere det, som SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre i deres samrådsspørgsmål kaldte »israelernes brutale fremfærd i Gaza«. Anders Samuelsen skulle blandt andet svare på, hvad »regeringens holdning er til drab og vold mod civile«.

Formuleringerne udtrykker ganske godt, hvordan de nævnte venstrefløjspartier grundlæggende forholder sig til Israel. De kritiserer Israels »besættelse af Vestbredden«, statens »manglende vilje til forsoning og forhandling« og det »apartheidstyre«, som man mener findes både i Israel og på Vestbredden. Hvad angår spørgsmålet om Gaza, hagler kritikken også ned over Israel, mens Hamas mere eller mindre går fri.

»Israel ønsker tydeligvis ikke, at en palæstinensisk stat bliver oprettet (…). Det forekommer mig ikke rimeligt, at Israel hele tiden skal have lov at dræbe palæstinensere, der altså ikke kan leve i fred og sikkerhed, samtidig med at Israel påberåber sig retten til det samme,« lød det fra Alternativets Ulla Sandbæk.

Hun blev bakket op af blandt andet SF’s Holger K. Nielsen, som understregede, at der var tale om en »asymmetrisk konflikt«, og at der af den grund skal lægges større internationalt pres på Israel. »Når der sker sådan en voldsom provokation (USA’s ambassadeflytning) er det naturligt, at der kommer nogle reaktioner. Det er heller ikke overraskende, at der er nogle politiske organisationer, som er med i det,« sagde han med henvisning til Hamas.

De fleste medlemmer af det kor, der ofte kritiserer Israel, var til stede ved samrådet. Rasmus Nordqvist fra Alternativet ønskede konkrete handlinger fra Danmarks side ud over kritik af Israel – en anerkendelse af en palæstinensisk stat blev nævnt som forslag. Og Mogens Lykketoft, den notoriske Israelkritiker fra Socialdemokratiet, satte spørgsmålstegn ved, om de tusindvis af demonstranter overhovedet havde i sinde at trænge igennem grænsehegnet – hvilket er Israels primære belæg for at have skudt med skarpt mod demonstranterne.

Lykketoft udtrykte sympati for den israelske journalist og fredsaktivist Uri Avnery, der for nylig udtrykte sig i meget milde vendinger om Hamas: »Hamas er et politisk parti, der har vundet demokratiske valg i hele Palæstina. Det er et civilt parti, som rigtignok har en militær fløj. Men i vores (Israels) medier er alle partimedlemmer terrorister.« Avnery påstår, at israelerne er blevet hjernevasket til at tro, at Iran vil udslette Israel, og at demonstranterne i Gaza er voldelige. Det er de ikke, mener Avnery, som altså høstede ros fra Lykketoft.

 

Belønning for terror

Anders Samuelsen og hans parti, Liberal Alliance, er ikke kendt for at beskæftige sig meget med Mellemøstkonflikten. Men som udenrigsminister har Samuelsen ikke kunnet undgå det. Under samrådet formåede han på diplomatisk vis at placere sig nogenlunde i midten. »Det er klart, at Israels rolle skal belyses, men det er lige så klart, at Hamas’ rolle skal belyses. Det må klargøres, om Hamas har udnyttet situationen til at agere med voldelige midler«, sagde han og understregede flere gange, at det spinkle håb om en tostatsløsning forudsætter USA’s engagement i forhandlingerne.

Han understregede også det, som i mange år har været den danske regerings mantra: Man følger EU’s linje og mener, at man bedst kan skubbe på for en løsning, hvis EU står samlet. Den linje indebærer en tostatsløsning baseret på linjerne fra 1967 med Jerusalem som delt hovedstad.

Når det gælder DF’s forslag om at presse Selvstyret økonomisk, var Samuelsen dog klar i mælet og tog klart afstand fra det, han kaldte »belønning for terrorisme«. Alligevel afviste han DF’s forslag, fordi det kan føre til Selvstyrets kollaps, hvilket vil skabe en kaotisk situation med risiko for, at Hamas får magten på Vestbredden. Dette synspunkt delte mange af udenrigsordførerne. Det gør den israelske regering i øvrigt også.

 

Holder med de svage

Christian Juhl fra Enhedslisten er en anden af de mest markante Israelkritikere i Folketinget. Han støtter åbenlyst boykotbevægelsen BDS. Hans grundlæggende argument er, at Israel bærer ansvaret for fred, fordi de er den stærke part. Ifølge Juhl er Israel skyldig i »daglige krænkelser«, »systematiske overgreb«, »kollektiv afstraffelse« og »undertrykkelse«.

»Jeg stiller mig på de besattes side i sådan en situation som den her og mener, at besætterne har hovedansvaret for at skabe en ordentlig situation,« sagde han. Under samrådet sammenlignede han de palæstinensiske terrorangreb med danske modstandsfolks kamp mod tyskerne under besættelsen og kaldte det »præcis den samme situation«.

 

Kræver uforbeholden støtte til Israel fra centrum-venstre

En af de danske politikere, der støtter staten Israel, er Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen. I sin nye bog »Exodus« byder han Israel velkommen i både EU og NATO. I forbindelse med udgivelsen sagde han i P1, at »det er på tide, at centrum-venstre meget direkte og ikke tøvende giver opbakning til både staten Israel og det jødiske folk, for det er ved at skride rundtomkring«.

Sass Larsen mener, at Israel især af venstrefløjen bruges som syndebuk for snart hvad som helst: »Man siger hele tiden, at hvis bare Israel opfører sig bedre, og hvis bare palæstinenserne fik deres egen stat, så skulle der nok komme fred i Saudi-Arabien og menneskerettigheder i Syrien.«

Hvad angår optøjerne ved Gaza forsvarede han Israel og påpegede, at Israel jo netop har givet Gaza til palæstinenserne: »I Gaza har de fået selvstyre. Så har Israel lavet en grænse. Hvorfor angriber de så Israel? (…) Og hvad er det for nogle ledere fra Hamas, som siger til sin befolkning: ”Nu skal I stille jer derop med livet som indsats”(…)? Man har faktisk også den valgmulighed at lade være med at angribe Israel. Det er faktisk en mulighed.«

Sass fik støtte til forslaget om at optage Israel i EU og NATO fra Dansk Folkeparti, som vel nok er det parti i Folketinget, der på nuværende tidspunkt støtter Israel mest konsekvent. Søren Espersen sagde, at et israelsk medlemskab vil give Israel en større sikkerhed, og at Israel derfor måske vil »geare ned militært«. På spørgsmålet om, hvorvidt Israel skal »belønnes med medlemskab (…), når landet deltager i så voldsomme konfrontationer,«, som DR formulerede det, svarede han: »Jeg tror, at ethvert land ville reagere som Israel, hvis der var storm mod landets grænser. Det håber jeg da også, at vi ville gøre, hvis det en dag skulle ske.«

 

Hadsk retorik og hykleri

Nogenlunde samtidig med udgivelsen af sin bog ønskede Sass Larsen på sin Facebookprofil Israel tillykke med statens 70 år. Reaktionerne og kommentarerne var så chokerende og antiisraelske, at Sass Larsen måtte fjerne opslaget. »Der var personlige trusler mod mig og min familie. Enormt hadefuldt. Det, der blev sagt om jøder og Israel, lader intet tilbage i forhold til, hvad der blev sagt om dem før Anden Verdenskrig. Det er godt nok uhyggeligt, og det må stoppe.«

Sass Larsen blev blandt andet kaldt »en skændsel for Danmark« og fik at vide, at han skulle skamme sig for at have ønsket Israel tillykke.

                     

Nye tider på vej?

Henrik Sass Larsen og Søren Espersen er ikke de eneste, der støtter Israel. Konservatives Naser Khader, Socialdemokratiets Lars Aslan Rasmussen og til dels Venstres Michael Aastrup Jensen markerer sig ofte med enten støtte til Israel eller fordømmelse af de palæstinensiske ledere. Også statsminister Lars Løkke Rasmussen har et godt forhold til Israel, hvor han og konen for et par år siden holdt privat sommerferie og mødtes med Benjamin og Sara Netanyahu.

Men som det blev tydeligt, da Sass Larsen ønskede Israel tillykke, er støtte til Israel desværre ikke noget, politikere scorer billige point på. Nærmere tværtimod.

På den positive side skete der for cirka et år siden en ny udvikling. Danmarks støtte til palæstinensiske organisationer blev taget op til revurdering. Organisationernes eventuelle forbindelser til terrorister blev undersøgt, og flere fik frataget støtten. Beslutningen var en markant afvigelse fra den hidtidige praksis, hvor Danmarks udenrigsministre ikke har haft opmærksomhed på problemet. Og at bedømme ud fra den nylige debat om dansk støtte til Selvstyret lader det til, at mange danske politikere er fuldt ud klar over problemet med Selvstyrets støtte til terrorister.

Forhåbentlig vil vi i fremtiden se flere danske politikere gøre det, som Henrik Sass Larsen opfordrer centrum og venstrefløjen til: en tydelig støtte til Israel og det jødiske folk.