Folkeret og resolutioner: Et forsvar for Israels ret til at eksistere

Man kan både angribe og forsvare Israel ud fra forskellige motiver og med forskellige argumenter. Israel er ikke fejlfri, og fair kritik af Israel er hverken antizionistisk eller antisemitisk. Men debatten er svær, og argumenterne hviler tit på følelser og værdier, måske i mangel af bedre.

Der er heldigvis andre argumenter, og jeg vil nævne nogle af dem, jeg selv finder overbevisende. Min baggrund: Jeg er hverken jurist eller Israel-ekspert. Jeg er altså ikke nogen faglig autoritet, men jeg har gennem snart mange år deltaget i debatten. I indledningen til min lille bog »Den kroniske krig – et forsvar for Israel« fra 2015 skrev jeg blandt andet:

»Konflikten om Israel og Israels eksistens er den konflikt i verden, der suverænt er den mest udforskede og diskuterede. Litteraturlisten er uendelig — det samme gælder verdens opmærksomhed. For hvert argument findes omgående et modargument. Forsøger man at finde en endelig sandhed i konflikten, havner man i detaljernes ligegyldige morads uden at nå frem til noget, der ligner en sandhed.

Man kan vælge et realpolitisk udgangspunkt. Det er almen viden, at hvis terrænet ikke passer med landkortet, er det terrænet, der gælder. Anlægger man samme sunde dømmekraft i forhold til Mellemøsten, kan man nøjes med at konstatere, at Israel findes, og at absolut intet tyder på, at israelerne har tænkt sig at nedlægge deres land igen.

Israel er en realitet, uanset hvad man måtte mene. Derfor bliver jagten på den endelige sandhed om ret og uret en akademisk øvelse.«

Jeg vil prøve at dykke ned i nogle af de angrebspunkter, som i årtier har skabt fordømmelse af Israel: Besættelsen af Vestbredden (eller Israels militære tilstedeværelse i Judæa og Samaria, som andre kalder det), bosættelserne og blokaden af Gaza.

 

Udgangspunktet

Men først det helt elementære, som alt for ofte overses i en debat: Israel er grundlagt ved en FN-beslutning. Nationen er et ægte barn af FN. De sidste rester af det osmanniske imperium skulle omdannes til selvstændige nationer efter Første Verdenskrig. Mandatområdet hørte under FN, som havde delegeret opgaven med at danne stater til Storbritannien. Israel blev ikke oprettet »ovenpå« nogen eksisterende nation.  Der er ikke noget »fortrængt Palæstina«.

Oprettelsen af Israel skete på sikker folkeretlig grund, og ingen kan med valide argumenter betvivle Israels legitimitet eller ret til at eksistere som jødisk nation præcis dér, hvor det ligger. Sympatien efter Holocaust har påvirket beslutningen, men det folkeretlige fundament for det nye Israel blev lagt af Folkeforbundet helt tilbage i 1922.

 

Kronisk krigstilstand

Man skal også huske det nye Israels historie for at forstå Israels position i dag. Uafhængighedskrigen i 1948-49, Suez-krigen i 1956, Seksdageskrigen i 1967, Fortsættelseskrigen i 1967-70, Yom Kippur-krigen i 1973, krigene i Libanon i 1982-85 og igen i 2006, de tre felttog mod Gaza mellem 2008 og 2015 foruden de evindelige terrorangreb har fremkaldt en nation i et konstant og meget kontant og aggressivt alarmberedskab.

Samtidig har israelerne formået at opbygge et avanceret og demokratisk samfund baseret på borgerrettigheder og menneskerettigheder, ligestilling og et højt uddannelsesniveau. Og alt det er sket, mens jøderne i Israel bearbejdede det ufattelige fælles traume fra Holocaust.

Enhver nation har ret til at forsvare sig – og pligt til at beskytte sin befolkning. Det er det, Israel har gjort siden 1949. Naboerne både inden for og uden for grænsen har derimod fremkaldt det konstante krigsberedskab og de indgribende foranstaltninger mod terror og drab.

 

De besatte områder fra 1967

Seksdageskrigen i 1967 endte med FN’s Sikkerhedsråds berømte Resolution 242 kaldet »Land for Peace«, fordi hensigten var tilbagelevering af de erobrede områder mod at få fredsaftaler med naboerne. Resolutionen indeholder også den vigtige formulering om Israels ret til »sikre og anerkendte grænser fri fra trusler eller voldshandlinger«.

Egypten underskrev en fredsaftale i 1979 mod at få Sinai tilbage. Jordan underskrev en aftale i 1994, men ville ikke tage Vestbredden tilbage. Syrien og Libanon nægter at underskrive med begrundelsen, at hele Golan skal afstås før en fredsslutning.

Israel nægter at afgive hele Golan, fordi det har vist sig tæt på umuligt at forsvare sig militært, når Golan i nord er kontrolleret af fjendtlige styrker. Fem procent af området er returneret som demilitariseret zone under FN-observation, resten er i dag annekteret af Israel.

Det samme gør sig gældende på Vestbredden, hvor Israel fastholder den militære og civile kontrol i zone C, der er grænsen til Jordan. Med Osloaftalerne anerkendte den palæstinensiske side Israels kontrol.  

Som begrundelse for sin ret til at fastholde kontrollen med de to områder henviser Israel netop til Resolution 242 og dens formulering om ret til at leve inden for »sikre og anerkendte grænser uden trusler og voldshandlinger«.  

 

Bosættelser

Vestbredden rummede i 2015 2,8 millioner palæstinensere og cirka 356.000 israelere i bosættelser på Vestbredden eller i Golan. Hertil kommer cirka 200.000 i Østjerusalem, der i folkeretlig forstand også regnes for bosættere.

Det er også Resolution 242, Israel henviser til, når de forsvarer bosættelsespolitikken. Resolutionen fastslår, at »etableringen af en retfærdig og varende fred bør omfatte begge de følgende principper: Tilbagetrækning af israelske væbnede styrker ... og ophør af alle påstande om eller tilstande af krig og respekt for og anerkendelse af alle staters suverænitet, territorielle integritet og politiske uafhængighed i området og deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser fri fra trusler eller voldshandlinger.«

Eugene Rostow, en af forfatterne til Resolution 242 på vegne af USA, skrev i 1991, at resolutionen tillader Israel at administrere alle erobrede områder, indtil der er skabt en retfærdig og varende fred. Rostow var meget kategorisk i sin gennemgang af Resolution 242 ved dens 25-årsjubilæum: »Den forlanger ikke, at israelerne tilbageleverer til araberne alt, det meste eller overhovedet noget af det besatte område.«

Israel insisterer på, at så længe der ikke er en fredsaftale med palæstinenserne, er de besatte områder ikke »besatte« i folkeretlig forstand, men derimod »omstridte områder«, »disputed areas«, hvilket i folkeretten gør Israels handlinger legale. Dette bestrides dog af stort set alle internationale organisationer. Det er derfor, Det Palæstinensiske Selvstyre af al magt forsøger at blive anerkendt som en selvstændig nation og ikke et »omstridt område« i folkeretlig forstand.

En lige så vigtig del af argumentationen er Folkeforbundets oprindelige mandat til Storbritannien fra 1922. Det påhviler ifølge mandatet Storbritannien at »facilitere jødisk immigration … og i samarbejde med Jewish Agency at tilskynde til tæt jødisk bosættelse i landet, herunder statsejet jord og ødemark, der ikke er nødvendigt for offentlige formål.«

Den ret henviser mange fortsat til, herunder Rostow. At Israel i forbindelse med en tilbagetrækning skulle rømme Vestbredden, betegnes af Rostow som en bizar tanke, fordi Israel har et legitimt krav på bosættelse i området, garanteret både af det oprindelige mandat fra Folkeforbundet og senere af FN – og fordi der altid har boet jøder i Judæa og Samaria.

Bosættelserne er paradoksalt nok delvist anerkendt af PLO og Yasir Arafat med Osloaftalerne i 1993 og 1995. Osloaftalerne indeholdt intet forbud mod nye bosættelser, og den besatte Vestbred blev opdelt i tre zoner med Israel i fuld civil og militær kontrol over zone C. De største bosættelser svarer til danske provinsbyer. De ligger tæt på den israelske østgrænse, og det forventes, at de vil blive lagt sammen med Israel ved en endelig grænsedragning.

 

Jerusalem

Jerusalem er et særligt kompliceret problem, fordi både Israel og selvstyret kræver den som hovedstad.  Østjerusalem var indtil krigen i 1967 annekteret af Jordan, derefter under israelsk kontrol og siden sammenlagt med resten af byen som Israels ”evig og udelelige hovedstad”.

Israel hævder, at der ikke er sket en annektering, kun en administrativ ændring. FN kalder det annektering og fordømmer den som stridende mod international ret. Først med USA’s ambassadeflytning kom der diplomatisk repræsentation i byen.

At forestille sig et Israel uden Jerusalem som hovedstad er en absurd tanke.

 

Gaza

Gaza blev som det første besatte område rømmet for bosættere i 2005 under Ariel Sharon, og militæret blev trukket tilbage. Det var et ensidigt israelsk forsøg på »land for fred«, men resulterede i stedet i gentagne terrorangreb fra Gaza mod Israel. Rømningen udløste voldsom modstand i Israel og især blandt Gazas bosættere.

Hamas gennemførte en brutal magtovertagelse i 2007. Fra 2008 til 2015 gennemførte Israel tre store militæroperationer i Gaza, heraf to på landjorden. Årsagen var de gentagne raket- og morterangreb fra Gaza mod israelske byer. Fordi de palæstinensiske tabstal var mange gange større end det israelske, og fordi en stor procentdel af de dræbte var civile eller påstås at være det, anklages Israel over hele verden for krigsforbrydelser og drab på civile.

En stat må ikke bruge mere militær magt end nødvendigt i forhold til at opnå et mål. Omkommer civile under en militær operation, er operationen ikke ulovlig ifølge international ret, når antallet af dræbte civile ikke er klart overdrevent i forhold til det forventede militære mål. Operationen må naturligvis heller ikke være rettet mod civile.

Israel og Egypten erklærede efter Hamas’ kup en land- og søblokade af Gaza. Blokaden er anerkendt af USA, men ikke af FN. En blokade er et ældgammelt og lovligt militært skridt, uagtet om det er anerkendt af FN eller ej. Visse regler skal overholdes, for eksempel er blokademagten forpligtet til at sørge for en rimelig forsyningsgrad i det blokerede område, hvilket Israel har gjort lige siden.

Kritikere af Israel glemmer konsekvent, at blokaden er et fælles projekt mellem Israel og Egypten, og at blokade er et lovligt middel efter international ret.

 

Mellemøstens eneste demokrati

Israel er et demokrati med stærke demokratiske og juridiske institutioner. Som sådan er det enestående i Mellemøsten. Det rangerer også som det eneste mellemøstlige land højt på forskellige globale indeks over frihed, menneskerettigheder og demokratiske rettigheder.

Der vil altid kunne rejses kritik af indenrigspolitiske forhold, men det er netop Israels egen ret som et suverænt og demokratisk land at styre sine indre anliggender.

Derimod skal kritikken mod Israel for at være en besættelsesmagt, for at være en illegitim stat eller for at være oprettet på oprindeligt palæstinensisk område imødegås og afvises med henvisning til folkeretten, til FN’s oprindelige beslutning om Israels oprettelse, med henvisning til resolution 242 og til Osloaftalerne. Den arabiske propaganda har desværre været så effektiv, at et ’oprindeligt Palæstina’ nu forekommer at være en kendsgerning, selvom der intet belæg er for påstanden. Det er lige præcis der, forsvaret for Israel tager sit udgangspunkt – og der, diskussionerne skal vindes.

Ønsker man at læse flere argumenter eller få flere fakta, vil jeg anbefale fx israelinfo.dk og jewishvirtuallibrary.org, som begge er dybt seriøse informationssider med et væld af oplysninger.