Bennett i Rusland: Strategisk partner, der samarbejder med fjenden

Fredag den 22. oktober var Israels premierminister, Naftali Bennett, i Sochi i Rusland for at mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin. Med sig havde Bennett sin boligminister Zeev Elkin, der tidligere har været med som rådgiver, når Netanyahu besøgte Rusland.

De to lande har begge interesse i at bevare et godt forhold til hinanden. Og at bedømme ud fra pressemeddelelser og udtalelser efter mødet, så er forholdet lige så godt, som det var under Netanyahu. Faktisk varede mødet meget længere end de to timer, der var afsat. Det betød, at Bennett ikke kunne nå hjem, inden sabbatten begyndte, og derfor overnattede han i Rusland. Lørdag aften kom han hjem til Israel, hvor han kunne modtage et opkald fra Putin, der inviterede ham til endnu et besøg – denne gang med fruen som ledsager. Det takkede Bennett ja til.

Trods den kammeratlige tone skal man ikke være tvivl om, at det primært er strategiske interesser, der danner fundamentet under relationen. »Rusland er en meget vigtig aktør i vores region og en slags nabo mod nord for os,« sagde Bennett efter mødet. Under selve mødet brugte han dog også vendinger som »en sand ven af de jødiske folk« om sin russiske kollega.

Naftali Bennett havde 22. oktober sit første besøg i Rusland som premierminister. Rusland er en strategisk vigtig allieret - især fordi landet er dybt involveret i Syrien, hvor Israel jævnligt gennemfører angreb mod iranske baser. (Foto: GPO)

Kompleks relation

Og mens forholdet altså betegnes som vigtigt, må det i lige så høj grad betragtes som komplekst. Det skyldes, at:

• Rusland er allieret med nogle af Israels værste fjender, nemlig Iran. Det er ikke længe siden, at en af de øverste ledere i Irans hær var i Rusland og indgå en aftale om køb af avancerede russiske våben. Våben, der direkte eller indirekte kan bruges mod Israel.
• Rusland koordinerer operationer med terrorgruppen Hizbollah, der ligesom Rusland er involveret i krigen i Syrien.
• Israel jævnligt udfører angreb mod Irans og Hizbollahs soldater og militære baser i Syrien.

Sådan får de det til at fungere

Grunden til, at forholdet kan bestå trods de ovennævnte omstændigheder, er, at Israel informerer Rusland kort forinden, når de gennemfører angreb mod Ruslands allierede i Syrien. Og at Israel naturligvis ikke angriber lokationer, hvor der er russiske soldater. Og så er der den strategiske interesse, der driver værket:

Jonathan Spyer, der er mellemøstekspert, siger, at der fra Ruslands side er »et klart ønske om at sameksistere [operere i Syrien] side om side med Israel og at sikre, at de to landes projekter ikke kolliderer. Rusland har accepteret, at Israels handlinger grundlæggende ikke strider mod det russiske projekt.« Han

Derudover har Israel og Rusland ifølge Efraim Inbar fra Jerusalem Institute for Strategy and Security, en fælles interesse: »Ingen af dem ønsker at se Iran blive alt for stærke i Syrien,« siger han. Rusland har en forståelse for, at Israel ikke kan tillade Iran at få alt for meget indflydelse i Syrien. De er nok også klar over, at Rusland ikke vil være i stand til at forhindre israelske angreb. Israel har flere gange fastslået, at man under ingen omstændigheder vil tillade Iran at blive en magtfaktor i Syrien, som jo grænser op til Israel. Russerne ved, at det ikke blot er skarp retorik, men at israelerne sætter handling bag de ord og vil fortsætte med at gøre det. Også selvom den russiske bjørn skulle begynde at brøle.

Uenighed om holdningen til Israel

Mens forholdet mellem Putin og Bennett altså er kommet godt fra start, er det ikke alle i Rusland, der bakker op om Putins gæstfrihed og imødekommenhed. Både i den russiske regering og blandt lederne i hæren finder man den holdning, at Rusland bør have en hårdere linje over for Israel. Især når det gælder de israelske luftangreb i Syrien.

Som nævnt får russerne besked kort inden et israelsk angreb. Man kan meget vel forestille sig, at de kommer til at kræve at blive advaret i endnu bedre tid.

Men lige nu er begge parter tilfredse med tingenes tilstand. Og det er vigtigt for Bennett at vise israelerne, at den vigtige relation til Rusland bevares – også selvom det ikke er den mere rutinerede Netanyahu, der fører samtalerne.