Er Trumps møde med Al-Sharaa og Bin Salman godt for Israel?

Indtil for nylig havde USA udlovet en dusør for Ahmed Al-Sharaa, Syriens nye leder. Han har desuden stået på USA’s terrorliste, fordi han var leder af Al Nusra Fronten, som udspringer af Al Qaeda.

Onsdag mødtes Sharaa og Trump i Saudi-Arabien. Med ved den anledning var også den saudiske kronprins Muhammed Bin Salman.

Billederne af Trump flankeret af de to statsledere har naturligvis vakt opsigt i hele verden – ikke mindst i Israel.

Mange analytikere har udtrykt bekymring for, at Israels indflydelse i Mellemøsten risikerer at blive mindre. For når andre lande får mere indflydelse gennem et forbedret forhold til USA, så bliver Israels relative indflydelse automatisk mindre.

Og Israel var ikke med, hvor det skete, onsdag. I stedet lader det til, at Netanyahu lige nu er blevet placeret på sidelinjen.

Saudi-Arabien

Trump sagde onsdag, at Bin Salman er USA’s stærkeste partner i Mellemøsten. »Jeg er alt for glad for ham. Fantastisk fyr,« lød det fra præsidenten.

Israel behøvede egentlig ikke være kede af et varmt forhold mellem USA og Saudi-Arabien. Det skal der til, hvis der skal være håb om en normalisering af forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien. Trump sagde ganske vist tirsdag til de saudiske ledere, at han gerne ser dem blive en del af Abrahamaftalerne (dvs. en del af de lande, der har normaliseret forholdet til Israel). Men han sagde også, at »I skal gøre det, når I selv synes, tidspunktet er det rette«. Han indgik en handelsaftale med Saudi-Arabien til angiveligt 142 milliarder dollars. Og der forhandles om en aftale, hvor USA vil tillade Saudi-Arabien at etablere et atomprogram. Indtil for nylig var det forventningen, at USA som en del af sådan en aftale ville kræve en normaliseringsaftale med Israel. Men Trump vil ikke gå glip af de store handelsaftaler, fordi saudierne og Israel ikke kan finde ud af det. Og det er skidt nyt for Israel, som ville have stor gavn af saudisk anerkendelse og samarbejde.

Syrien

USA og Israel har tilsyneladende ikke helt den samme opfattelse af Syrien og landets nye lederskab. Israel ser stadig Al-Sharaa som en jihadist, der ikke er til at stole på. I denne uge lettede Trump USA’s sanktioner mod landet. Også selvom Netanyahu angiveligt har bedt Trump om ikke at gøre det. Det forlyder, at Netanyahu frygter, at der fra Syrien en gang i fremtiden kan komme et angreb mod Israel i stil med Hamas’ angreb 7. oktober. Derfor gør Israels hær lige nu en stor indsats for at holde området på den syriske side af grænsen frit for terrorister.

Iran og houthierne

Derudover er det bekymrende for Israel, at USA har indgået våbenhvile med Houthi-bevægelsen i Yemen – endda kort tid efter at terrorgruppen affyrede et missil, som landede ved Ben Gurion Lufthavn i Tel Aviv. Kort efter sagde den amerikanske ambassadør i Israel, Mike Huckabee, at houthiernes angreb mod Israel kun ville være et problem for USA, hvis amerikanere blev ramt.

Samtidig ligger USA i forhandlinger med Iran om en ny atomaftale, der sandsynligvis vil tillade, at Iran beholder sit atomprogram. Trump har sagt, at han tror, »det bliver til noget«.

Netanyahu skulle have forsøgt at overtale Trump til i stedet at angribe de iranske atomanlæg. Nogle spekulerer i, at dette pres fra Netanyahu skulle have gjort Trump mindre velvillig over for Israel.

Trump og Netanyahu i 2017. I dag er deres forhold ikke helt ukompliceret. (Foto: GPO/Avi Ohayon)

Misser Israel en mulighed?

På trods af alt dette har Trump sagt, at hans tur til Mellemøsten »er godt for Israel«. Ifølge journalist David Horovitz kan der sagtens være noget om det. Men det afhænger ifølge ham af, om Israels regering formår at udnytte Trumps varme forbindelser. Israel har simpelthen brug for at være med omkring bordet, hvor der forhandles og indgås aftaler. Og det er de ikke lige nu.

Ifølge oppositionsleder Yair Lapid er Israel på sidelinjen, fordi Netanyahu er i lommen på Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir, de to partiledere fra den yderste nationalreligiøse højrefløj, hvis mandater Netanyahu er afhængig af. »De nationale interesser siger, at vi skulle være i Saudi-Arabien (hvor Trump mødtes med Al-Sharaa og Bin Salman, red.), men det var vi ikke, fordi Smotrich og Ben Gvir ikke vil tillade det.«

På X beskriver den israelske journalist Yaakov Katz situationen sådan:

»Det er svært at se billederne af Trump, der mødes med den tidligere jihadist og nuværende statsleder Ahmed Al-Sharaa og ikke spørge: Hvad hvis?

Hvad hvis Israel havde håndteret Gaza-krigen anderledes? Sikret en gidselaftale, da det var muligt, afsluttet krigen og fremlagt en politisk løsning mht. en ny regering i Gaza? Ville Netanyahu så have befundet sig i det rum med Trump, Bin Salman og Al-Sharaa (og med Erdogan igennem på video)? Kunne Israel have været en del af en historisk normalisering med Saudi-Arabien – og endda en diplomatisk proces med Syrien? Ville israelske firmaer være en del af de aftaler til billioner, som lige nu bliver indgået mellem USA, Saudi-Arabien og Qatar?«

Katz peger på det ironiske i, at Israel i høj grad har skabt det nye Mellemøsten, som de altså ikke er en afgørende aktør i lige nu. Nemlig da de besejrede Hizbollah og banede vej for Assads fald i Syrien.

Prisen for at sidde med ved bordet

Men har Israel virkelig fejlet så meget, som Lapid, Katz og andre mener? Muligvis. Men det er svært at vide, hvad svarene på Katz’ spørgsmål er. Og man må også spørge: Hvis Israel havde fremlagt en plan for en ny ledelse af Gaza, ville det så føre til, at Hamas forsvandt helt som politisk og militær magt i Gaza? Hvis det var så enkelt, ville Israel måske være gået den vej – også selvom Smotrich og Ben Gvir ganske rigtigt ikke ønsker at trække de israelske tropper ud af Gaza, nogensinde.

En anden udlægning kan derfor være, at Netanyahu ikke trykker hånd med Bin Salman og Al-Sharaa, fordi det ville koste en aftale, hvor Hamas kunne bevare magten i Gaza. Fordi det ville betyde, at man skulle anerkende en tidligere terrorleder, der nu regerer et af Israels nabolande. Og fordi man skulle tale Trump efter munden, når han forhandler med Iran om en atomaftale, der i Israels øjne udgør en eksistentiel trussel.