Krads kritik af ny israelsk regering: Er ikke til for folkets skyld

Som vi skrev her på siden i sidste uge, har Israel fået en ny regering. Godt nok blev det ikke torsdag, indsættelsesceremonien fandt sted, men i stedet søndag. Der var nemlig noget med fordelingen af ministerier, der skulle gå op.

Og det har i sandhed været lidt af et puslespil. Det gælder ikke bare de 17 måneder, det tog at finde et flertal i Knesset. Det gælder også den konkrete udpegning af ministre i den regering, som altså i søndags blev bakket op af 73 ud af Knesset 120 medlemmer.

Hård kritik af ”overflødige” ministerier

Omtalen af den nye regering handler ikke så meget om, at Israel endelig har fået en regering, som kan lede landet videre. I stedet tales der meget om, at det med længder er den største regering i statens historie. Før var rekorden 30 ministerier. En gennemsnitlig regering i Israel har siden 2001 haft cirka 26 ministerier. Den nyindsatte har hele 35 og vil vokse til 36 foruden en hel del viceministre.

Skyldes det, Israel pludselig har fået brug for markant flere ministerier? Nej, lader der til at være enighed om. Det er udelukkende et spørgsmål om, at Netanyahu og Gantz har skullet betale for at få opbakning fra deres partifæller. Og den politiske valuta har i den forbindelse været ministerposter.

Om de mange nye ministre skriver fx Michael Boyden (reformert rabbiner): ”I står der ikke, fordi I sværger troskab til vores elskede land, men fordi I har sværget troskab til Benjamin Netanyahu.” Tidligere minister for Likud Limor Livnat har sagt, at ”Likud er blevet Netanyahus private ejendom”.

Den generelle kritik går især på oprettelsen af nye ministerier, som blandt andet omfatter et ”Ministerium til Styrkelse og Udvikling af Samfundet”, hvor det lille parti Geshers ene medlem, Orly Levy-Abekasis, skal sidde i ministerstolen. Hendes ministerium skal ikke primært varetage nye opgaver, men får overført opgaver fra andre offentlige instanser. Ikke fordi disse instanser ikke længere kan varetage dem, men fordi Levy-Abekasis skal have noget at lave i sit nye ministerium. Det mener Haviv Rettig Gur, journalist på The Times of Israel. Han fremhæver netop Levy-Abekasis og hendes ministerium som et eksempel på, hvilke ufornuftige beslutninger der er blevet truffet for at få regeringen på plads.

”For at oprette ministeriet og for at gøre det muligt for hende at lade som om, at ministeriet er berettiget, har man måttet ofre vitale programmer på Levy-Abekasis’ omdømmes alter,” skriver han og uddyber: ”Programmet ”By uden vold”, som er et samarbejde mellem Velfærdsministeriet og Ministeriet for Offentlig Sikkerhed, hvor man sender socialarbejdere til områder med meget kriminalitet, er blevet fjernet fra sit administrative hjem og er blevet givet til Levy-Abekasis. Administrationen af programmet er altså blevet fjernet fra de to organer, der byggede det, og som stadig skal implementere det i praksis,” lyder kritikken af, at man altså har give ansvaret for ”By uden vold” til et nyoprettet ministerium, der slet ikke har noget med programmet at gøre.

Et andet eksempel på, at beslutningerne er truffet for at tilfredsstille politikerne frem for at hjælpe befolkningen, er det nyoprettede ”Bosættelsesministerium”. Her skal den bosættervenlig kvinde Tzipi Hotovely være minister. Men Netanyahu har sagt, at hun om få måneder vil blive udnævnt som ambassadør i Storbritannien. Når det sker, skal Tzachi Hanegbi overtage. Men Hanegbi har aldrig vist interesse for at udvikle bosættelserne og virker malplaceret i den rolle. Og hvorfor skal Hotovely have posten, hvis hun alligevel snart skal videre?

På samme måde har Netanyahu sagt, at Miri Regev efter 18 måneder som transportminister vil blive udnævnt til udenrigsminister. ”Sådan en rotation er opskriften på en passiv minister. En minister, som man ved, skal forlade posten efter 18 måneder, vil blive ignoreret af sit embedsværk. Reformer vil ikke blive udviklet. Tingene vil stå stille,” skriver Rettig Gur.

Han understreger også, hvor vildt det er, at der er hele 35 ministerier. Han skriver, at det er 66 procent flere end gennemsnittet, hvis man ser tilbage til statens oprettelse i 1948.

Fornuftigt og billigt med ministre uden ministerium

En praksis, man også bruger ofte i Israel, er at udnævne ministre uden ministerier. Det har man også gjort i denne omgang, hvor Hanegbi ikke har noget ministerium til at begynde med. Benny Gantz – som selv er både forsvarsminister og såkaldt ”alternativ premierminister” – har desuden udnævnt sin partifælle Michael Biton til at være ”minister i Forsvarsministeriet”. Biton er altså ikke forsvarsminister – det er Gantz jo selv – men altså en slags hjælpeminister i Forsvarsministeriet.

Haviv Rettig Gur forsvarer brugen af ministre uden ministerier og siger, at det har været almindelig praksis i Israel i mange år. Det kan være nyttigt, når man gerne vil have en given person med omkring regeringsbordet, men ikke har et ledigt ministerium. Her bør man ikke gå ud og opfinde et overflødigt ministerium og ansatte de mange folk, som et sådant organ kræver.

Ministeriet for Styrkelse og Udvikling af Samfundet samt Bosættelsesministeriet er eksempler på sådanne nye ministerier. Og holdningen blandt mange israelere er, at de politikere, som har fået nyt, velbetalt og prestigefuldt job disse steder, ikke er der for befolkningens skyld, men for deres egen skyld.