Muslimsk kongresmedlem under hård kritik efter ny udtalelse om Israel

Det nyvalgte demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus Ilhan Omar har gjort sig bemærket med flere israelkritiske udtalelser. Det har gjort hende særdeles upopulær blandt pro-israelske grupper i USA og også blandt politikere – både demokrater og republikanere. Nogle mener, at hendes påstande er et udtryk for antisemitisme.

Hele 11 jødiske grupper sendte mandag en anmodning til Repræsentanternes Hus’ formand, demokraten Nancy Pelosi, om at Omar bliver smidt ud af Komiteen for Udenlandske Anliggender. Anmodningen kom ”i lyset af Ilhan Omars seneste antisemitiske tweets og udtalelser”, som det blev formuleret i henvendelsen fra de 11 grupper.

Henvendelsen kom efter den seneste kontroversielle udtalelse fra Omar. I sidste uge beskyldte hun proisraelske grupper i USA for at have ”troskab over for et fremmed land” (Israel). Det fik mange til at fordømme Omar. For eksempel sagde Jonathan Greenblatt fra Anti-Demfamation Leauge, at ”anklagen om at jøder er tro over for et andet lands regering, er en modbydelig antisemitisk fornærmelse, som er blevet brugt til at marginalisere og forfølge jøder i århundreder”. Ifølge Greenblatt er det et eksempel på den klassiske form for antisemitisme, hvor man mistænker jøder for at være illoyale borgere, der i virkeligheden kun er tro over for deres jødiske landsmænd og arbejder for en større jødisk dagsorden.

 Ilhan Omar blev valgt i Minnesota. Hun er sammen med sin kollega, Rashida Tlaib, den første kvindelig muslim i Kongressen. (Foto: Wikimedia/Lorie Shaull)

Påstand om jødisk bestikkelse

Ilhan Omar er en amerikansk-somalisk politiker, som blev valgt ind i Repræsentanternes Hus i november – som den første kvindelige muslim sammen med kollegaen Rashida Tlaib. Siden da har hun som sagt markeret sig med flere udtalelser, som nogle mener er antisemitiske.

I februar kørte den største af sagerne på Twitter. Omar delte en udtalelse fra en anden israelkritiker, Glenn Greenwald, som udtrykt sin ”forundring over, hvor meget tid USA’s politiske ledere bruger på at forsvare en fremmed nation”. En kommentar, der uden tvivl drejede sig om Israel.

Omar tilføjede kommentaren: ”Its all about the Benjamins, baby”, med henvisning til 100-dollarsedlerne, hvor Benjamin Franklin er afbilledet. Med andre ord: ”Der er nogle, der betaler USA’s politiske ledere for at støtte Israel”. Adspurgt om, hvem hun mon tænkte på her, svarede Omar direkte (også på Twitter): AIPAC (jødisk lobbygruppe).

Kort opsummeret anklagede Omar altså den jødiske lobbygruppe, der arbejder for at fremme israelske interesser i amerikansk politik, for at bestikke amerikanske politikere til at støtte Israel. Anklagen mod AIPAC blev af de fleste opfattet som en anklage mod alle andre lignende jødiske lobby-grupper.

Anklagen har forarget mange, og flere har kaldt Ilhan Omar antisemitisk. Hendes påstand passer ind i den klassiske antisemitiske forestilling om, at jøder er rige og bruger deres penge til styre regeringer.

Senere undskyldte Omar dog for hele ”Benjamin-sagen” – blandt andet efter opfordring fra Nancy Pelosi.

Dem, som støtter Omar, siger, at hendes kritik er berettiget, og at der ikke er tale om antisemitisme, fordi der blot er tale om kritik af Israel – og USA’s forhold til Israel.

Omars påstand om ”troskab over for et andet land” har nu pustet til ilden. Trump har brugt udtrykket ”en mørk dag” om Ilhan Omars påstand. Men det er ikke kun Republikanerne, der reagerer. Faktisk har en gruppe demokrater fra Repræsentanternes Hus besluttet, at de vil fremsætte en resolution, der fordømmer antisemitisme. Resolutionen fordømmer ikke direkte Ilhan Omar, men kommer uden tvivl som en reaktion på hele sagen.