Opdatering: Likud boykotter afstemninger, og 600.000 har meldt sig ledige

Også i de israelske medier er det i disse uger sjældent, man kan læse en nyhed, uden at den på en eller anden måde har noget med virus at gøre. Det gælder også nyhederne om eksempelvis den stigende ledighed og det kaos, der hersker i Knesset.

Lad os starte med coronavirussens betydning for arbejdsmarkedet. Her er der sket en meget drastisk stigning i antallet af ledige, som nu er oppe på hele 18,6 procent. Mere end 600.000 israelere har meldt sig ledige i løbet af den måneds tid, coronavirussen har hærget. De seneste par dage har der været mellem 30.000 og 40.000 om dagen. Mens mange herhjemme i Danmark bliver sendt hjem med løn, forlyder det fra mange af de nyligt registrerede, at de ikke er blevet fyret, men at de er blevet sendt hjem uden løn.

 

Politisk krise vokser trods genåbnet parlament

Den store nyhed i disse dage er krisen i det israelske parlament, som også er påvirket af corona.

I sidste uge valgte formanden Yuli Edelstein at lukke Knesset på grund af smittefare. Det udløste stor vrede og beskyldninger om, at Edelstein og hans parti Likud med Benjamin Netanyahu i front udnyttede virussen til at forsinke det politiske arbejde, hvilket kunne være en fordel for Likud, når det gælder regeringsdannelsen, hvor Netanyahus modstander, Benny Gantz, lige nu har et flertal bag sig. Mange mener, at Likud vil gøre alt for at forhindre en afstemning om, hvem der fremover skal være formand for Knesset. En afstemning, der sandsynligvis vil resultere i, at Edelstein bliver erstattet af oppositionspartiet Blå og Hvids Meir Cohen. Formandsposten er afgørende for, hvem der styrer dagsordenen i Knesset.


Knessets formand, Yuli Edelstein, valgte i sidste uge at lukke Knesset ned. Hans begrundelse var corona, men mange mistænker ham for at have gjort det for at redde sig selv og sit parti, Likud. (Foto: GPO/Mark Neyman)

Beslutningen fik Højesteret til at blande sig og forlange Knesset genåbnet og kræve en afstemning om formandsposten senest på onsdag. Dette medførte protester fra Likud og deres støttepartier.

I går genåbnede Knesset, og flere vigtige komiteer blev nedsat. Lederne af komiteerne er politikere fra Blå og Hvid, Arbejderpartiet-Meretz, Yisrael Beiteinu og Arabisk Fællesliste (det vil sige oppositionen til den midlertidige overgangsregering med Likud, de ortodokse og de nationalreligiøse). Der blev blandt andet nedsat en coronakomite samt en midlertidig finanskomite, der skal se på finansloven.

Hele højrefløjen valgte at boykotte afstemningerne. Likud og deres støttepartier på højrefløjen beskylder oppositionen for at have ”stjålet” parlamentet. Men det er de færreste, der køber den forklaring, eftersom oppositionen jo ganske enkelt har flertal, og eftersom det parlamentariske arbejde foregår sikker med seks medlemmer, der stemmer ad gangen.

Tænketanken Israels Demokratiske Institut har desuden konstateret, at Israel er det eneste land, hvor parlamentet har været lukket ned på den måde, som det har været tilfældet.

Det ser da også ud til, at rigtig mange israelere er imod Likuds måde at håndtere situationen på. Der var angiveligt omkring 600.000 israelere, der lørdag deltog i en online demonstration med titlen ”red vores demokrati”. Der har også været demonstrationer mod formanden uden for Knesset.

Lige nu bliver det spændende at se, om der rent faktisk bliver en afstemning onsdag om formandsposten i Knesset. Edelstein har fortalt Højesteret, at han ikke vil ”gå med på ultimatummer”.