”Palæstinensisk myndighed” er i sidste ende Hamas

Når man følger krigen mellem Israel og Hamas i de internationale medier – herunder de danske – læser man ofte, at ”det palæstinensiske sundhedsministerium” eller ”de palæstinensiske sundhedsmyndigheder” har meldt noget ud. For eksempel er det dem, der informerer om antallet af døde i israelske angreb og om tilstanden på de palæstinensiske hospitaler.

Når sundhedsmyndighederne står som afsender, er vi i Danmark vant til, at det er informationer, man kan stole fuldt og fast på. Det kan man sikkert også de fleste gange i Gaza.

Det er bare vigtigt at være klar over, hvem disse myndigheder er. Det er nemlig i sidste ende Hamas – organisationen, der for nylig begik et af de mest dødelige terrorangreb nogensinde, ikke bare i Israel, men globalt.

Palæstinenserne har to regeringer – Hamas-regeringen i Gaza og Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden (som kontrolleres af partiet Fatah). Det skyldes, at Hamas og Fatah er politiske fjender. Det er heller ikke altid, at danske medier skelner mellem de to regeringer. Når der for eksempel blot står "det palæstinensiske sundhedsministerium", kan man strengt taget ikke vide, om det er det i Gaza eller det på Vestbredden. I disse dage er det dog klart mest det i Gaza, man hører fra. På samme måde er der faktisk to palæstinensiske sundhedsministre.

 

Hamas’ chef er sundhedsmyndighedernes chef

Sundhedsministeren i Gaza hedder Medhat Abbas. Han er uddannet læge og har også været leder af det store al-Shifa Hospital i Gaza.

Men Medhat Abbas er ikke i sig selv så interessant. Han er sandsynligvis en hæderlig mand, der kæmper for at redde uskyldige civile i Gaza. Det interessante er derimod, at hans arbejdsgiver faktisk er Hamas, og at hans øverste chef derfor er Ismail Hanyieh – terrorgruppens leder.

Når man læser israelske medier, bliver Sundhedsministeriet ofte omtalt ”det Hamas-styrede Sundhedsministerium”. Det gør det ikke i de danske medier, og derfor vil der være mange læsere, der ikke ved, hvad det præcist dækker over.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt hvad der bliver meldt ud fra ”det Hamas-styrede Sundhedsministerium” er propaganda og løgn. Slet ikke.

Men det var eksempelvis Sundhedsministeriet, der straks fastslog, at det var Israel, som bombede Al-Ahli Hospitalet i Gaza City forleden – og at der var 500 dræbte. Begge dele viste sig – det er i hvert fald den brede opfattelse blandt vestlige statsledere og medier – at være forkert.

Ifølge USA’s efterretninger ligger dødstallet mellem 100 og 300. Og en ”højtstående europæisk efterretningskilde” har fortalt nyhedsbureauet AFP, at man vurderer dødstallet til at ligge omkring 50. Det tal stemmer overens med det antal ligposer, som AFP-journalister så blive båret ud efter eksplosionen. Desuden har satellitfotos vist, at hospitalet er stort set intakt.