Sjælden fodboldlandskamp på Vestbredden: Saudisk udehold beskyldes for »normalisering«

Faisal al-Husseini Stadion i den palæstinensiske by al-Ram på Vestbredden har egentlig kun plads til 8000 tilskuere. Men tirsdag var 12-13.000 mennesker stuvet sammen for at overvære fodboldlandskampen mellem Palæstina og Saudi-Arabien. Nogle måtte endda se til fra taget af de bygninger, der lå rundt om stadion.

Det er yderst sjældent, at det palæstinensiske hold spiller sine hjemmekampe på Vestbredden. Det skyldes, at de arabiske modstandere nægter at ansøge Israel om tilladelse til at rejse ind på Vestbredden – og sådan en tilladelse er krævet. Mange arabiske lande nægter at søge om tilladelsen, fordi de mener, det vil være en accept af Israels kontrol med området. At det vil være en form for normalisering. Derfor er de fleste af det palæstinensiske holds kampe blevet afviklet i nabolande som Jordan og Egypten.

Gårsdagens kvalifikationskamp til VM i 2022, som i øvrigt endte 0-0, var da også genstand for en del politisk uenighed. Nogle palæstinensiske aktivister var imod, at Det Palæstinensiske Selvstyre havde inviteret det saudiske hold – vel vidende at det ville kræve en israelsk indrejsetilladelse. De var også imod, at saudierne havde accepteret invitationen. Denne holdning udtrykte blandt andet Hamas.

Den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, var med i velkomstkomiteen, da det saudiske hold ankom i søndags. Han havde også inviteret udeholdet til en middag og en tur til Tempelpladsen i Jerusalem.

Og der var da også mange palæstinensiske fans, der var meget begejstrede for kampen. ”Denne begivenhed er vigtig og historisk. Saudi-Arabien anerkender vores ret til at spille på vores hjemmebane og anerkender vores ret til vores land og identitet,” sagde en 29-årig fan.

 

Tolkes forskelligt

Den nye linje fra Saudi-Arabien, som tidligere ikke ville tage imod indrejsetilladelse fra Israel, kan imidlertid opfattes på forskellige måder. Saudiernes forhold til Israel er de seneste år blevet bedre – ikke mindst på grund af den fælles fjende Iran. Nogle ser derfor den nye linje som en konsekvens af det forbedrede forhold – at man ikke længere er imod den såkaldte normalisering.

En palæstinenser fra Jenin, som Times of Israel har talt med, ser dog ikke gårsdagens kamp som et udtryk for normalisering. ”De [det saudiske landshold] skal ikke mødes med israelere. De kommer for at besøge og styrke os,” siger den 34-årige palæstinenser.

Israel har ikke kommenteret det saudiske besøg på Vestbredden.

 

Kan skabe præcedens

Tidligere har nationer som De Forenede Arabiske Emirater og Oman spillet på Vestbredden. Men Saudi-Arabien er i en anden liga – både fodboldmæssigt og politisk. Derfor kan gårsdagens kamp meget vel få endnu flere af de mindre arabiske nationer til at ændre holdning til spørgsmålet om at tage imod den israelske indrejsetilladelse.

Fodbold betyder meget for folk på Vestbredden, og mange er stolte over deres landshold, som er blevet markant bedre de seneste år. Det uafgjorte resultat mod Saudi-Arabien vidner da også om et hold, der godt kan spille bold. Lige nu ligger de nummer 101 på FIFAs verdensrangliste – i 2018 var de helt oppe som nummer 73. Det er den højeste placering, siden det palæstinensiske fodboldforbund blev anerkendt af FIFA i 1998.

Israel er nummer 86 på samme rangliste og deltager også i kvalifikationen til EM. I går blev det til en sejr over Letland, men der skal et mirakel til, hvis holdet skal nå med til EM næste sommer.