Tidligere efterretningschef: Derfor er det vigtigt at skelne mellem bosættelser

I en klumme i Jerusalem Post argumenterer tre højtprofilerede israelere for, at Israels regering bør gøre det klart, at der er forskel på bosættelserne tæt på den grønne linje på den ene side og bosættelserne langt inde på Vestbredden på den anden side. Sker det ikke, vil det skade Israel internationalt, mener de.

Skribenterne er en tidligere Shin Bet-chef, en tidligere ansat i Ehud Baraks stab og en entreprenør. De er alle medlemmer og stiftere af organisationen Blue White Future, der har som et af sine primære formål at skabe mulighed for, at de israelske bosættere kan blive flyttet tilbage til den israelske side af den grønne linje, som er udgangspunktet for en tostatsløsning. Det er nødvendigt, mener de, hvis en tostatsløsning skal være mulig.

I klummen peger de på tre begivenheder, som viser, at Netanyahu og hans regering er i gang med at udviske den skelnen, som de ser mellem de store bosættelsesblokke, der ligger tæt på Jerusalem og nærmest klos op ad den grønne linje (grænsen mellem Israel og Vestbredden), og så de små bosættelser inde på Vestbredden

For det første, siger de, har Netanyahu for nylig fortalt bosætterledere, at han har overbevist den amerikanske regering om at glemme sondringen mellem de to typer af bosættelser.

For det andet har den israelfjendske organisation FN’s Menneskerettighedsråd for nylig skrevet et brev til 150 amerikanske firmaer og advaret dem om, at de vil blive tilføjet en liste over firmaer, der handler med bosættelserne. Disse firmaer overvejer helt at droppe handel med Israel, fordi de ikke kan skelne mellem bosættelserne og staten Israel.

For det tredje nævner de en lov, som diskuteres i USA for tiden, som nævner ”Israel og områder under dets kontrol” som en enhed – altså uden skelnen mellem Israel og bosættelser.

Udviklingen giver næring til påstande om apartheid

Problemet, mener forfatterne, er, at den manglende skelnen giver grobund for Israels modstandere, som påstår, at det er en apartheidstat, der forskelsbehandlinger sine indbyggere. Og det kan skade Israel økonomisk, fordi det kan få flere til at boykotte Israel.

”Eftersom det zionistiske projekt kun er legitimt, hvis det giver de samme rettigheder til alle folk under dets kontrol, må Israel skabe en virkelighed, der sikrer implementering af dette princip. Som et første skridt skulle Israel meddele, at man ikke har suverænitet i de områder, hvor bosætterne udgør et mindretal, det vil sige alle områder uden for sikkerhedshegnet, som ikke er de store bosættelsesblokke. I tillæg bør Israel acceptere, at en fremtidig aftale vil blive baseret på 1967-linjerne med territorie-”swaps”, som vil give israelsk suverænitet til de store blokke.” Sådan lyder deres syn på, hvordan en tostatsløsning kan komme i stand.

Vil Netanyahu annektere?

Mens Netanyahu – eller nok nærmere hans støtteparti Det Jødiske Hjem – ikke ser for sig, at de små bosættelser, som ligger midt inde på Vestbredden, skal rømmes, så lader meget til, at han ligesom klummeforfatterne ønsker at gøre de store bosættelser tæt på Jerusalem, fx Ma’ale Adumim, til en del af Israel. Dog ikke som en del af en fredsløsning, men som noget, der minder om en annektering nu og her.

I Knesset diskuterer man lige nu en lov om ”Greater Jerusalem” – Storjerusalem. Loven vil give stemmeret ved kommunalvalg til de mange israelere, som bor i de store bosættelser, der ligger nærmest i forlængelse og som en integreret del af Jerusalem. Kritikerne af loven kalder det en de facto-annektering. Andre mener dog ikke, at det er en annektering.

Der bor knap en halv million israelere på Vestbredden. 80 procent af dem bor i de store blokke, mens altså knap 100.000 bor i de øvrige bosættelser, som Blue White Future ønsker at rømme. Alle bosætterne bor i det, der kaldes område c, som er under israelsk kontrol. Der er uenighed om, hvor man palæstinensere der bor i samme område. Ifølge lederen af det højrenationale parti Det Jødiske Hjem er der tale om 48.000. Ifølge FN er det dog hele 300.000.