UNESCO-resolution antyder, at hele Jerusalem er palæstinensisk
Endnu en absurd resolution fra FN’s kulturelle organ, UNESCO, kastede i går en skygge ind over Israels Uafhængighedsdag, hvor staten kunne fejre sine 69 år.
Det er dog langtfra første gang, Israel bliver fordømt af UNESCO, som består af 58 lande, hvoraf mange er muslimske. Den store kontrast mellem resolutionen og fejringen af Israels uafhængighed var faktisk med til at understrege, hvor meget der er at fejre: Selvom rigtig mange lande er fjendtligt indstillede over for Israel og behandler den jødiske stat fuldstændig urimeligt, har Israel på de 69 år udviklet sig til en magtfuld nation med et stort og velfungerende sikkerhedsapparat.
IDF-soldater i Den Gamle By i Jerusalem. En ny UNESCO-resolution antyder, at Israel har besat ikke blot Østjerusalem, men hele byen, som er Israels hovedstad.
Antyder, at hele Jerusalem er besat af Israel
Det, som man i Israel er allermest fortørnet over i den nye resolution, er den sprogbrug, som kraftigt indikerer, at Israel har besat ikke blot Østjerusalem, men hele byen.
I resolutionen er der et afsnit, som handler om Jerusalem. Her omtales Israel konsekvent som »besættelsesmagten«. For eksempel står der, at UNESCO »minder om, at alle administrative og juridiske midler og handlinger af Israel, besættelsesmagten, som ændrer eller kan ændre Jerusalems karakter og status (…), er ugyldige«.
Resolutionen skelner altså ikke mellem Østjerusalem, som Israel genvandt kontrollen med i 1967, og resten af byen, som har været under israelsk kontrol i alle 69 år. Nej, Israel kaldes besættelsesmagt, når der tales om hele byen. Det er ikke tilfældigt. Dette retoriske greb minder lidt om sidste års UNESCO-resolutioner, som konsekvent brugte den muslimske betegnelse for Tempelpladsen. Der står ikke direkte, at Tempelpladsen ikke har en historisk forbindelse til det jødiske folk – men det antydes meget kraftigt. På samme måde her: Man siger ikke direkte, at Israel ikke har ret til Jerusalem – men ved at kalde det en besættelsesmagt i et afsnit, der handler om hele Jerusalem, er der ingen tvivl om holdningen hos de lande, der stemte for.
Derudover fordømmes Israel for at foretage udgravninger i og omkring Den Gamle By og at undlade at implementere forslag i tidligere UNESCO-resolutioner. Israel fordømmes også for at blokere Gaza. Til gengæld nævnes der intet om Hamas’ raketangreb mod civile israelere, palæstinensisk terror eller Det Palæstinensiske Selvstyres opildnen og hyldest af terrorister. Den nævner dog i modsætning til tidligere resolutioner, at Jerusalem er en »betydningsfuld by for de tre monoteistiske religioner«.
Ingen kan omskrive historien
Først og fremmest blev resolutionen fordømt af israelere fra hele det politiske spektrum. Præsident Rivlin sagde endda, at det nu var på tide en gang for alle at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad ved at de forskellige ambassader flytter fra Tel Aviv til Jerusalem. Yair Lapid fra midterpartiet Yesh Atid sagde, at »ingen, inklusive UNESCO, kan omskrive jødisk historie – og da slet ikke på den dag, hvor Israel fejrer 69 års uafhængighed som et stærkt og demokratisk samfund.«
Hele 10 lande stemte imod – Sverige stemte for
Selvom nyheden om resolutionen var dårlig, var der faktisk en positiv historie at fortælle. Hele 10 ud af de 58 lande stemte nemlig imod, hvilket er relativt mange. Der var tale om USA, Storbritannien, Tyskland, Italien, Holland, Grækenland, Litauen, Paraguay, Togo og Ukraine. Hele 23 lande undlod at stemme – blandt andet Indien, hvilket er en stor sejr for de israelske diplomater, der kæmper for at overtale landene til at stemme i Israels favør.
Sverige var det eneste europæiske, demokratiske land, der valgte at stemme for resolutionen. Det gjorde de sammen med andre Israelfjendske lande som Iran, Saudi-Arabien, Sydafrika og Pakistan. Resolutionen blev foreslået af Qatar, Oman, Libanon, Egypten, Algeriet, Marokko og Sudan.
I alt 22 lande stemte for, mens hele 23 undlod at stemme. 10 stemte som sagt imod, mens 3 lande ikke var til stede under afstemningen. Resolutionen er ikke bindende og får derfor ikke nogen juridiske konsekvenser.