En anderledes påske - i skyggen af terror og krig

Det er påske – pessach – denne uge. Det fejres af jøder over hele verden. En meget anderledes påske. De samme gamle ritualer og sange, men alligevel en anderledes påske i skyggen af 7.oktober og den vedvarende alvorlige situation. Påsken fejres netop i de dage, hvor man rundede 200-dagen for gidslerne, der stadig sidder fanget inde i Gaza.

Påsken er blevet indledt som sædvanligt med seder-måltidet i mandags, hvor man med smagsoplevelser, ord og sang genoplevede det store drama – at Gud udfriede sit folk fra Ægypten med sin stærke arm. Rundt om bordet har man gentaget de kendte ord: Nu er vi slaver, næste år er vi frie, I år er vi her, næste år i landet Israel - og sluttet med: I år er vi her, næste år er vi i Jerusalem.

Sådan er det sagt og sunget gennem århundreder, men i år er der en særlig aktualitet i ordene. Man behøver ikke grave i historiebøgerne efter en aktualisering af påskens budskab. Den er uhyggeligt nærværende: Mange må holde påske langt væk hjemmefra, de sidder som gidsler i Gaza eller de er evakuerede fra deres hjem, fordi det ligger for tæt ved en af fronterne.

Mange har manglet familiemedlemmer ved påskebordet – ofrene for 7. oktober, soldater faldet i de efterfølgende kampe og så gidslerne, hvis skæbne står hen i det uvisse. Lever de? Bliver de nogensinde sat fri?

Udover at være en fejring af at Gud udfrier sit folk, rummer påsken også et håb om, at nu kommer Messias snart. Man har igennem århundreder sat en stol frem til Elias, forløberen for Messias, og dækket op til ham ved bordet med det særlige vinbæger til Elias. Børnene er blevet sendt ud for at se, om han står ude ved døren og banker på. Sådan også ved denne påske. Og børnene er endnu en gang kommet skuffede tilbage, han var der ikke.

Den alvorlige situation, de mange fjender og fronter, verdenssamfundets kritik og antisemitismens uhyggelige opblussen sætter i år påske-håbet i relief for mange jøder. ”Gud er med os, og Messias er på vej,” skrev min jødiske veninde til mig forleden.

Påske hos medarbejderne i Jerusalem

Ordet og Israels medarbejdere i Jerusalem, Kirsten, Maria og Frederik, har også deltaget i påskefejringen. Kirsten fortæller:  

” Mandag aften blev der holdt Sedermåltid i mange jødiske hjem - også hos vores naboer i Talpiot. Indimellem kunne vi høre, at de sang, og vi kunne se dem sidde omkring påskemåltidet. I aftes fejrede vi påskemåltid i vores menighed, Jerusalem Assembly. Det meste af dagen har alle  vi tre medarbejdere hjulpet med at lave mad og gøre klart til de knap 150 deltagere.”

  
Maria, Frederik og Kirsten hjælper med at forberede påskemåltid i den messianske menighed. (foto: KirstenØ og OI)

Også Kirsten oplever, at der er en anderledes stemning ved denne påsketid, hun fortæller: 

”Da jeg ønskede en ældre jødisk kvinde ”glædelig påske”, rystede hun på hovedet og sagde, ”Jeg ønsker mig ikke en glædelig påske, men en fredelig påske.”

Påskegæster i Det danske Hus 

I Det danske Hus er der også blevet fejret påske: Selvom der lige nu ikke er danske medarbejdere og disciple i Det danske Hus, summer huset alligevel af aktivitet. De nuværende beboere i huset er udenlandske volontører, der hjælper den messianske menighed i Kiryat Shmona. Menigheden er evakueret - for manges vedkommende netop til Poriyah-området - og menigheden bruger Det danske Hus som samlingssted. Det gjorde de også mandag, påskeaftenen. Her er et par billeder fra fejringen:

 

Vil du læse mere om den jødiske påske er her et par artikler:

Jødisk lys over påskeugens begivenheder v/ Ole Andersen

Herren frelser – Jesus og påskens jødiske salmer v/Poul Arne Nyborg