Jødisk lys over påskeugens begivenheder

Undervejs til Jerusalem

Jesus havde været på vej til påskefesten i Jerusalem i lang tid. Lukas bruger ti kapitler af sit evangelium til at beskrive rejsen og de mange begivenheder undervejs. Denne lange del af Lukasevangeliet kaldes »rejseberetningen« (Luk 9,51-19,28). Lukas begynder den på denne måde: »Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse« (Luk 9,51).

Målet for rejsen var omfattede tre ting. For det første var det en højtid, nemlig den jødiske påskehøjtid pesach, der i århundreder var blevet fejret til minde om udfrielsen af Israels folk fra slaveriet i Egypten. Udvandringen var sket i forårsmåneden nisan (det samme som abib), derfor blev den årlige, ugelange fest også holdt i denne måned (2 Mos 12-13 og 3 Mos 23,4-8). For det andet var målet et sted, nemlig byen Jerusalem. Påskehøjtiden var en af de tre årlige valfartsfester, hvor jøder fra hele verden strømmede op til Jerusalem. Jesus og hans disciple var blot nogle få af de mange tusinde jøder, der havde sat Jerusalem som mål for deres rejse. For det tredje var målet en begivenhed – verdenshistoriens vigtigste begivenhed! Jesus vidste, hvad der ventede ham i påsken i Jerusalem. Undervejs havde han flere gange undervist disciplene om det: »Han tog de tolv til side og sagde til dem: Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå« (Luk 18,31-33). Jesus vidste det. Alligevel valgte han at gå vejen fra Galilæa til Jeriko og derfra op til Jerusalem.

Fredag den 8. nisan

Jesus kommer til Betania »Seks dage før påske kom Jesus til Betania,« fortæller Johannes (Joh 12,1). Hvornår var det? Det er ikke så let at afgøre, fordi ordet »påske« (pesach) i antik jødedom blev brugt i to forskellige betydninger:

a) Pesach begyndte med påskemåltidet om aftenen den 15. nisan, der var den første dag i de usyrede brøds fest. Dette år faldt den 15. nisan på en fredag. Det jødiske døgn begynder ved solnedgang, så den 15. nisan begyndte torsdag aften, hvor man spiste påskelammet. Første dag i pesach gik altså fra torsdag aften til fredag aften. (Denne betydning findes blandt andet i Mishna Pesachim 4,1).

b) Påskelammene blev imidlertid slagtet allerede om eftermiddagen den 14. nisan. Derfor kunne man i daglig tale også kalde den 14. nisan for pesach. (Således i Mishna Pesachim 1,7; Matt 26,17 og Mark 14,12).

Når den 15. nisan dette år faldt på en fredag, vil »seks dage før påske« betyde den foregående lørdag. Men på en sabbat gik jøder ikke fra Jeriko til Jerusalem. Derfor må Johannes her tænke på torsdagen som påskens første dag, og »seks dage før« betyder så fredag den 8. nisan. I løbet af fredagen, inden sabbattens begyndelse, nåede Jesus frem til forstaden Betania, der lå på Oliebjerget øst for Jerusalem.

Sabbat den 9. nisan

Jesus i Betania Sabbatten tilbragte Jesus i Betania. Han har sikkert boet enten hos Lazarus, Martha og Maria eller hos Simon den Spedalske (Matt 26,6).

Johannes fortæller, at der i Betania blev holdt et stort festmåltid for Jesus (Joh 12,2-8). Martha sørgede for maden, og Lazarus var med til middagen. Der kan have været tale om sabbatsmiddagen fredag aften, men to ting tyder på, at det snarere var lørdag aften efter sabbattens udgang. Johannes siger, at indtoget i Jerusalem fandt sted »næste dag« (Joh 12,12), og mange mennesker var i mellemtiden strømmet ud til Betania, hvad de snarere har gjort lørdag aften end i løbet af selve sabbatten (Joh 12,9).

Jesus og disciplene var langt fra de eneste gæster i Jerusalem i disse dage. Fordi påsken var en valfartsfest, var der ankommet jøder fra hele landet og hele verden til Jerusalem for at fejre festen dér. For at kunne deltage i slagtningen af påskelammene måtte mange af de tilrejsende gennemgå en rituel renselse. Den tog syv dage (se ApG 21,26-27) og skulle derfor senest være i gang den 8. nisan, så den kunne afsluttes den 14. nisan. Mange af de tilrejsende rejste derfor hjemmefra i så god tid, at de kunne være i Jerusalem allerede en uge før påske (Joh 11,55). Det var derfor et Jerusalem fyldt til bristepunktet af tilrejsende, som Jesus var kommet til.

Søndag den 10. nisan

Indtoget i Jerusalem Jesus sendte nogle disciple ud for at skaffe et æsel, og så red han ned ad Oliebjerget og ind i Jerusalem. Fra Betania fulgte folkeskarerne med ham og jublede (Matt 21,9). Desuden strømmede også nogle af påskegæsterne ud fra Jerusalem for at modtage ham med palmegrene og jubelråb (Joh 12,12f). Hyldestråbene spillede på folkets Messias-længsel. Jesus blev hyldet som »Davids søn« (Matt 21,9), »kongen« (Luk 19,38) og »Israels konge« (Joh 12,13), og skarerne råbte om »vor fader Davids rige, som kommer« (Mark 11,10). Hyldet som Messias-kongen red Jesus ind i sin kommende hovedstad. Indtoget vakte stor opsigt og fik folk til at spørge om, hvem han dog var (Matt 21,10-11).

Selv gik Jesus ind på Tempelpladsen og betragtede søjlegangene og de enorme bygninger. Men da det allerede var blevet sent, gik han og disciplene tilbage til Betania, hvor de overnattede (Mark 11,11).

Ved udfrielsen af Egypten 1500 år tidligere var der sket noget særligt den 10. nisan. Den dag udvalgte de israelitiske familier hver et påskelam eller -kid og satte det til side, så det fire dage senere kunne blive slagtet (2 Mos 12,3-6). På Jesu tid var der ingen særlig ceremoni knyttet til den 10. nisan. Men nogle messiansk-jødiske bibeltolkere har med rette gjort opmærksom på, at Jesu indtog i Jerusalem var hans »tilsidesættelse« som påskelammet. Jesus accepterede hyldesten som Messias. Men Messias-kongens opgave var netop i første omgang at dø for sine undersåtter. Jesu kongeindtog var derfor indgangen til hans død, en »tilsidesættelse« til at være påskelammet.

Mandag, tirsdag, onsdag den 11.-13. nisan

Jesus underviser i Jerusalem Disse tre dage havde Jesus en ret fast døgnrytme, som Lukas sammenfatter på denne måde: »Om dagen underviste han på tempelpladsen, men om aftenen gik han ud til det bjerg, som hedder Oliebjerget, og overnattede der. Tidligt om morgenen kom hele folket til ham på tempelpladsen for at høre ham« (Luk 21,37-38).

En del af tiden på tempelpladsen gik med samtaler med farisæere (Matt 22,41), saddukæere (Matt 22,23), jøder fra udlandet (Joh 12,20) eller andre interesserede blandt de tusindvis af jøder, der opholdt sig i Jerusalem.

Mandag morgen skete der noget usædvanligt. Jesus havde åbenbart ikke fået meget til morgenmad og var sulten. Undervejs fra Betania ind til byen gik han derfor hen til et figentræ, men da det ikke bar nogen frugter, forbandede han træet. Tirsdag morgen, da de igen gik forbi træet, var det visnet (Matt 21,18-22; Mark 11,12-14.19-21).

Det var også på en af disse dage, at Jesus skabte røre ved at vælte bordene i markedsboderne på tempelpladsen og jage de handlende ud, mens han bebrejdede dem, at de havde gjort templet til en røverkule i stedet for et bedehus (Matt 21,12-17; Mark 11,15-19; Luk 19,45-46).

På et andet tidspunkt stod Jesus ved en af de bokse, hvor man kunne lægge pengegaver til templet. De befandt sig i søjlegangene eller rummene langs murene i det, der blev kaldt »Kvindernes forgård«, fordi alle jøder – både kvinder og mænd – havde adgang til den. Jesus lagde her særligt mærke til en fattig enke, der lagde »alt, hvad hun havde« (Mark 12,41-44; Luk 21,1-4).

Tirsdag eller onsdag (nemlig »to dage før påske« Matt 26,1-2) foregik en del af Jesu undervisning dog et andet sted end på tempelpladsen. Da havde Jesus taget disciplene med over på Oliebjerget, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen og tempelpladsen. Ikke ulig senere tiders turister talte disciplene med stor beundring om de store, smukke sten i tempelkomplekset. Det førte til en lang samtale, hvor Jesus først forudsiger Jerusalems ødelæggelse og derefter underviser om tidernes tegn og genkomsten (Matt 24-25).

Torsdag den 14. nisan Forberedelse til påskemåltidet

Torsdag var der stor travlhed i Jerusalem. For det første skulle alt gæret brød fjernes (2 Mos 12,15-20). I hele påskeugen fra den 15. nisan og frem måtte jøder kun spise usyrede brød. Paulus henviser til skikken med at rense alt gæret ud og bruger den som billede på, at også hedningekristne skal »fejre festen uden gammel surdej«, det vil sige skal gøre op med den synd, der ødelægger livet i menighederne (1 Kor 5,6-8).

For det andet skulle påskemåltidet forberedes. Der skulle købes ind, de bitre urter, usyrede brød og vinen skulle gøres klar, og der skulle dækkes bord til aftenens fest. Jesus gav Peter og Johannes opgaven med at finde et lokale og forberede påskemåltidet (Luk 22,7-13). Sammen med tusinder andre jøder gik de om eftermiddagen op til templet og slagtede det lam, der var hovedingrediensen i påskemåltidet.

Torsdag aften den 15. nisan: Påskemåltidet og arrestationen af Jesus

Ved solnedgang begyndte den 15. nisan og dermed pesach. Ligesom alle andre jøder spiste Jesus og disciplene påskemåltidet. Johannes fortæller, at Jesus inden påskemåltidet vaskede disciplenes fødder (Joh 13,1-20).

Selve måltidet blev indledt ved, at Jesus sagde: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer« (Luk 22,14-15). Påskemåltidet omfattede nogle relativt faste traditioner. I løbet af aftenen drak man fire glas vin blandet med vand. I forbindelse med det andet bæger genfortalte man den bibelske beretning om udfrielsen fra slaveriet i Egypten. Undervejs spiste man usyret brød, bitre urter og kød fra det slagtede påskelam.

Ny Testamente viser, at Jesus og disciplene fulgte disse traditioner. Lukas nævner, at Jesus begyndte måltidet med at velsigne et bæger vin, præcis som man gjorde ved påskemåltidet (Luk 22,17-18). Både Matthæus og Markus fortæller, at Jesus og disciplene først på aftenen »dyppede i fadet«, hvad der måske hentyder til den forret, der blev spist mellem første og andet bæger vin (Matt 26,23; Mark 14,20). Under måltidet tog Jesus et af de usyrede brød og velsignede det. Velsignelsen lød ifølge traditionen således: »Lovet være du, Herre vor Gud, verdens Konge, der lader brød fremspire af jorden«. Efter velsignelsen brækkede Jesus brødet i stykker og delte det ud, mens han sagde noget, der aldrig før var blevet sagt ved et påskemåltid: »Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer« (Matt 26,26; Mark 14,22; Luk 22,19; 1 Kor 11,23-24).

Anden del af nadverindstiftelsen fandt først sted noget senere. Både Lukas og Paulus fortæller udtrykkeligt, at det var »efter måltidet«, det vil sige efter selve spisningen, at Jesus tog et bæger og sagde: »Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod« (Luk 22,20; 1 Kor 11,25). Paulus omtaler et sted nadvervinen som »velsignelsens bæger« (1 Kor 10,16). Det er netop den betegnelse, rabbinerne brugte om påskemåltidets tredje bæger i forbindelse med takkebønnen efter spisningen.

Matthæus og Markus fortæller, at påskemåltidet i overensstemmelse med den jødiske tradition sluttede med »lovsangen«, det vil sige salme 115-118 fra Det Gamle Testamente (Matt 26,30; Mark 14,26).

Efter afslutningen af påskemåltidet gik Jesus og disciplene ud af byen til Getsemane have på Oliebjerget (Luk 22,3). Her skete to dramatiske ting. Jesus forlod disciplene og gik alene længere ind i haven for at bede. Han blev grebet af dyb angst med tanke på det, der skulle ske, men disciplene faldt i søvn (Matt 26,36-46; Mark 14,32-42; Luk 22,40-46). Senere kom Judas sammen med en deling af ypperstepræstens tempelvagter og arresterede Jesus (Matt 26,47-56; Mark 14,43-52; Luk 22,47-53; Joh 18,1-14).

Fredag den 15. nisan: Jesus forhøres, mishandles og korsfæstes

Natten til fredag og fredag morgen var hektisk. Jesus blev forhørt hos både Annas (Joh 18,12-14), Kajfas (Matt 26,57-68), den romerske statholder Pontius Pilatus (Matt 27,11-26) og Herodes Antipas (Luk 23,6-12). Undervejs blev han hånet og mishandlet. Til sidst blev Jesus ført ud til henrettelsespladsen Golgata, hvor han blev korsfæstet sammen med to røvere (Matt 27,32-56; Mark 15,21-41; Luk 23,26-49; Joh 19,17-37). Midt på eftermiddagen døde Jesus.

Josef fra Arimatæa fik lov til at tage Jesu legeme ned fra korset. Da sabbatten stod for døren, blev liget i hast svøbt i ligklæder sammen med vellugtende salver, som Nikodemus kom med, sådan som den jødiske tradition foreskrev det. Liget blev derpå lagt i Josefs nyudhuggede klippegrav, som lå tæt på Golgata (Matt 27,57-61; Mark 15,42-47; Luk 23,50-56; Joh 19,38-42). Efter begravelsen begyndte nogle af kvinderne fra Galilæa at forberede yderligere salver og parfumer, men de kunne ikke nå ud til graven med dem før sabbattens indgang (Luk 23,56).

Sabbat den 16. nisan: Graven bevogtes

Efter de seneste døgns dramatik sænkede sabbatsroen sig over Jerusalem. Graven blev på ønske af ypperstepræsterne bevogtet af romerske soldater (Matt 27,62-66). Om disciplene og kvinderne fra Galilæa fortæller Lukas, at »sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud« (Luk 23,56).

Søndag den 17. nisan: Jesus opstår fra de døde

Da sabbatten var forbi lørdag aften ved solnedgang, åbnede forretningerne i Jerusalem. Nogle af kvinderne fra Galilæa gik ud i byen og købte flere vellugtende salver, end de allerede havde forberedt lige før sabbatten (Mark 16,1). Meget tidligt søndag morgen blev Jesus levende igen og gik ud af graven. Ligklæderne lå pænt sammenfoldede tilbage på klippebænken i gravhulen. Senere mødte Jesus først nogle af kvinderne og siden alle disciplene og mange flere, der kunne bevidne, at han virkelig var opstået fra de døde (Matt 28; Mark 16; Luk 24; Joh 20; 1 Kor 15,3-11).