Regnskab 2025

Her kan du se Ordet og Israels regnskab for 2025.

Årsrapport 2025

Vi blev velsignet midt i bristede forhåbninger

Efter to år med krig var det svært at få armene ned, da Udenrigsministeriet den 11. november igen vurderede, at det var sikkert at rejse til Israel. Nu kunne vi igen sende unge og ældre til Israel på kurser, på Discipelskole og på volontørhold.

Troede vi.

 

Derfor gik vi med det samme i gang med at rekruttere lederpar til Poriya og Jerusalem og med at planlægge aktiviteter. Vi frygtede, at det ville blive svært, fordi mange ikke ville ønske at rejse. Men vi tog fejl! Vi blev overvældet af deltagere, der ville rejse til Israel.

 

Lidt over tre måneder senere brast vores forventninger. Israel og USA’s angreb på Iran ledte til et gengældelsesangreb, der sendte israelere over hele landet i deres sikringsrum flere gange dagligt – også vores lederpar i Jerusalem og vores fire frivillige, der tilfældigvis var der, da krigen brød ud.

Udenrigsministeriet frarådede naturligvis alle rejser til Israel under sådanne omstændigheder. Alle de planlagte forårsaktiviteter måtte derfor aflyses. Derfor står vi lige nu i nøjagtig samme situation som ved indgangen til 2025.

 

Men til trods for de høje – og nu knuste - forventninger, som vi rundede 2025 af med, var det et velsignet år.

Også i 2025 fik vi nemlig mulighed for at velsigne en række formål, der gavner Israels folk. I årets løb har vi sendt 650.000 kroner til blandt andet Kibbutz Kfar Aza, der var en af de kibbutzer, der blev angrebet 7. oktober 2023, og som stadig kæmper med at komme tilbage på fode. Vi har sendt store beløb til messianske menigheder og organisationer. Og vi har støttet kampen mod antisemitisme i Danmark.

Samtidig har vi brugt penge på at vedligeholde bygninger og biler i Israel, så de står klar til at modtage kursister, discipelskoleelever og volontører, når de forhåbentlig snart kan rejse til Israel igen.

 

Intet af dette ville have været muligt, hvis det ikke var for trofaste givere, der støtter op om vores arbejde og om Israel. Det er ikke en selvfølge i et klima, hvor jøder verden over oplever stigende antisemitisme, og hvor Israel kritiseres usagligt fra mange sider.

 

Den opbakning giver os ikke bare økonomi til at fortsætte. Den giver os også frimodighed, håb og taknemmelighed til Gud, som alle gode gaver kommer fra.

Tak!

 

 Nicklas Lautrup-Meiner, landssekretær