Manifest: Nu er ikke tiden til tavshed
Efter 7. oktober 2023 er jødehadet blusset op verden over – også i Danmark. I den situation har Ordet og Israel – med generalsekretær Jens Lomborg som hovedforfatter – formuleret 7 punkter, hvor vi kalder kristne til at sige nej til antisemitisme og støtte vores jødiske landsmænd.
Manifestet – som vi kalder det – blev offentliggjort på årets Sommerstævne. I anledning af treårsdagen for terrorangrebet bringer vi det her:
Kristne må sige fra over for jødehad
Som kristne har vi et ansvar for at modsætte os antisemitisme og dæmonisering af jøder. Ligegyldighed i mødet med jødehad strider mod det, Bibelen lærer os. Her er kristne kaldet til at huske på kirkens forbundethed med det jødiske folk – at der er en gudgiven relation mellem Guds udvælgelse af det jødiske folk og hans udvælgelse af den kristne menighed. Den kristne tro er uløseligt forbundet med Israels folk, Israels skrifter og Israels Messias.
Derfor kalder vi kristne til:
1: At følge med i og opsøge viden om, hvordan man som jøde i Danmark lever med og erfarer de stigende antisemitiske hændelser.
2: At bede for, række ud til og vise solidaritet med jøder, når de eller deres ejendom bliver angrebet, eller når de angribes på sociale medier. Deltage i støttearrangementer, skrive læserbreve og kommentarer samt prioritere samtale, forståelse og venskab mellem kristne og jøder. Vær parat til at stå ved jøders side og hjælpe, når deres sikkerhed eller frihed trues.
3: At opfordre myndigheder og politikere til en øget indsats mod jødehad i det danske samfund. Danmark skal være blandt de lande i verden, hvor jøder føler sig mest trygge.
4: At modsige overdreven, unuanceret eller dæmoniserende retorik vedrørende staten Israels ageren. At tage afstand fra holdninger, der kollektivt gør jøder ansvarlige for den israelske stats handlinger. Staten Israel kan og bør kritiseres som enhver anden stat. En nødvendig og legitim kritik må aldrig krydse grænsen til dæmonisering, dobbeltstandarder eller kollektiv skyld, sådan som det historisk set ofte er sket, og som vi også har set talrige eksempler på efter 7. oktober 2023.
5: Hverken at bøje retten for den svage eller den stærke i forudindtagethed eller følelsesmæssig rus, men fælde retfærdig dom.
6: At insistere på, at det både er muligt og nødvendigt at anerkende palæstinensiske lidelser og samtidig tage klart afstand fra jødehad i alle dets former. Situationen i Mellemøsten vækker stærke følelser og kalder på medfølelse med alle civile, der lider som følge af konflikten.
7: At bede om Jerusalems fred i aftenbøn såvel som kirkebøn. Salme 122, vers 6 opfordrer os til at bede om, at Jerusalems indbyggere må erfare Guds fred. Denne bøn er en bøn om enden på både terror og krig – i Mellemøsten og i verden. En dag vil den fred komme. Det har Gud lovet gennem profeten Esajas, som siger: Fred vil udgå fra Jerusalem (Es 2). Bed om, at den fred snart må komme. Lad ikke den bøn forstumme.
Vi må ikke vende blikket bort
Når mennesker mødes med had, må vi kristne ikke vende blikket bort. Vi er kaldet til at gå sandhedens, retfærdighedens og næstekærlighedens vej.
Kærligheden finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden (1 Korintherbrev 13,6).
