Amos’ budskab – en aktuel profeti

»Fri mig for lyden af dine sange,

Din guitars klang vil jeg ikke høre!«

Nej. Det er ikke et indlæg i debatten om nye rytmer og moderne lovsange versus orgel og salmesang. Det er en domsprofeti. En lovsangsadvarsel.
Advarsel er vel alt for svagt et ord. Det er en afvisning, en dom over falsk gudsdyrkelse, udtalt af profeten Amos. Indrømmet, jeg har skiftet ordet ’harpe’ ud med ’guitar’, men meningen er den samme.
Hvorfor kan Gud blive træt af at lytte til folkets sange? Hvad lå der bagved Guds afvisning af folkets pris? Hvad skal der til i vores liv, før Gud advarer og siger: ’Tak for sangen, men det gider jeg ikke høre mere på. Det er noget andet, der skal til!’
Med apostlen Paulus’ helt grundlæggende ord om Det Gamle Testamente, at »alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet for at vi skal lære af det« (Rom 15,4) vil vi – på 2750 års afstand – lytte til Amos’ budskab. Hvad kan vi lære af det i dag?
 

Bondemanden fra Tekoa

750 år før Jesus modtog bonden Amos en række profetiske budskaber fra Gud. De er samlet i bogen, der bærer hans navn, Amos’ Bog.
Amos drev lidt forskelligt landbrug i egnen ved Tekoa i Judas rige. Han blev kaldet af Gud til at drage til det nordlige kongedømme Israel og dér bringe en række profetiske budskaber. Israels tolv stammer var på dette tidspunkt delt i to selvstændige kongedømmer, riget Israel i nord og riget Juda i syd.
Amos’ profetiske budskaber havde dog ikke blot adresse til Israel, men også både til kongedømmet Juda og til de omkringliggende hedningefolk.
Krigsforbrydelser, falsk gudsdyrkelse, social ubarmhjertighed, snyd, synd, uretfærdighed og bedrag bliver blotlagt, hudflettet og fordømt. Budskaberne fra Gud var præget af vrede og dom. 

Otte domsprofetier (kap. 1-2)

Amos’ Bog begynder med Guds dom over seks hedenske folkeslag. Det enkelte folks hovedstad eller folkenavn nævnes, og deres forbrydelse opregnes én for én:
Damaskus har begået grusomheder i krig. Gaza har udøvet slaveri. Tyrus har forrådt et broderfolk i krig. Edom har vist vedvarende ubarmhjertighed. Ammonitterne har drevet af deres lyst efter større landområder sprættet gravide kvinder op. Moab har i krigsliderlighed krænket gravfreden.
Over alle disse folk udtaler Gud sine straffedomme.
De seks første profetier er rettet mod hedningefolk. Derefter retter Gud blikket mod sit udvalgte ejendomsfolk. I den syvende domsprofeti siges det, at man i kongedømmet Juda har forkastet Guds ord, Gud love og bud, og tilbedt afguder i stedet.
Alle disse syv domsprofetier slutter med samme besked fra Gud: »Derfor sender jeg ild...«.
Den ottende og sidste domsprofeti (2,6-16), er rettet mod kongedømmet Israel, hvor Amos opholdt sig. Denne profeti er den længste af de otte. Domsgrundlaget er nedslående. Israel har kastet sig ud i en selvcentreret spiral af social uretfærdighed, afgudsdyrkelse og seksuel umoral (2,6-8).
Af disse otte domsprofetier kan vi lære, at Gud holder alle folkeslag ansvarlige for deres handlinger.
Gud er historiens Gud. Han kender hvert menneske og hvert folks ledelse og kræver os til ansvar for vore handlinger. Også i dag. Gud er hele verdens skaber og han og straffer og dømmer ethvert menneske og folk med retfærdighed. Gud har ikke ændret væsen, han er ikke mindre retfærdig i dag end på Amos’ tid.
De to domsprofetier over Juda og Israel er en markant advarsel til os om, at Guds folk for hver generation står i livstruende fare for at ende i afgudsdyrkelse. Hver ny generation er ansvarlig for at kalde hinanden til et liv i troskab og sand tilbedelse af sin skaber og frelser. 

Også det udvalgte folk!

Amos’ bog indledes med disse ord:
Herren brøler fra Zion,
fra Jerusalem løfter han røsten,
så hyrdernes græsgange sørger,
og Karmels top visner. (1,2)
Måske har israelitterne dengang tænkt, at Herrens vredesbrøl, som får selv naturen til at visne hen, gjaldt de andre. Ha, endelig får de ren besked! Godt det ikke gælder for mig! Lad endelig de andre få noget hungersnød og krig!
Nogle i Israel afviste muligheden af, at Gud ville straffe sit udvalgte folk. De troede, at der sammen med udvælgelsen fulgte en Guds garanti for velsignelse.
Hvis nogen i Israel troede det, tog de grueligt fejl. Fra nu af, og helt frem til slutningen af Amos bog, kaster Gud søgelyset på Israel. Og hvad lyset afslører, er, at Guds vredesbrøl i højeste grad er rettet mod det udvalgte folk…
 
Israels sande tilstand (kap. 3-6)
Nu tvinges folket til at lytte til Guds dom, »det ord, Herren taler mod jer, israelitter, mod hele den slægt, som jeg førte op fra Egypten« (3,1).
Det folk, hvis forfædre blev befriet og frelst fra slaveri i Egypten, det folk, som Gud talte til gennem Moses, det folk, som fik Guds ord betroet gennem dommere, konger og profeter, skal nu straffes for sine synder (3,2).
Folket har brudt pagten med Gud og valgt at leve uden Gud, under forbandelse frem for velsignelse, vold frem for retfærdighed, død frem for liv. Israels Gud er nu blevet Israels fjende. Gud kalder på egyptere og filistre til at komme og beskue, hvordan Gud vil straffe sit folk Israel for deres ondskab (3,9ff).
Kapitel 4 beskriver, hvordan Gud gennem katastrofer som hungersnød, tørke, insektplager og sygdom gentagne gange har forsøgt at få folket til at omvende sig. Beskrivelsen af hver af disse katastrofer ender med ordene: »…men I vendte ikke om til mig, siger Herren«.
Men nu skal folket lytte. Lytte til Guds dom over Israels sande tilstand.
Kort sagt lyder dommen: I elsker hverken Gud eller jeres næste! Lovens ord, givet ved Moses, og senere alle profeternes budskaber hviler i bund og grund på det dobbelte kærlighedsbud. Det bliver særligt tydeligt hos Amos. 

Du skal elske Gud

For det første elskede de ikke længere Gud med hele deres hjerte, men hengav sig i stedet til en falsk religiøsitet. Med bidende ironi opfordrer Gud dem til at gå til deres helligdomme og »tilbede«:
Gå til Betel og synd,
Gå til Gilgal og synd endnu mere!
Bring jeres slagtofre om morgenen
og jeres tiende den tredje dag.
Bring syrnet brød som takoffer
og udråb frivilligofre med høj ryst!
Sådan ynder I det jo, israelitter,
siger Gud Herren. (4,4-5)
Nej tak! Jeres selviscenesatte religiøsitet har ført jer bort fra mig. Det er afgudsdyrkelse.
Fri mig for lyden af dine sange,
Dine harpers klang vil jeg ikke høre! (5,23)
De skråler til harpespil
og finder på musikinstrumenter som David (6,5)
Men nu rammer dommen:
Jeg forvandler jeres fester til sorg
og alle jeres sange til dødsklage. (8,10)
Forudsætningen for ægte tilbedelse og lovsang var ganske enkelt ikke til stede. Et folk som siger »Gud er med os« kan sagtens leve i bedrag. Et menneske som siger »Gud elsker mig« kan sagtens leve i bedrag.
Det sker, når den måde, vi behandler hinanden på, skriger til himlen i disharmoni med den måde, troen udtrykkes på. 

Du skal elske din næste

For det andet elskede de ikke deres næste, som Gud havde befalet det, men hengav sig i stedet til grov social uretfærdighed, vold og undertrykkelse.
700 år tidligere havde Gud gennem Moses formanet Israels folk:
I må ikke stjæle, I må ikke lyve, og I må ikke bedrage jeres landsmænd… Du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham. Du må ikke holde din daglejers løn tilbage til næste dag. Du må ikke forbande en døv, og du må ikke få en blind til at snuble… I må ikke øve uret i retssager. Du må hverken tageparti for den fattige eller begunstige den rige. Du skal dømme din landsmand med retfærdighed… Du skal elske din næste som dig selv. (3 Mos 19,11ff)
Men på Amos’ tid lyttede folket ikke, men handlede stik modsat:
De solgte den uskyldige for penge
og den fattige for et par sandaler.
De knuser de svages hoved i støvet
og trænger de hjælpeløse bort fra vejen. (2,6f)
I tramper på den svage
og kræver kornafgift af ham…
I forfølger de uskyldige
og tager imod bestikkelse
og afviser de fattige i porten. (5,11ff)
Amos er særdeles konkret og spidder den sociale uret med en række andre eksempler: Folk dømmes uretfærdigt, der snydes på vægten, slaveriet blomster, og der sælges fordærvede varer for profittens skyld (8,4-6).
Guds dom er udtalt. Straffen vil ramme som en fortærende ild, der opsluger alt brændbart på sin vej.
Søg Herren, så skal I leve,
Ellers bryder han løs mod Josefs hus
som ild, der fortærer,
uden at nogen i Betel kan slukke den. (5,6)
Dommen er afsagt med det formål, at den enkelte israelit kan få gjort sin sag op med Gud. De første tilhøreres mulighed for frelse lå i, at de omvendte sig fra deres onde gerninger. Søg Herren, så skal I leve, ellers… 

Fem syner om Israel (kap. 7-9,10)

Sidste del af Amos’ Bog rummer fem syner, der på hver sin måde understreger Guds dom over folket.
I forbindelse med de to første syner går Amos i forbøn for folket, og Gud fortryder sin dom (7,1-6).
Ved de sidste tre syner (7,7; 8,1 og 9,1) er forbøn ikke længere en mulighed. Herrens dag vil uvægerligt komme.
Kun en lille rest af folket vil blive frelst, når Gud eksekverer dommen.
Dog vil jeg ikke udslette Jakobs hus fuldstændigt, siger Herren. For se, jeg befaler, at Israels hus skal rystes blandt alle folkene, som man ryster en sigte, og ikke en sten slipper igennem (9,9).
Selv den troende del af folket skal rystes og lide når dommen bliver eksekveret.
I kapitel 7,10-17 berettes om et dramatisk sammenstød mellem den kongetro Betel-præst Amasja og profeten Amos. Præsten Amasja informerer Israels konge Jeroboam om, at landet ikke kan bære alle Amos’ ord (7,10). Amos har nemlig profeteret om kongens død og Nordrigets fald.
I Amasjas øjne er det en cocktail af majestætsfornærmelse og opfordring til politisk uro. Der udstedes derefter et forbud mod Amos’ profetiske virke: »I Betel må du ikke længere profetere« (7,13).
De religiøse ledere havde med andre ord ikke tiltro til, at Amos talte på vegne af Gud. Men et folk kan ikke overleve uden Guds ord.
Der skal komme dage,
siger Gud Herren,
da jeg sender hungersnød over landet,
ikke hunger efter brød
eller tørst efter vand,
men efter at høre Herrens ord. (8,11)
Hvor Guds ord er sparsomt tilstede, sulter og dør et folk.
Præsten Amasja forsøger til slut at få Amos til at drage til Juda rige med sine dystre, mørke domsprofetier: »Skynd dig at tage til Juda« (7,12). Men Amos har mere på hjerte… 

Gud frelser Israel (kap. 9,11-15)

Efter næsten ni kapitler præget af mørke, vrede og dom, slutter Amos’ Bog med et sidste budskab. Et budskab om håb og frelse for folket.
Gud vil i fremtiden gribe ind og vende Israels skæbne. Det, de ikke selv magter, vil Gud gøre: Velsigne dem, frelse dem. Genopbygge landet og folket. Skabe et genrejst rige, med en retfærdig konge af Davids hus og slægt på tronen.
Amos ser et kommende Davidsrige i Israels land, hvor fred og retfærdighed vokser frem til velsignelse for de omkringliggende folk, »alle de folk mit navn er nævnt over«(9,12).
Et rige, som er anderledes end det daværende kongedømme. Et rige, hvor kærlighed til Gud og næsten råder. Et rige, hvor indbyggerne er plantet af Guds nåde og aldrig mere rykkes op i dom og vrede. 

Dom og frelse fra Gud

Guds dom ramte kongedømmet Israel i år 722 f.Kr. På det tidspunkt var der gået en generation siden Amos trådte frem og profeterede. I 722 nedkæmpede stormagten Assyrien Israel, spredte israelitterne blandt andre folkeslag og udslettede det nordlige kongedømme. Ganske som Amos havde forudsagt.
140 år senere stod Juda rige og Jerusalem for tur. Begrundelsen var den samme. Gud kan og vil kun tilbedes og æres af mennesker, som ser hele hverdagslivet som en gudstjeneste. Mennesker, som søger tilgivelsen og hvilen og håbet hos ham, når de forbryder sig!
Lovsangen begynder i hverdagen. Kærligheden til Gud, tilbedelsen af Gud begynder i dit hverdagsliv, spejles i måden, du omgås andre mennesker på. Kærlighed til Gud og din næste er to sider af samme mønt og kan ifølge profeten Amos ikke adskilles uden katastrofale følger.
Det Nye Testamente bevidner, at Jesus er Davidssønnen, som bragte Guds rige nær, døde og opstod og nu regerer fra Guds højre hånd. Han bygger allerede nu sit rige på jorden. Overalt tager mennesker fra alle folkeslag imod ham og fornyes i tro og håb og kærlighed.
Frem mod historiens afslutning vil han ved sin Ånd og kraft opfylde løftet givet i Amos’ sidste profeti, så Gud på hele jorden vil fremstå troværdig, retfærdig, kærlig og sand. Gud give, at det snart må ske. Israels folks tilbagevenden til Israels land tyder i den retning.