Daniels Bog 9-11: Den afskyelige ødelægger

Et af de mere kryptiske udtryk, som Jesus bruger i sin undervisning om de sidste tider, er udtrykket »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« eller »den afskyelige ødelægger«, som det lidt mere mundret hedder i Bibelen på hverdagsdansk.
I sin tale i Matt 24 advarer Jesus sine disciple om, at denne »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« engang skal stå på hellig grund, og at det vil indvarsle en trængselstid, som der aldrig tidligere har været, og som aldrig senere vil komme.
Hvad - eller hvem - er »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«? Det vil denne artikel give et bud på. Men det er et svar, som først går over tre forskellige tekster i Bibelen, nemlig Dan 9-11, Matt 24 og 2 Thess 2, og som derefter involverer en tur i en moderne 3D-biograf.

Ødelæggelsens Vederstyggelighed i Daniel 9-11
Selve udtrykket »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« kommer fra Daniels Bog. Tre steder hos Daniel omtales fænomenet direkte, nemlig i Dan 9,27, 11,31 og 12,11. Derudover omtales en del af de begivenheder, der knyttes til fænomenet, også i både Dan 7 og Dan 8.
Sammenhængen er, at sidste halvdel af Daniels Bog, nemlig kapitel 7-12, indeholder fire store syner, som Daniel har på forskellige tidspunkter i sit liv. Hvert af disse syner afslører noget af den fremtid, der venter Israel efter det fangenskab i Babylon, som Daniel selv var en del af, og som varede fra år 586 f.Kr. til 536 f.Kr.
Indholdet i Daniels fire syner kan meget kort skitseres således:
a) Daniel ser nogle af de store træk i verdenshistorien fra fangenskabet og frem,
b) han får en række ord om Israels skæbne i disse perioder,
c) han ser Messias’ komme,
d) han får en række glimt af de ting, der skal ske ved verdenshistoriens afslutning.
Et tilbagevendende tema i alle fire syner er en advarsel om, at der engang skal fremstå en konge, som vil føre krig mod Israel og forfølge det jødiske folk. Det er til denne konge, at udtrykket »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« knyttes.

Antiokus Epifanes
Det er især i det lange afsnit i Dan 11,21-45, at begivenhederne udmales. Her beskrives en række krigshandlinger, der kulminerer i, at »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« opstilles i helligdommen.
Den umiddelbare opfyldelse af dette syn skete i forbindelse med begivenhederne omkring den syriske konge Antiokus Epifanes, der levede cirka 400 år efter Daniels tid (han regerede 175-163 f.Kr.).
Selv om Antiokus Epifanes regerede fra Syrien, indsatte han en garnison i Jerusalem for at sikre, at også Jerusalem ville undergå den samme hellenisering, som foregik i hele det område, som Alexander den Store mange år tidligere havde erobret.
Antiokus forfulgte det jødiske folk. Han fik ypperstepræsten i Jerusalem myrdet, forbød omskærelser af jødiske drenge, opførte et alter til Zeus i templet og indførte ofringer af svin på alteret. I det hele taget blev det forbudt at overholde de jødiske love, og det var en stor trængselstid, hvor mange jøder døde som martyrer.
Det førte til det jødiske oprør i 167 f.Kr., som er beskrevet i de apokryfe Makkabæerbøger.
Meget kort fortalt lykkedes dette oprør, og templet blev renset efter vanhelligelsen under »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«. Oprøret betød endda, at jøderne genvandt den selvstændighed, som de ellers ikke havde haft siden Jerusalems ødelæggelse mere end 400 år tidligere.

Ødelæggelsens Vederstyggelighed i Matt 24
På baggrund af de historiske begivenheder i århundrederne efter Daniel er det bemærkelsesværdigt, at Jesus i sin store tale om de sidste tider vælger at henvise til, at »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« skal stå på hellig grund.
På dét tidspunkt, hvor Jesus holder sin tale, er begivenhederne omkring Antiokus Epifanes jo for længst historie! Joh 10,22 fortæller os endda, at Jesus fejrede den jødiske højtid, som blev indstiftet til minde om sejren over Antiokus Epifanes, og som også markeres i Israel i dag.
Den eneste rimelige forklaring på, at Jesus vælger at henvise til Ødelæggelsens Vederstyggelighed, må derfor være, at han vil advare sine disciple om, at de begivenheder, der skete under Antiokus Epifanes, skal gentage sig, inden han kommer igen.

Jerusalems ødelæggelse
Og rent historisk gentager begivenhederne sig da også.
Da romerne i år 70 endeligt besejrer de jødiske oprørere, der havde indledt en opstand i 66 e.Kr., ødelægger de templet og byens fæstningsværker og fører en stor del af det jødiske folk i fangenskab. Samtidig opførte de romerske soldater en billedstøtte af kejser Titus, dér hvor templet havde stået.
Efter endnu en jødisk opstand i år 132 e.Kr. blev Jerusalem fuldstændig lukket for jøder, og byen blev i stedet gjort til en hellenistisk by, der blev indviet til guden Jupiter Capitolinus.
På den måde fik Jesu forudsigelse en historisk opfyldelse.
I øvrigt betød den advarsel, som Jesus havde givet disciplene, ifølge den kristne tradition, at den jødekristne menighed i Jerusalem nåede at flygte, da de romerske hære nærmede sig i år 66.

Antikrist i helligdommen i 2 Thess 2
Paulus bruger ikke udtrykket »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« direkte, men hans undervisning om Jesu genkomst, står alligevel i meget klar forlængelse af Jesu undervisning om dette.
I 2 Thess 2 omtaler Paulus således en person, som han, meget lidt flatterende, kalder »lovløshedens menneske«, »fortabelsens søn« og »modstanderen«, og som kun kan være den person, som Johannesbrevene kalder »Antikrist« (jf 1 Joh 2,18).
Paulus skriver om denne person, at han »ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud« (2 Thess 2,4).
Paulus’ anliggende er blandt andet at undervise thessalonikerne om, at Antikrists fremtræden er én af de begivenheder, der skal gå forud for Jesu komme, men at den lovløshed, der skal følge med, allerede nu er virksom.

Er profetien opfyldt?
Nogen vil måske anføre, at Paulus i 2 Thess 2 kunne tale om de begivenheder, der skete i år 70 og 132 e.Kr., således at det for eksempel kunne være den romerske kejser, der beskrives som »lovløshedens menneske«.
Denne tolkning holder dog ikke, for Paulus siger meget tydeligt, at Jesus selv vil tage opgøret med den lovløse: »…ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt« (2 Thess 2.8). Og det skete som bekendt hverken i år 70 eller år 132 e.Kr.

Uopfyldte lag
Derfor er alt, hvad der skal siges om »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« heller ikke sagt med en beskrivelse af Antiokus Epifanes og Jerusalems ødelæggelse i år 70. Tværtimod er disse historiske opfyldelser med til at pege frem mod begivenheder, der fortsat er fremtid.
Den opmærksomme læser af Dan 9-11 og Matt 24 vil da også opdage, at der opstår en række spørgsmål, når man læser disse kapitler i lyset at de historiske opfyldelser.
Læser man for eksempel det lange afsnit i Dan 11,21-45, så kan man i begyndelsen umiddelbart se, hvordan beskrivelserne omkring »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« passer på Antiokus Epifanes. Men fra vers 36, og i særdeleshed fra vers 40, oplever man, at beskrivelserne af den ugudelige konge faktisk sprænger rammerne for, hvad der historisk skete med Antiokus.
Noget af det samme gør sig gældende i Dan 9,27. Her siges det, at »Ødelæggeren kommer på Vederstyggelighedens vinger«, men når man ser nøje efter, så knyttes denne beskrivelse til nogle begivenheder, der ligger efter Messias’ fremtræden, i historisk lys altså til en tid, der ligger efter tiden omkring Antiokus.
Tilsvarende i Matt 24: I sin tale til disciplene forudsiger Jesus tydeligvis de ting, der skete ved Jerusalems ødelæggelse i år 70, men samtidig taler han på en måde, som gør det klart, at beskrivelserne også handler om de begivenheder, der skal ske helt frem til hans komme, og som til sidst vil kulminere med, at alle »skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed« (Matt 24,30).
Og det er altså ind i dén sammenhæng, at Jesus citerer Daniels ord om »den afskyelige ødelægger«, der skal stå på hellig grund.

Ødelæggelsens vederstyggelighed i 3D
Begrebet »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« indeholder altså flere lag af betydning.
Det er et velkendt fænomen i en række af Bibelens profetier, at en profeti på én og samme tid kan handle om flere ting. Det ser man for eksempel i forbindelse med profetierne om jødernes tilbagevenden til Israels land, som flere steder både handler om hjemkomsten fra Babylon og om den hjemkomst, som er sket/sker i moderne tid.
Man kan sammenligne dette fænomen med at gå ind og se en 3D-film i biografen: Hvis man ser filmen uden de udleverede 3D-briller, så vil billedet stå meget uskarpt, og man vil have svært ved at skelne mellem detaljerne i billedet. Hvis man derimod tager 3D-brillerne på, så kommer der pludselig skarphed og dybde i billedet, og man kan både se nye detaljer og adskille andre detaljer fra hinanden.
Bibelens 3D-billede af »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« indeholder følgende: I billedets baggrund ses den syriske kong Antiokus Epifanes. Lidt foran baggrunden ses romernes ødelæggelse af Jerusalem. Forrest ses konturerne af Antikrist – den afskyelige ødelægger – som engang skal stå på hellig grund.
Det, man dog skal lægge allermest mærke til i dette 3D-billede, er, at Antikrist (ifølge 2 Thess 2) vil være fuldstændig chanceløs, når Jesus kommer igen!