Dommerbogen og dens budskab

Dommerbogen i Det Gamle Testamente er ifølge den gamle jødiske inddeling en profetisk bog. Cand.theol. Poul Arne Nyborg har set nærmere på den spændende bog.

Det Gamle Testamente, jødernes bibel, er som bekendt delt i tre hoveddele: Loven, Profeterne og Skrifterne (se f.eks. Luk 24,27). Dommerbogen finder vi i den anden hoveddel - ved første blik en underlig placering for en bog, der beskriver Israels historie i en tid stort set uden profeter. Hvilket profetisk budskab kan ligge gemt i denne bog?
Prædikeren giver os en del af svaret. "Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen" (Præd 1,9).
Vi kan lære af historien, og den, der gennemskuer det, der allerede er sket, kan med en vis klarhed se ind i fremtiden.
Men når vi læser Dommerbogen lærer vi mere end et stykke af verdens brogede historie. Vi får et klart, tydeligt og umisforståeligt billede af, hvem Gud er - og hvordan hans forhold er til det folk, han har oprettet sin pagt med. Derfor er Dommerbogen et profetskrift. Som Gud handlede mod Israels folk i ældgamle dage, sådan handler han stadig mod sit udvalgte folk - og mod os, der er indpodet som nye grene på det jødiske folks gamle stamme (Rom 11).

Oversigt
Vi ved ikke, hvem der har skrevet Dommerbogen. Den jødiske tradition har Samuel som forfatter, og noget kunne tyde på, at bogen er skrevet før kong Davids tid (sml. Dom 1,21 og 2 Sam 5,6-10).
Bogen er ikke bare en tilfældig samling beretninger fra samme tidsperiode. De er nøje udvalgt til at beskrive den åndelige og politiske udvikling i ca. 300 år af Israels historie, nemlig tiden mellem Josvas død (1,1) og den gryende kongetid (21,25).
Faktisk røber forfatteren allerede meget om situationen i Israel gennem disse to vers, det første og sidste i bogen. Fra et samlet Israel, der spørger om Guds ledelse (1,1), går det mod den totale opløsning, hvor "enhver gjorde, hvad han fandt for godt" (21,25). Altså helt tydeligt en forfaldsperiode i Guds folks historie.
Detaljerne fra dette nationale og åndelige forfald får vi gennem beretningerne om 12 af Israels ledere, som Gud sender for at frelse sit folk i dets nød. Seks af dem har en længere beretning knyttet til sig, medens de seks andre kun nævnes kort.

Dommerbogens indhold
1,1-3,6 Indledning
3,7-16,31 Hoveddel
1) 3,7-11 Otniel
2) 3,12-31 Ehud (+Shamgar 3,31)
3) 4,1-5,31 Barak/Debora
---------------------------------------------------------------
4) 6,1-10,5 Gideon/Abimelek (+Tola og Jair 10,1-5)
5) 10,6-12,15 Jefta (+Ibsan, Elon og Abdon 12,8-15)
6) 13,1-16,31 Samson
17,1-21,25 Afslutning

Opbygningen har betydning for forståelsen af bogens budskab. Derfor markerer forfatteren tydeligt, hvornår beretningen om en ny dommer begynder. Det sker med ordene: "Israelitterne gjorde (på ny), hvad der var ondt i Herrens øjne" (3,7.12; 4,1; 6,1; 10,6; 13,1).
To steder er ordene "på ny" udeladt, før første og fjerde dommer (3,7; 6,1). Der er altså tale om to dommerrækker på hver tre store dommere som angivet i oversigten over bogens indhold.

Bogens hovedtema
Hvad vil forfatteren fortælle gennem denne næsten systematisk opstillede række af dommere? Svaret finder vi i bogens indledning, i afsnittet 2,6-3,6, hvor forfatteren giver en kort sammenfatning af den tidsperiode, han skriver om. Her i "Den lille Dommerbog" bliver det klart, at der er noget, der står fast gennem hele dommertiden, og at der er noget, der udvikler sig.
Dommerne har alle det til fælles, at de er sendt af den samme, trofaste Gud, som gang på gang hører sit folks nødråb. Efter hvert af Israels frafald sender Gud en frelser, som redder folket fra dets fjender, "for Herren fik medlidenhed med dem, når de jamrede over, at de blev undertrykt og pint" (2,18b).
Guds trofasthed mod sit udvalgte folk kan næppe understreges på nogen stærkere måde end gennem disse gentagelser, der fortsætter langt ud over, hvad vi menneskeligt set finder rimeligt. Men Gud bryder ikke sin pagt - selv om Israel gør det. Som Herrens engel siger til Israel i Bokim: "Jeg førte jer op fra Egypten og ind i det land, jeg lovede jeres fædre, og jeg sagde: Jeg vil aldrig bryde min pagt med jer, og I må ikke slutte pagt med dette lands indbyggere; deres altre skal i rive ned. Men I adlød mig ikke. Hvad har I dog gjort!" (2,1-2). Guds trofasthed står fast. Det samme kan ikke siges om Israel. "De svigtede Herren og dyrkede Ba`al og Astarterne" (2,13). Dette frafald gentager sig med stigende fart og alvor. "De veg hurtigt fra den vej, deres fædre havde vandret ad; fædrene havde adlydt Herrens befalinger, men de gjorde det ikke" (2,17b). "Men så snart dommeren døde, faldt de tilbage og handlede værre end deres fædre" (2,19a).
Hvordan reagerer Gud på et stadig dybere frafald - og forfald?
Det får vi svaret på, både i afsnittet 2,6-3,6 og i Dommerbogen som helhed. Gud lader for en tid sit elskede folk få, hvad det ønsker. Israel slutter pagt med de omkringboende folk og opgiver dermed pagten med Gud. De fristende alliancer med fremmede guder og fremmede folk bliver dog aldrig til den lykke, som Israel har drømt om. Selvom Gud gentagne gange reagerer på folkets råb om hjælp, vokser nøden, og mod slutningen af bogen er der total forvirring. Samfundet er ved gå i opløsning, sådan som det nødvendigvis må ske, når "enhver gjorde, hvad han fandt for godt" (17,6; 21,25).

Dommerne
Hvem er de disse dommere, som Gud sender for at hjælpe sit folk i en tid med åndelig nød? Ja, spørgsmålet har to mulige svar! Den store nød kalder enten på store mennesker - eller på en stor Gud. Dommerbogen sætter en tyk streg under det sidste. Det er Gud, der hører sit folks nødråb. Det er ham, der frelser. Og derfor er det også ham, der skal have æren. Det gør ikke dommerne til betydningsløse statister, men det sætter deres virke i det rette perspektiv. De er i Guds tjeneste. Derfor er det Guds sag, de skal fremme, og derfor er det Gud selv, der virker gennem dem.
Ser man på de enkelte dommere, er det en broget flok. Ikke bare er det en række vidt forskellige personlighedstyper med hver deres særlige udrustning. Også hvad angår forholdet til Gud, er vi hele spektret igennem - fra tillidsfuld tro til total egoisme og selvtilstrækkelighed. Beretningen om Debora og Barak kan tjene som eksempel. Et kig på den giver et fint indblik i Dommerbogens univers og kan være en hjælp til at forstå andre dele af bogen.

Dom 4
Det Gamle Testamentes forfattere har en forkærlighed for cirkelstrukturer. En sådan struktur består af et centrum, som regel tekstens højdepunkt, hvorom resten af teksten fordeler sig i parallelle mønstre. Både Dom 4 og 5 er trods deres forskellighed bygget op på denne måde. Vi vil her nøjes med at se på Dom 4.

Dommerbogen kapitel 4
1-3 Indledning: Israels nød under kana'anæerkongen Jabin.
4-10 Første scene: En rådvild mand, Barak, og en rådsnar kvinde, Debora.
Scenens centrum er den direkte tale i vers 8, hvor Barak beder Debora om hjælp: "Hvis du går med, vil jeg gå; men hvis ikke du går med, går jeg ikke".
11-17 Anden scene: Barak møder sin modstander, hærføreren Sisera.
Scenens centrum er Guds indgreb i vers 15a: "Og Herren skabte forvirring blandt Siseras vogne og i hele hæren foran Barak".
18-22 Tredje scene: En rådvild mand, Sisera, og en rådsnar kvinde, Jael.
Scenens centrum er den direkte tale i vers 20, hvor Sisera beder Jael om hjælp: "Hvis der kommer nogen og spørger om der er nogen herinde, skal du svare nej".
23-24 Afslutning: Israels sejr over kana'anæerkongen Jabin.

Som det fremgår af oversigten over opbygningen af kapitel 4, gør forfatteren brug af parallellitet. De to hærførere skildres på samme vis - som to svæklinge, der begge har brug for en kvindes hjælp. I både første og tredje scene er højdepunktet angivet ved direkte tale, nemlig de to hærføreres bøn om hjælp i henholdsvis vers 8 og vers 20.
I kapitlets midte mødes disse to ynkelige hærførere på slagmarken. Og heller ikke her fremstår nogen af dem som helt. For i stedet for en slagscene består kapitlets centrum af Guds direkte indgreb i vers 15a. Herren kæmper for Barak mod Sisera.
Gud træder kun direkte frem denne ene gang i beretningen, nemlig præcis i midten. Det er bogstavelig talt ham, det drejer sig om. Gud alene har æren for den sejr, Israel vinder.
Alle de menneskelige aktører har deres begrænsede rolle. De to mænd er svage; og heller ikke de to kvinder kan siges at være tekstens hovedpersoner. Debora optræder kun indtil vers 14, og er altså forsvundet før kampen begynder. Jael får vi først introduceret i vers 17, efter at Siseras hær er slået. Tilbage står Gud som tekstens egentlige hovedperson. Dette gør sig også gældende i Dom 5, hvor Guds indgreb skildres i midten af kapitlet (vers 20).

Gud er Israels dommer
Guds indgriben i tekstens centrum viser, at det er ham, der er den egentlige frelser. Debora og Baraks mønstring af stammerne afslører en tøvende holdning hos det store flertal af Israels stammer. Det betyder mindre. For Gud får så lejlighed til at vise sin magt for Israel.
Beretningen om Debora og Barak giver os et indblik i såvel menneskelig styrke som svaghed, såvel tro som vantro. Mest af alt understreger den dog, at Gud hele tiden er nær hos sit folk. I dybeste forstand er Gud selv Israels dommer, der aldrig lader sit folk ude af syne. Det gælder også i den øvrige dommertid. På trods af at folket fjerner sig stadig mere fra Gud, er han aldrig længere væk, end han kan høre deres nødråb.

Israel er Israels fjende
Selv i den frygtelige periode, der danner bogens afslutning, kan Israel råbe Gud op. Frafaldet er dog nu så dybt, at den hjælp, der er brug for, er til at straffe en af Israels egne stammer, nemlig Benjamin (Dom 20,26ff). Israel er endt som sin egen værste fjende. Forfaldet skyldes ikke længere de omkringboende folk. Nu kommer det indefra. Hvor smerteligt må det ikke være for Gud. Trofast har han hjulpet sit folk mod dets ydre fjender. Nu må han hjælpe dem mod deres egne landsmænd.
Dommerbogens slutning er værd at bemærke sig. Den giver os et knivskarpt billede af vores egen tid, både hvad angår åndelig forvirring og moralsk forfald. Det, der for tidligere generationer har stået som ubegribelige udskejelser, breder sig med stor hast i vores samfund. Det er næppe en overdrivelse at påstå, at vi lever i en moderne dommertid, hvor vores gamle kristne samfund går i opløsning indefra.
Kun Israels Gud forbliver urokkeligt den samme. Når tiden er inde, griber han atter ind - om ikke før, så når han selv kommer på himmelens skyer som verdens dommer.