Læs Toraen som én bog

Egentlig er svaret på, hvad vi skal bruge Mosebøgerne til, ret enkelt. Jesus siger det selv sådan her: »Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om« (Joh 5,46).

Med andre ord: Vi skal bruge Mosebøgerne til langt mere end at kende nogle vigtige, men måske lidt fjerne, grundfortællinger. Vi skal bruge dem til at få øje på Bibelens budskab om Jesus!

Mosebøgerne – Toraen

I vores tradition kender vi Bibelens første bøger som de fem Mosebøger, og vi har måske en tilbøjelighed til at forholde os til de fem bøger som ret adskilte fra hinanden. I jødisk tradition kendes bøgerne derimod som »Toraen«, og de betragtes som et langt mere sammenhængende skrift. 

»Torah« betyder »belæring« eller »lov«, og Toraen udgør første del af den hebraiske Bibels tre dele.             

Ud over Toraen består den hebraiske Bibel af Neviim (profeterne) og Ketuvim (skrifterne). Disse tre dele indeholder de samme tekster, som vi kender i vores Bibel, men de er samlet i en anden rækkefølge, og flere af bøgerne er slået sammen.

Det er denne tredeling, man blandt andet kan fornemme, når der hos Lukas står, at Jesus »begyndte med Moses og alleprofeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alleSkrifterne« (Luk 24,27).

Der bliver altså peget på Jesus gennem hele Det Gamle Testamente, og denne røde tråd begynder allerede hos Moses.

Toraens forfatter(e)

Når man læser Toraen igennem, fremgår det ret tydeligt, at det meste af indholdet må være skrevet af Moses selv eller af folk tæt på ham. Der er således en del eksempler i teksten på, at Moses selv skriver Guds ord ned (2 Mos 24,4 og 4 Mos 33,2).

Samtidig er der dog også steder, som viser, at der på et eller flere tidspunkter har været nogle senere »redaktører«, der har tilføjet forklarende bemærkninger, for eksempel om historiske forhold (1 Mos 126b) eller i forbindelse med beskrivelsen af Moses´ død (5 Mos 34,4-6).

Det betyder ikke, at disse redaktører har ændret i budskabet eller har lavet falsknerier, men det betyder, at de – inden for tekstens rammer – har lavet en overgang eller en slutning. At få øje på nogle af disse overgange eller slutninger kan nogle gange være en hjælp til at få øje på den røde tråd i Toraen. Sagen er jo, at disse redaktører har haft et indgående kendskab til Toraens indhold og teologi, og det kan afspejle sig i disse kommentarer.

Det overordnede indhold i Toraen

Hvis man skal give en indholdsoversigt over de fem Mosebøger, så er det en stor hjælp at bruge bøgernes latinske navne, ligesom man gør på engelsk. De latinske navne viser nemlig, at der er en klar progression i bøgerne:

 1. Mosebog hedder på latin »Genesis«, hvilket betyder »oprindelse«, og indholdet i denne bog er netop samlet omkring skabelsesberetningen og patriarkhistorien fra Abraham til Jakob.

2. Mosebog hedder »Exodus«, som betyder »udvandring«. I denne bog er indholdet koncentreret omkring udvandringen fra Egypten og Guds pagt med Israel.

3. Mosebog hedder »Leviticus«, og denne bog kan netop beskrives som »levitbogen«, der beskriver Israels religiøse love, og som derfor bliver en slags håndbog for Israels præster (levitterne).

4. Mosebog hedder »Numeri«, hvilket egentlig bare betyder »tal«. Navnet kommer fra de mange optællinger af folket i denne bog, men ellers kan man sige om bogens indhold, at den beretter om Israels tid i ørkenen, helt frem til de står på Moabs sletter på tærsklen til det lovede land.

5. Mosebog hedder »Deuteronomium«. Det betyder egentlig »den anden lov«, og navnet beskriver dermed, hvordan Moses, lige før han overlader lederskabet til Josva, fornyer Guds pagt med Israel, kort inden Israel går over Jordanfloden og ind i det lovede land.

Det er denne fortløbende historie, som Toraen fortæller, og det er i sig selv en hjælp for bibellæseren at være sig dette bevidst. Samtidig er det altså i denne historiske ramme, at der fortælles så tydeligt om Messias, at Jesus selv kan sige: »Hvis I havde troet Moses, ville I have troet mig …«.

 Afslutningsvis skal vi se et enkelt eksempel på, hvordan Jesus toner frem i denne historie.

En jødisk måde at skrive på

Én måde at få øje på Jesus på er at lægge mærke til Toraens komposition.

 I jødisk litteratur, også i Bibelen, ser man ofte dét, at en tekst indeholder en såkaldt kiasme-struktur. Det betyder, at en tekst begynder og slutter med nogenlunde samme ord eller tema, men at det vigtigste i teksten befinder sig midtvejs mellem disse to punkter. Et banalt eksempel på en tekst med en sådan struktur kunne være: »Bibelens vigtigste person er Jesus, Jesus er hovedpersonen i Bibelen«.

 Rammen omkring denne kiastiske sætning er således ordet »Bibelen«, mens centrum i sætningen er »Jesus«.

Toraens ramme

Et lignende princip kan også genfindes i større tekststykker. Ser man på Toraen som helhed, er det således værd at lægge mærke til, hvordan begyndelsen af 1. Mosebog og slutningen af 5. Mosebog har nogle tekster, som er nært forbundet med hinanden, og som, på lidt samme måde som i en kiastisk sætning, kommer til at indramme hele Toraen.

 Noget af det mest centrale i Toraens første kapitler er således, at det loves, at der engang skal komme én, som skal »knuse« slangens hoved (1 Mos 3,15). På samme måde er der på Toraens sidste sider også et fokus på én, der skal komme, nemlig Josva, som »var fuld af visdoms ånd«, og som bliver Moses´ åndelige arvtager.

 Der kan findes flere paralleller mellem Toraens begyndelse og slutning, men kort sagt er rammen altså, at den både begynder og slutter med håbet om én, der skal komme. Det er et håb, som i sidste ende er forankret i det generelle håb i Bibelen – håbet om Messias.

Toraens centrum

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan 3. Mosebog i lyset af denne ramme faktisk kommer til at udgøre et kompositionsmæssigt centrum i Toraen.

 3. Mosebog beskriver, hvordan Gud sikrer sig, at han får genetableret et fællesskab med mennesket. Mange af beskrivelserne af helligdommen peger således tilbage på ting, der også var i Edens Have, eksempelvis i valget af værdifulde materialer som guld og shoham-sten og i beskrivelsen af keruberne, der vogter begge steder.

 Forordningerne i forbindelse med telthelligdommen og gudstjenesten er selve Guds metode til at genskabe fællesskabet med mennesket. Centralt i disse beskrivelser står den store forsoningsdag i 3. Mosebog 16.

 Man kan derfor sige, at der alene af Toraens kompositionsmæssige centrum fremgår en stærk påmindelse (jf. Hebr 10,3-10) om, at mennesket har brug for en afgørende offertjeneste, når forholdet til Gud skal bringes tilbage på ret køl.

 Midt i Toraen toner der altså et billede af Jesus frem, om end det først afsløres helt i Det Nye Testamente.

Jesus toner frem

Toraen er et omfattende værk, og hverken det at se Toraen som ét sammenhængende skrift eller det at få øje Toraens kompositionsmæssige struktur er tilstrækkeligt til at rekonstruere den bibeltime, som Jesus holdt for de to Emmausvandrere.

Det kan imidlertid være et godt første skridt, hvis man igen vil tage fat på de fem Mosebøger og derigennem få øje på ham, der mere og mere tydeligt toner frem som den, der skal knuse slangens hoved: Jesus Messias!

 God fornøjelse med at læse Toraen med det perspektiv!