Ruths Bog viser Guds trofaste kærlighed

Jeg bliver glad, hver gang jeg læser Ruths Bog.

Der er så meget kærlighed mellem de mennesker, vi møder. Det inspirerer mig at læse om Ruths trofasthed mod hendes svigermor, No’omi, og om, hvordan israelitten Boaz viser omsorg for moabitten Ruth. Jeg bliver påvirket af de store sorger og tab i No’omis liv og taknemmelig over at læse, at Gud, skjult bagved de mange lidelser, aldrig svigter eller forlader hende.

Mest af alt er bogen dog en prædiken for mig. Den taler ikke bare om fortiden, men forkynder, at Gud er trofast og altid holder sine løfter. Gud havde en nøjagtig plan for, hvor i den store verden hans søn skulle fødes som verdens frelser: i Israels folk, i Judas stamme og Ruths familie.

Gud havde også dig og mig i tankerne, da han hjalp en nødstedt familie for 3000 år siden.

En enorm nød

Ruths Bog begynder med ordene: »Engang på dommernes tid«. Læser man Bibelens bøger i rækkefølge, så har man lige læst om den tid. Dommerbogen handler om en lang periode med forvirring og åndeligt forfald i Israels folk. Bogens sidste vers er en god sammenfatning af, hvordan det stod til: »På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt.«

Hvor er Gud henne i sådan en periode? Han er aldrig længere væk end et nødråb. Hver gang israelitterne er i nød og råber om hjælp, svarer Gud ved at sende en hjælper. Alligevel er Israel i krise, for de glemmer hurtigt Guds hjælp, og de handler værre og værre fra generation til generation (Dom 2,17.19).

Kan Gud skabe en ny begyndelse for et folk, der aldrig forsømmer en chance for at forsømme en chance? I Dommertiden bruger Gud mennesker af alle mulige slags, og resultatet er nedslående. Det er, som om ingen er egnet til at give Guds folk en ny begyndelse. Spørgsmålet hænger i luften: Hvor skal hjælpen komme fra?

En forpjusket rest

Hvornår på dommernes tid Ruths Bog foregår, ved vi ikke. Ud fra slægtstavlen i slutningen af Ruths Bog virker det sandsynligt, at det har været i sidste del.

Tankevækkende er det under alle omstændigheder, at Gud, allerede mens hans folk er i nød og krise, er i fuld gang med at føre sin frelsesplan videre. Det er en enorm trøst. Selv når den ydre virkelighed er allermest dyster, har Gud totalt styr på situationen. Han står ved sine løfter om frelse, og han bevarer en rest, der tror på ham.

Det er svært for os at se, hvordan Gud vil bruge den lille familie, No’omi og Elimelek og deres to sønner. Alt peger i den forkerte retning. Først hærger hungersnøden. Dernæst må de flygte til udlandet, og i løbet af kort tid dør Elimelek og de to sønner. Det er kun No’omi og hendes svigerdatter Ruth, der efter en årrække begiver sig tilbage til Betlehem, hvor No’omi kom fra. En kvinde, der har mistet alt, og en kvinde, der ikke hører hjemme i Israels folk. Hvad kan Gud gøre gennem dem? 

Tro og trofast kærlighed

Gud er ikke afhængig af menneskers hjælp, så derfor ser han aldrig efter menneskers evner eller styrke, men efter deres tro. Han leder efter mennesker, der er afhængige af hans hjælp og stoler på ham. Sådan en tro finder han hos Ruth. Ikke hos en israelit, men hos en moabit. 

I sin sorg over de tre dødsfald i familien kan No’omi ikke længere få øje på Gud. Hun beder derfor sine to moabittiske svigerdøtre blive tilbage i deres hjemland, mens hun selv vil drage hjem til Betlehem. Argumenterne for at blive tilbage er overbevisende. No’omi kan ikke give dem en sikker fremtid, hvis de følges med hende.

Den ene svigerdatter, Orpa, følger fornuften og bliver tilbage. Ruth derimod stoler på Israels Gud, som hun har lært at kende i Elimeleks og No’omis hjem.

Vi kan lære meget om tro af Ruth. Hun »klyngede sig til« No’omi (Ruth 1,14). Det hebraiske ord, der er brugt her, er det samme, som bruges i 1 Mos 2,24 om en ægtemand, der skal »binde sig til« sin hustru. Sådan en trofast kærlighed viser os, at Ruth virkelig har lært Gud at kende, for denne kærlighed afspejler jo, hvordan Gud selv er. Ruths tro er fuldstændig vævet sammen med hendes trofasthed mod No’omi. »Hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud« (1,16).

Ruth svigter på intet tidspunkt sin svigermor. I en periode, hvor No’omi kun kan se Gud som »den almægtige [der] har forbitret mit liv«, er det Ruth, der med sin trofaste kærlighed bærer troen videre. Da det efter lang tid går op for No’omi, hvordan Gud på forunderlig måde har lagt alting til rette, priser hun »Herren som ikke svigter sin troskab mod de levende og de døde« (2,20). Ordet »troskab« (»chesed« på hebraisk) betyder netop trofast kærlighed.

Under Guds vinger

Guds trofaste kærlighed er den røde tråd i Ruths Bog. Det, der kan virke som tilfældigheder, viser sig at være Guds kærlige måde at styre begivenhederne på.

De to kvinder kommer netop til Betlehem »i begyndelsen af byghøsten« (1,22), og da Ruth går ud for at samle aks efter høstfolkene »traf det sig, at den mark tilhørte Boaz, der var af Elimeleks slægt« (2,3).

I grundteksten begynder kapitel 2, vers 4 med ordene »og se«. Nu kommer der noget, som vi skal lægge godt mærke til. Det er Gud, der har lagt det til rette, sådan at Boaz møder Ruth. Ruth har hjulpet No’omi. Nu er det Boaz, der hjælper Ruth. Han yder beskyttelse, og han giver hende mad. Mest af alt har det nok ramt Ruth lige i hjertet, at Boaz siger: »Gå ikke herfra« (2,8). Tænk, nu har hun fundet et sted, hvor hun, den moabitiske enke, er velkommen! 

Boaz’ godhed overvælder fuldstændig Ruth. »Da kastede hun sig til jorden og sagde til ham: ”Hvordan har jeg dog vundet din velvilje (på hebraisk: ”fundet nåde for dine øjne”, red.), så du kendes ved mig, skønt jeg er fremmed?”« (2,10).

Endnu en gang får vi et dejligt glimt af Ruths tro. Hun er trofast og kærlig mod sin svigermor, samtidig med at hun selv har brug for andres trofaste kærlighed. For Ruth handler det ikke om fortjeneste, men om at finde nåde hos Gud og mennesker.

Denne stille hverdagstro kommer til at bære frugt. Man kan mærke, at Boaz er dybt berørt, når han svarer: »Jeg har hørt om alt det, du har gjort for din svigermor efter din mands død, at du forlod din far og mor og dit fædreland og rejste til et folk, du ikke kendte i forvejen. Måtte Herren gengælde dig, hvad du har gjort! Måtte du få den fulde løn af Herren, Israels Gud, nu da du har søgt ly under hans vinger!« (2,11f).

Løseren

Hvordan skal Ruth få den fulde løn af Gud? Her er vi inde ved centrum af Ruths Bog. Ruth og Boaz har vist trofast kærlighed mod andre og på den måde været et vidnesbyrd om Gud. Det afgørende er dog, hvordan Gud viser sin egen trofaste og ufortjente kærlighed til mennesker.

Det er som nævnt No’omi, der først opdager, at Gud ikke har svigtet sin troskab. Det går op for hende, da hun hører, at manden der har hjulpet Ruth, hedder Boaz. »Han er en af vores løsere,« siger hun (2,20).

No’omi har virkelig grund til at være glad. Det er Gud selv, der har befalet sit udvalgte folk, at når en israelit på grund af nød må sælge noget af sin ejendom, skal den, der står ham eller hende nærmest, træde til som »løser« og indløse – det vil sige købe det solgte tilbage (3 Mos 25,25). Denne ordning skal sikre, at ingen israelit står uden et sted at høre til, i det land, som Gud har givet sit folk.

Nu ser No’omi, at Gud ikke blot har givet sit folk en god ordning, men at han også selv har sørget for at sende en løser til netop hende!

Hvordan det? Jo, der er en anden løser, der er nærmere i slægt med hende end Boaz. Hvis han køber No’omis solgte mark tilbage, så vil Elimeleks og No’omis mark ganske vist blive No’omis igen, så længe hun lever, men da der ikke er arvinger, vil den derefter blive løserens.

Nu viser der sig imidlertid en anden løsning. Den springer ud af Ruths trofasthed og Boaz’ omsorg. Fordi No’omi kan stole 100 procent på Ruth, og fordi Boaz vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at hjælpe, så er der en mulighed for, at ejendommen efter No’omis død kan blive i hendes slægt. Hvis Boaz får et tydeligt tegn på, at Ruth vil have ham som ægtefælle, så kan han med list få rollen som løser, gifte sig med Ruth og få et barn. Dette barn vil ganske vist ikke være i No’omis slægt, men Ruths usvigelige trofasthed gør, at No’omi alligevel vover springet og sætter sin plan i værk.

Du kan selv læse, hvad der videre sker. Jeg vil blot fremhæve det, som Ruth siger, da hun vækker den sovende Boaz ude på marken: »Bred din kappe over din trælkvinde, for du er løser« (3,9). På hebraisk bruges samme ord om kappeflig og vinge, så Boaz forstår hentydningen. Han har selv ønsket for Ruth, at hun må få den fulde løn af Herren, Israels Gud, fordi hun har søgt ly under hans vinger (2,12). Nu søger Ruth ly under hans kappe og beder ham være løser. Hvad andet kan han gøre end at gå ind i den opgave, som Gud og mennesker kalder ham til at gå ind i?

Ruths Bog peger på Jesus

Boaz bliver løser. Ruth og Boaz bliver gift, og No’omi tager deres førstefødte, Obed, til sig som sit eget barn. »No’omi har fået en søn« lyder det fra nabokonerne (4,17). No’omi ender ikke som barnløs og udstødt, men får ved med Guds hjælp sin ejendom tilbage og kan bevare den i slægten, fordi Gud sendte den løser, der var brug for.

Ruths Bog giver i sine fire korte kapitler et fantastisk vidnesbyrd om Guds trofaste kærlighed mod sit udvalgte folk. Det vidnesbyrd er godt at blive mindet om i vores tid, hvor Israel endnu en gang er i nød. Selv i en af de mørkeste perioder i folkets historie havde Gud en redningsplan klar. Det blev ikke en af Dommerbogens helte, Gud brugte til at udføre den, men en moabitisk enke, der søgte ly under hans vinger.      

I sidste ende peger Ruths Bog det samme sted hen, som resten af Bibelen. Bogen slutter nemlig med et slægtsregister, der minder os om, at mange generationer længere ude i Ruths slægt blev Jesus født (Matt 1,5). Guds trofaste kærlighed drev ham til at sende sin egen søn til verden, hvor han tog løserens opgave på sig for alle mennesker. Han skulle købe den arv i himlen tilbage, som vi alle har mistet på grund af synden. Jesus måtte betale med sit eget blod på korset, for at du og jeg kan få den fulde løn. Det er en nådeløn. Den rækkes til alle, der, ligesom den fremmede Ruth, tror på Gud og søger ly under hans vinger. Du og jeg kan, ligesom Ruth, blive en del af hans folk. Så stor er Guds trofaste kærlighed!