En slægtsbog med overraskelser

Alle, der har været med til et jødisk påskemåltid, har hørt sangen »Echad mi jodea?« (Én, hvem ved, hvem der er én?) – sangen, som går talrækken igennem op til 13 og finder ting i Bibelen og den jødiske tradition, der passer til tallene.

Én er Gud, to er lovens tavler, tre er fædrene, men hvem er fire? Det er mødrene – de fire agtværdige mødre: Sara, Rebekka, Rakel og Lea. Det ved ethvert jødisk barn. I Jesu slægtsbog vælger Matthæus imidlertid at gå op imod sin børnelærdom, idet han her præsenterer os for fire ret alternative mødre.

Det er overraskende. Og når man møder overraskelser i Bibelen, er det som regel værd at stoppe op og se nærmere på, hvad der gemmer sig bagved, og det vil vi gøre i denne artikel. Men først vil vi se på rammen for overraskelsen.

Umiddelbart kan det virke som lidt af et pædagogisk selvmål at indlede sit evangelium med en slægtsbog, som Matthæus gør i kapitel 1, vers 1-17. Matthæus’ valg af indledning har imidlertid en helt klar tråd til hans jødiske baggrund og hovedsigtet med hans evangelium.

Derfor er slægtsbøgerne vigtige

I den jødiske/bibelske kultur har slægtsbøger nemlig stor betydning. De er med til at bevidne det helt centrale i Bibelen: at Gud er historiens Gud, som handler med historiske mennesker. Gud handler i vores konkrete historie, ikke i en eller anden parallel gudeverden. Derudover har slægtsbøgerne i Bibelen og op igennem jødedommens historie en central betydning for de tre vigtige dele af udvælgelsen.

For det første har de betydning for folket som det udvalgte folk. Det har været vigtigt at holde sammen på folket som Guds folk og bevare dem fra at blive blandet med andre folk og deres afgudsdyrkelse (5 Mos 7,3).

For det andet har slægtskab betydning for bosættelsen i landet, det forjættede land, som blev delt mellem stammerne. Stamme for stamme bosatte de sig i landet.

Og for det tredje og sidste: Folkets opgave, at tjene Gud og at bringe velsignelsen til alle folk, blev også knyttet op på særlige stammer og slægter. Levis stamme skulle tjene i helligdommen, og derfor fik de ikke et landområde at passe, men boede i levitbyer hos de andre stammer. Præster i helligdommen skulle ikke bare være af Levis stamme, men også af Arons slægt.

Juda stamme blev kongestammen (1 Mos 49,10), og i Juda stamme blev Davids slægt kongeslægten. Det blev disse to stammer, der særligt var fokus på. Det var de to stammer, hvis opgave på en særlig måde var knyttet til Guds løfter om frelse.

Så altså: Slægtsbøger har en central betydning for treklangen i det jødiske folks udvælgelse, som den udtrykkes i løftet til Abraham (1 Mos 12,1-3): folket, landet og tjenesten.

Matthæusevangeliets hovedsigte

Jesu slægtsbog står allerførst i Matthæusevangeliet, ikke bare fordi Matthæus følger sin jødiske tradition, men fordi den er en vigtig del af budskabet. Med slægtsbogen placerer Matthæus Jesus i frelseshistorien: Jesus er Davids søn, født i kongeslægten som løfternes konge (2 Sam 7 og Es 9,6 og 11,1). Jesus er Abrahams søn, løftets søn, ved hvem velsignelsen skal komme (1 Mos 12,3), og Jesus er kvindens søn, der skal besejre den onde (1 Mos 3,15).

Det er meget usædvanligt, at mødre nævnes i bibelske slægtsbøger, men Matthæus nævner i sin slægtsbog specifikt Maria som Jesus mor, og i versene lige efter slægtsbogen understreger han, at Maria var jomfru. Jesus er altså ikke bare kvindens søn, men også jomfruens søn. Heri ligger også en klar henvisning til løfterne i Det Gamle Testamente om en frelser (Es 7,14).

Matthæus proklamerer her ved indledningen af sit evangelium på denne måde, at Jesus er opfyldelsen af Guds løfter om frelse. Og han fortsætter med at vise det gennem resten af sit evangelium med sine mange henvisninger til profetierne – noget, som er et særkende ved Matthæus.

Så kommer den … overraskelsen

Når vi så nærlæser slægtsbogen, bliver vi virkelig overraskede. For hvad er det, Matthæus gør med sin børnelærdom og jødiske tradition? En højst usædvanlig ting er det, at han overhovedet nævner mødre i en slægtsbog (som vi allerede har set med Maria).

Men når vi så bemærker, hvilke mødre han nævner, så kalder det på vores undren og nysgerrighed. Vi kunne forvente, hvis nogen kvinder overhovedet skulle nævnes, at det var de fire agtværdige mødre i jødedommens historie, Sara, Rebekka, Rakel og Lea. Men nej, det er fire helt andre. Det er Tamar, Rahab, Ruth og Batseba. Hvad er nu det? Hvem er de, og hvorfor er de nævnt?

Jeg er overbevist om, at Matthæus ved, hvad han gør, og har et særligt formål med at nævne netop disse fire mødre, men jeg er ikke sikker på, at vi kan kigge ham så meget i kortene, at vi kan finde helt til bunds i hans bevæggrunde. Vi vil dog gøre et forsøg.

De fire alternative mødre

De fire kvinder er fra fire forskellige perioder i Israels historie: Tamar fra tiden før slaveriet i Egypten, Rahab fra tiden omkring indvandringen til Kana’an, Ruth fra den første tid i landet, det vil sige dommertiden, og Batseba fra kongetiden.

Jeg vil opfordre til, at man læser deres historier i Bibelen, for her er kun plads til i korthed at nævne følgende:

Tamar kan vi læse om i 1 Mos 38. Hun var kanaanæer og blev svigerdatter til Juda, som havde forladt sine brødre, efter at de havde smidt Josef i brønden. Tamar blev enke og blev svigtet af sin svigerfar, Juda, som siden gjorde hende gravid, da han troede, hun var en tempelskøge. Hun fødte tvillingerne Peres og Zera og videreførte dermed Judaslægten.

Rahab kan vi læse om i Josvabogen kapitel 2 og 6. Rahab boede i Jeriko i et hus lige op ad bymuren, hvilket betød, at man kunne komme uset ud af byen fra hendes hus. Hun var en skøge i byen. Hun gav udtryk for en stærk tro på israelitternes Gud og hjalp Josvas spioner. Dermed reddede hun både sig selv og hele sin familie fra døden. Hun bliver en del af det israelitiske folk og indgår i den slægt, der senere bliver kongeslægten. Det er også værd at bemærke, at hun i Hebræerbrevet 11,30-31 som den eneste navngivne kvinde nævnes som et trosvidne.

Ruth var en hedensk kvinde fra Moab, som blev gift med en søn af Noomi og Elimelek fra Betlehem. Hun blev enke, men blev gift igen med Boaz fra Betlehem og fødte en søn og videreførte dermed den slægt, som David senere blev født i. Hun har fået sin helt egen bog i Bibelen.

Den fjerde og sidste er Batseba. Hun bliver ikke nævnt ved navn af Matthæus, men bemærkelsesværdigt nok kalder han hende »Urias’ hustru«, selvom Urias var død på dette tidspunkt, og det var David, der var far til hendes barn. Dette er nok for at minde om, at David brød ind i ægteskabet, mens Urias stadig levede. Batseba blev mor til Salomo og spillede en vigtig rolle, da en anden af Davids sønner forsøgte at tage magten i stedet for Salomo (1 Kong 1,9ff). Batseba kan vi blandt andet læse om i 2 Sam 7, 11 og 12. 

Hvorfor er netop de nævnt?

I en søgen efter et svar på, hvorfor netop disse fire kvinder er nævnt, er det meget logisk at prøve at finde noget, som de fire er fælles om. Det har mange bibeltolkere gjort forskellige forsøg på. Nogle fremhæver, at kvinderne var hedninger, og at Matthæus på den måde vil vise, at frelsen også er for hedningerne. Det passer bare kun på de tre af de fire, idet Batseba sandsynligvis var jøde.

Andre har fremhævet, at kvindernes navne er forbundet med seksuelle synder, og at Matthæus ved at nævne dem viser hen til, at Jesus er den, der vil bære alverdens synd. Det er dog også kun delvis rigtigt, i og med at det ikke passer på Ruth. Endvidere kan man sige, at flere af mændene også kunne repræsentere denne pointe. Men er der så overhovedet noget, der gælder for dem alle fire?

Der er for mig at se to fællestræk:

Det ene er, at de alle er kvinder. Pointen er så, at de står som repræsentanter for en stor gruppe, der ikke på alle områder blev regnet som ligestillede. Ud over kvinder var det blandt andet børn, syge, toldere, hedninger, syndere og samaritanere.

Gennem sit virke i ord og handlinger viste Jesus til stor forargelse for de religiøse ledere, »som stolede på, at de selv var retfærdige og foragtede alle andre«, og til stor undren for disciplene, som truede ad mødrene og børnene, at også disse, som blev holdt ude, havde en plads i Guds rige. Guds rige nedbryder grænserne mellem mennesker og åbner frelsesmuligheden for alle.

Det andet fællestræk er, at alle fire viser sig ad snørklede veje at blive et vigtigt led i Judaslægtens, altså kongeslægtens, videreførelse.

Disse fire kvinder nævnes så, fordi de siger noget om Guds måde at føre sin frelsesplan igennem på. Ved at synliggøre dem i Jesu slægtsbog minder Matthæus os om, at Gud bruger mennesker i sin frelsesplan på en helt suveræn måde. Når det ser ud, som om det hele er slået fejl, eller når mennesker tager fejl, så kalder Gud nogle frem, som ingen andre havde tænkt på som betydningsfulde eller uundværlige. For Gud kan ikke svigte sit løfte og sin kærlighed.

Guds frelsesvej

Som tidligere nævnt tror jeg ikke, det er tilfældigt, at Matthæus i Jesu slægtsbog ganske uventet og overraskende nævner de fire meget alternative mødre i stedet for de fire agtværdige.

Jeg tror imidlertid heller ikke, vi kan svare fyldestgørende på, hvad Matthæus har tænkt, men jeg tror, vi kommer tæt på, hvis vi samler de forskellige anslag til et svar.

Ved at nævne de fire alternative mødre i Jesu slægt vil Matthæus understrege Guds suveræne frelsesvilje og frelsesvej. Gud vil frelse syndere, jøder som hedninger, ingen er udelukket, og på frelsesvejen bruger han, den suveræne, mægtige Gud, mennesker, historisk konkrete og syndige mennesker.

Det, der således for mig at se understreges i Jesu slægtsbog i indledningen af Matthæusevangeliet, klinger fint sammen med evangeliets afslutning og er på den måde med til at indramme hele evangeliet. I afslutningen lyder det nemlig til Matthæus og de andre disciple: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple« (Matt 28,19). Guds frelse gennem det jødiske folk gælder alle, og Gud vil bruge mennesker, disciplene og os i al vor menneskelige skrøbelighed, til at nå til verdens ende med sin frelse.