Jesus og de falske messiasser

Rigtig mange politiske og religiøse messiasskikkelser dukkede op på Jesu tid. Det påvirkede forventningerne til Jesus, der af mange blev sat i bås med disse falske messiasser – som i modsætning til Jesus førte folk vild.

Jesu samtid var messiansk ladet. Messiasforventningerne i det jødiske folk på den tid var måske stærkere end på noget tidligere eller senere tidspunkt i historien. Vi kender en del til disse forventninger fra de antikke jødiske skrifter, for eksempel Dødehavsrullerne. Men et andet udtryk for denne forventningsmættede tid er de messianske skikkelser, som dukker op i det første århundrede. Det var personer, som enten i egne eller andres øjne var udvalgt til at spille en særlig rolle i det jødiske folk – gerne som konge eller profet. Jeg kalder dem  »messiasskikkelser« i denne artikel.

Disse messiasser udgør en del af baggrundstæppet for Jesus og hjælper os til at forstå, både hvordan man så på ham udefra, og hvad der lå i hans advarsel mod de falske messiasser.

Overordnet kan man inddele messiasskikkelserne i to grupper. Der er de politiske messiasser, som blev udråbt til konger og befriere i Israel, og der er de religiøse messiasser, der fremstår som profeter. Skellet mellem de to typer er ikke helt skarpt, for til de nationalpolitiske kongedrømme hørte altid en religiøs dimension, og til det religiøse hørte en nationalpolitisk dimension.

Politiske messiasser

Den jødiske historieskriver Josefus er den vigtigste kilde til viden om messiasskikkelserne i det første århundrede. Han er generelt kritisk over for både den politiske og den religiøse messias, sandsynligvis fordi han skriver til et romersk publikum. Han vil gerne tegne et positivt billede af det jødiske folk, samtidig med at han tager afstand fra alle oprørstendenser i befolkningen.

I forbindelse med Herodes den Stores død i år 4 f.Kr. fortæller Josefus om tre oprør rundtomkring i landet. I Zippori i Galilæa gør Judas oprør med ambitioner om at blive konge. I Peræa øst for Jordanfloden gør Simon oprør, brænder dernæst Herodes’ kongelige palads i Jeriko og smykker sig med et kongeligt diadem. I Judæa træder en hyrde ved navn Athronges frem og optræder som oprørskonge i en periode på et par år. Fælles for disse tre er, at de både vil være kongelige og socialt set kommer nedefra.  De er i oprør mod de kongelige og velstående i samfundet. Den romerske guvernør i Syrien, Varus, sætter sine tropper ind mod disse oprørere og slår dem ned med hård hånd.

Ti år senere hører vi om en Judas Galilæeren, som måske er den samme som ham i Zippori. Han beskrives som mere religiøs end de foregående. Han opfordrer til at boykotte den romerske folketælling i år 6 e.Kr., i forbindelse med at Herodes’ søn Arkelaos bliver afsat som regent. Hans motto, som zeloterne senere gjorde til deres, var: »Ingen konge uden Gud.« Derfor mente Judas ikke, at jøderne skulle betale skat til kejseren. Der er tale om et religiøst begrundet oprør mod Rom. Judas’ oprør blev bekæmpet, og han selv dræbt. Senere i historien hører vi, at to af hans sønner, Jakob og Simon, bliver korsfæstet for oprør under den romerske statholder Tiberius Alexander (46-48 e.Kr.), og to af hans børnebørn Menahem og Eliezer ben Jair var ledere med messianske undertoner i det store oprør mod Rom i 66-70 e.Kr.

Flere andre på Jesu tid udråbte sig selv til konge eller blev udråbt af andre – med stærkere eller svagere religiøse betoninger.

Når Jesus lader sig hylde som Israels konge ved indtoget i Jerusalem, var der ganske vist ikke væbnede oprørere med ham, men både de jødiske ledere og de romerske soldater har sat ham i bås med de politiske messiasskikkelser, de kendte til fra samtiden.

Dette bliver helt tydeligt under processen, der førte til hans død. Pilatus spørger ham som det første: »Er du jødernes konge?«(Joh 18,33). Senere klæder soldaterne ham ud som en konge og håner ham med en tornekrone for at være en mislykket oprørskonge (Joh 19,2-3), og da han hænger på korset, sætter Pilatus det berømte skilt på korset med anklagen mod ham: Jesus fra Nazaret, jødernes konge (Joh 19,19).

Jesus afviste selv at være en oprørskonge, omend han vedkendte sig kongetitlen, ligesom han oppe ved Genesaret Sø havde afvist at lade sig udråbe til oprørskonge af folkeskaren, som var blevet bespist på mirakuløs vis (Joh 6,15).

Religiøse messiasser

En del af messiasskikkelserne på Jesu tid lagde større vægt på den religiøse dimension end på den militære og politiske. Men samtidig lå kampen for den nationale frihed hele tiden lige om hjørnet.

De religiøse messiasskikkelser trækker især på lighedspunkter med Moses og Josva, som førte folket ud af fangenskabet i Egypten, igennem ørkenen og ind i det forjættede land. Josefus fortæller således om en samaritaner i slutningen af Pontius Pilatus’ regeringstid, som kalder samaritanerne sammen på Garizimbjerget, hvor han vil vise dem Moses’ hellige tempelskåle. Folk møder op i stort tal – en del er også bevæbnet.           Resultatet bliver, at Pilatus’ soldater slår meget hårdt ned på de forsamlede. Den samaritanske leder passer ind i deres forventninger om en profet som Moses (5 Mos 18,15), og situationer afspejler stemningen i området på den tid.

Små ti år senere dukker Theudas op. Han samler en stor flok omkring sig og vil drage over på den anden side af Jordanfloden. Derefter ville han ligesom Josva befale floden at dele sig i to, så folket kunne gå tørskoet over. Hentydningerne til Moses og Josva er til at få øje på, og efter overgangen over Jordan skulle så følge erobringen af landet.                       Men sådan gik det ikke, for den romerske statholder Fadus (44-46 e.Kr.) sendte kavaleriet ud, og Theudas’ hoved endte med at blive udstillet i Jerusalem til skræk og advarsel.

Ti år senere møder vi en egyptisk jøde, som fører en tusindtallig stor gruppe ud i ørkenen med planer om at komme til Oliebjerget, hvorfra Jerusalems mure skulle falde på hans befaling – som da Josva indtog Jeriko. Statholderen Felix sendte igen kavaleriet ud, folket blev spredt, og egypteren flygtede. På et senere tidspunkt bliver Paulus fanget i Jerusalem, og romerne tror til at begynde med, at han er denne egyptiske jøde (ApG 21,38). Igen bemærker vi dels ørkenen som stedet, hvor messiasskikkelsen samler folk, og dels ligheden med udvandringen fra Egypten.

Få år senere beretter Josefus om en »bedrager«, som lover folket frelse og hvile, hvis de vil følge ham ud i ørkenen. Denne gang er det statholderen Festus, som slår oprøret ned.

Efter Jerusalems fald i år 70 fortælles om en jøde ved navn Jonathan, som flygter til Kyrene i Nordafrika. Han får et stort antal af sine landsmænd med ud i ørkenen, hvor han lover at vise dem tegn og undere, men også han bliver stoppet af de romerske soldater.

Josefus nævner flere unavngivne »bedragere og onde mænd«, som får folkeskaren til at følge sig ud i ørkenen, hvor de angiveligt skulle få tegn og undere at se, men det ender med, at romerne griber nådesløst ind og slår det, de oplever som begyndelsen på et oprør, ned.

I et samfund, hvor religiøse messiasskikkelser som de omtalte med jævne mellemrum træder frem, vil Johannes Døber og Jesus meget let blive sat i samme kategori af en, som ser på dem udefra.

At Herodes Antipas fængslede Johannes Døber, skyldtes således ifølge Josefus ikke kun, at han ikke brød sig om, at Johannes Døber forkyndte dom over hans skilsmisse og efterfølgende ægteskab med brorens kone. Det skyldtes også, at han frygtede, at den store folkemængde, som flokkedes om Døberen, skulle udvikle sig til et oprør.

Det samme gør sig gældende i synet på Jesus. Da de jødiske ledere i Jerusalem skal forholde sig til apostlenes forkyndelse og popularitet siger rabbi Gamaliel, at hvis Jesus er som Theudas eller Judas Galilæeren, så vil hans bevægelse også ebbe ud efter hans død. I det ligger implicit, at de ledende jøder så Jesus som endnu en i rækken af religiøse messiasskikkelser, som de kendte fra samtiden. Gamaliel maner dog til besindighed, for det kunne jo være, at det var anderledes med Jesus end med de andre (ApG 5,36-37).

Jesus advarer mod de falske messiasser

I Jesu egen undervisning finder vi også antydninger af, at jødedommen på den tid i høj grad var messiansk ladet. I sine taler om endetiden advarer Jesus således mod falske profeter og messiasser: »Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild« (Matt 24,11).

Dette rækker selvsagt langt frem i historien, men afspejler også den tid, som Jesus og kort efter den første menighed levede i.

At de falske profeter og messiasser vil gøre tegn og undere, kommer også frem i Jesu advarsel mod dem. Han siger således i Mark 13,22: »Der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild.« Det er værd at bemærke, at Jesus her skelner mellem de falske messiasser (politiske konge-messiasser) og de falske profeter (religiøse profet-messiasser).

Ørkenen som det sted, hvor de falske messiasser vil samle folk, er også med i Jesu undervisning. Han siger det direkte i talen om endetiden: »Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! Så gå ikke derud« (Matt 24,26).

Jesu advarsler rummer således en ganske negativ vurdering af samtidens messiasskikkelser, og ligheden mellem dem og Jesus er derfor kun begrænset til visse punkter i den ydre fremtoning.

Jesus distancerer sig endvidere ved flere lejligheder fra den national-politiske messiasforståelse, som hans samtids messiasskikkelser stod for. Han vedkendte sig kongetitlen, men hans rige var af en anden art.

Jesu advarsler mod de falske profeter og messiasser findes især i hans taler om de sidste tider. De indgår dermed i den dobbelthed i Jesu tale om fremtiden, som handler både om den nærmeste fremtid og om den fjerne fremtid. Den nærmeste fremtid, som rummer falske profeter og messiasser og Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr., men også den fjerne fremtid, der rummer Jesu genkomst på himlens skyer.

Men de to »fremtider« er åndsbeslægtede, og derfor rummer Jesu advarsel mod de falske messiasser noget, som rækker ud over det første århundrede og helt frem til hans genkomst.

Der lyder et råb fra Jesus midt i den historiske læsning om falske profeter og messiasser, som rækker ud over samtiden – til hans disciple til alle tider: »Se til, at ingen fører jer vild« (Mark 13,5).