Den dag Herren »skar« en pagt med Abraham

I Første Mosebog 15 giver Gud et løfte til Abraham og indgår en pagt med ham. Særligt den del af kapitel, der handler om indgåelsen af pagten, kan være svær at forstå. Hvorfor indebærer det for eksempel, at forskellige dyr skal skæres midt over?

Abraham er en meget vigtig person i Bibelen. Det hænger sammen med den rolle, han har i virkeliggørelsen af Guds frelsesplan for verden, som tager sin begyndelse med Guds løfter til netop Abraham. I 1 Mos 12,1-7 giver Gud Abraham (som på det tidspunkt hed Abram) et trefoldigt løfte om et stort land, et stort folk og (ikke mindst) en stor velsignelse: »I dig skal alle jordens slægter velsignes.

Det er ingen overdrivelse at sige, at resten af Bibelen handler om opfyldelsen af dette trefoldige løfte til Abraham. Et løfte, der har både en fysisk og en åndelig betydning, og som får sin endelige opfyldelse i Jesus Kristus.

Guds pagt med Abraham (1 Mos 15)

Abraham og Guds løfte til ham spiller altså en vigtig rolle i Guds frelsesplan, og i den plan er Guds pagt med Abraham i 1 Mos 15 af helt fundamental betydning.

Her kommer Herrens ord til Abraham i et syn, som varer hele kapitlet og skal læses som en enhed. Desværre er mange bibellæsere kun fortrolige med den første del af kapitlet (vers 1-6), fordi den anden del (vers 7-21) umiddelbart godt kan virke noget bizar med dyr, som skæres midtover, og andet sært. Det kræver naturligvis en forklaring. Men når først meningen går op for os, så er der en enormt stærk pointe i det!

Nøgleverset er vers 18: »Den dag sluttede Herren pagt med Abram.« Og det gjorde han på en måde, som var både overraskende og helt fantastisk!

Herrens løfte og Abraham tro (vers 1-6)

Som nævnt udgør hele kapitel 15 en enhed. Det begynder med, at Herren lover Abraham, at hans »løn« skal blive meget stor.

Det er bedst at forstå dette som en gentagelse af det tredobbelte løfte i kapitel 12.

Men Abraham kæmper med at fastholde troen på Guds løfte. Det var allerede længe siden, Gud gav ham løftet første gang. Og tiden løb, mens både han og hans hustru, Sara (som på det tidspunkt hed Saraj) – som i øvrigt aldrig havde kunnet få børn – blev ældre og ældre.

Så Abraham siger til Gud: »Hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort? Du har ikke givet mig afkom, så den eneste til at arve mig er min hustræl Eliezer.«   Men Gud svarer: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig«. Da tager Herren Abraham med udenfor og udfordrer ham til at tælle stjernerne på nattehimlen – og så kommer det svimlende løfte: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Og Abraham sætter sin lid til Guds løfte: »Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.«.

Abrahams tro var i sin kerne tillid til Guds løfte, og det var denne tro, Gud regnede ham til retfærdighed. Paulus henviser til netop dette vers i Rom 4,3 og Gal 3,6 for at påvise, at det er af tro, et menneske bliver erklæret retfærdig over for Gud.

Herrens pagt med Abraham (vers 7-21)

Så langt, så godt! Men så kommer vi til kapitlets anden del, som er mere kringlet.

Det begynder enkelt nok med, at Gud siger til Abraham: »Jeg er Herren, som førte dig ud fra Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje.«. Abraham svarer: »Gud, Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få det i eje?«.

Abraham længes efter noget, der kan give ham vished i troen på Guds løfte. Og præcis dét vil Gud give ham ved at bekræfte sit løfte med en pagt! Derfor befaler Gud Abraham at hente nogle dyr.

Det er her, det begynder at blive lidt mærkeligt.

At skære en pagt

Det at indgå en pagt foregik dengang på den måde, at man skar nogle dyr midt over. Man kaldte det faktisk »at skære en pagt«.

Så lagde man dyrenes halvdele i to rækker, hvorefter de to parter, som indgik pagten, begge gik frem mellem de overskårne dyr. Det var en symbolsk handling, hvormed de erklærede: »Hvis jeg ikke overholder den pagt, jeg i dag har skåret med dig, så lad mig da blive skåret midt over ligesom disse dyr.«

Nu ville Gud skære en pagt med Abraham. Men han gør det på en overraskende måde. Da Abraham har skåret dyrene over og lagt halvdelene over for hinanden, falder han i en dyb søvn, og et stort rædselsfyldt mørke sænker sig over ham (vers10-12). Da giver Gud Abraham en forsikring. Som et svar på spørgsmålet: »Hvordan kan jeg vide …?« siger Gud til ham: »Du skal vide …« og fortæller ham om, hvordan han flere århundreder senere vil give Abrahams efterkommere det land, han har lovet Abraham.

Og nu kommer overraskelsen. Herrens nærvær viser sig i mørket som »en rygende ovn og en flammende fakkel«, der bevæger sig frem mellem de overskårne dyr. Herren indgår altså pagten og går mellem de overskårne dyr alene! Det normale var, at begge parter gik mellem de overskårne dyr. Men her er det kun den ene part: Gud selv!   

Ved at gå alene mellem de overskårne dyr erklærede Gud: »Hvis jeg ikke holder denne pagt og mine løfter, så lad det gå mig som disse overskårne dyr.«

Med andre ord: Dette er en ensidig pagt, hvor Gud forpligter sig selv på sine egne ubetingede løfter og helt alene tager det fulde ansvar for pagtens beståen og opfyldelse.

Hvilken betydning har det?

På denne baggrund er det meget svært at overvurdere betydningen af ordene »den dag sluttede/skar Herren pagt med Abram«.

Det gælder for det første i Abrahams eget liv. Allerede i det efterfølgende kapitel synder Abraham (og Sara) stort i en ikke særlig køn historie med trælkvinden Hagar. Her er der ikke meget troshelt over Abraham!

Havde det ikke været fair, hvis Gud havde »fyret« ham og annulleret sine løfter til ham? Jo, måske nok menneskelig talt. Men Gud havde skåret en pagt med ham og var gået mellem de overskårne dyr alene! Guds pagt og løfter afhang ikke af Abraham, men af Gud. Og Gud kan ikke fornægte sig selv.

Det gælder for det andet i Guds handlen med Israels folk i den videre frelseshistorie. Det er Guds pagt med Abraham, der er grunden til, at han frelser israelitterne fra slaveriet i Egypten og fører dem til det land, han lovede Abraham at give til hans efterkommere. Og når Israels folk svigter Herren og forbryder sig mod loven, er det også Gud pagtsløfte til Abraham, der er grundlaget for hans barmhjertighed mod folket.          

Det gælder for det tredje i vores liv i troen på Jesus i dag. For løfterne til Abraham og pagten med ham peger frem mod Kristus og den nye pagt, som han stiftede med sit blod på korset.

Da Jesus hang på korset, gennemboret for vore overtrædelser, sænkede et rædselsfyldt mørke sig også over ham, for at løftet »i dig skal alle jordens slægter velsignes« kunne gå i opfyldelse. Som Paulus skriver: »Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: ”Forbandet er enhver, der hænger på et træ” – for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os« (Gal 3,13-14).

Den Gud, som gik alene mellem de overskårne dyr og skar en pagt med Abraham, har også skåret en pagt med os i Kristus – helt alene!

En pagt, der ikke hviler på os og vores liv, men på ham og hans død for os.

En pagt, der ikke hviler ikke på vores løfter til ham, men på hans løfter til os i Kristus.   Og de løfter kan vi trygt sætte vores lid til i tro!